Den, der lever skjult – i Bruxelles …

Af Morten Messerschmidt (DF),
Medlem af Europa-Parlamentet

De danske EU-partier har fundet hinanden i ønsket om et nyt EU-retsforbehold. Det betyder, at hvor det i dag ikke er muligt for Folketinget at tilslutte sig EU-lovgivning inden for rets- og udlændingepolitikken, så skal et folketingsflertal fremover afgøre, om Danmark skal gå med. Vi har mulighed for som i dag at stå udenfor.

Men et folketingsflertal har også mulighed for at lade Danmark omfatte. Det vil være en ny situation.

Når ræven sætte stil at vogte gæs
Heldigvis kan det nye forbehold kun indføres ved folkeafstemning - og her bliver det grundlæggende spørgsmål, hvorvidt befolkningen har tillid til, at EU-partierne på Christiansborg kan ramme den rigtige knap, når det gælder om at modstå EU-lovgivning, der for eksempel ændrer vores udlændingepolitik. Regeringen og dens EU-venner bedyrer, at de nok skal støtte den stramme danske udlændingepolitik imod EU-integration. Men er det ikke snarere at sætte ræven til at vogte gæs?

I sidste uge stemte vi i EU-Parlamentet om en rapport vedrørende "integrationen af migranter, virkningerne for arbejdsmarkedet og den eksterne dimension af koordineringen af de sociale sikringsordninger" (A7-0040/2013). Det er interessant at bemærke, hvordan de partier, der i Danmark siger, at de vil værne om dansk udlændingepolitik, stemmer, når det så kommer til stykket i EU. Her kan alle danske medlemmer nemlig stemme. Og der er ikke meget i mine gode kollegaers adfærd, der vidner om, at de helst så EU blande sig uden om udlændingespørgsmål. Tværtimod.

På spørgsmålet om, hvorvidt EU skulle have en holdning til tredjelandsborgeres ret til at stemme (især, men ikke kun,) ved lokalvalg, erklærede Venstre, Socialdemokraterne og SF sig eksempelvis som tilhængere (§13). Spørgsmålet er derfor, hvordan disse partier kan bilde nogen ind, at de på Christiansborg vil stemme imod EU-lovgivning, der ændrer dansk udlændingepolitik, mens de i EU-Parlamentet stemmer ja?

Lang række af eksempler
Stemmeret er imidlertid ikke det eneste. Det er blot begyndelsen på én lang række af eksempler, hvor EU-partierne stemmer for EU-regler på udlændingeområdet. Skal EU-Kommissionen eksempelvis knytte medlemslandenes flygtninge- og arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik sammen og sikre asylansøgere adgang til arbejdsmarkedet og til uddannelse? Ja, mener Socialdemokratiet og SF (§ 36).

Skal EU håndtere ventetider på medlemslandenes konsulære tjenester? Ja, mener Venstre, Socialdemokratiet, SF og De Konservative, som foreslår fælles EU-konsulattjenester (§ 58).

Skal illegale indvandrere deltage i det sociale, politiske og økonomiske liv? Ja, mener det danske regeringsparti, SF - dog ret alene i den sag, hvor både Venstre, Socialdemokratiet og De Konservative sagde fra (§61).

Skal EU forholde sig til problemet med "udokumenterede indvandrere og afviste asylansøgere i EU" og i øvrigt anbefale, at der åbnes "for mulighederne for en regularisering" (§ 64)? Ja, mener både Venstre og SF. 

Skal EU-Kommissionen "håndtere spørgsmålet om koordination af social sikring for tredjelandsstatsborgere, især bevarelse af rettigheder, når de forlader eller vender tilbage til EU, og lade EU's migrationspolitik omfatte passende foranstaltninger med hensyn til migranternes erhvervede sociale sikringsrettigheder"?

Her skulle man tro, at advarselslamperne for alvor ville lyse. Det handler nemlig både om udlændinge- og velfærdspolitik. Men nej, det samlede jubelkor - Venstre, De Konservative, Socialdemokraterne og SF - stemmer også her for (§71).

Og det kan vel i det lys så ikke undre, at samtlige EU-partier også gik ind for "en enkelt og gensidig EU-model for koordinering af de sociale sikringsordninger i forhold til tredjelande, som skal omfatte alle EU-borgere og Tredjelandsstatsborgere". Også her lyste den grønne knap på pultene foran Venstres, De Konservatives, SF's og Socialdemokraternes medlemmer (§77).

På sikker afstand
At den fælles erklæring blev vedtaget med stort flertal, kan derfor ikke undre. For sådan er det jo i EU-Parlamentet. Her kan man langt fra virkeligheden, på behagelig afstand af den borende presse og kritiske vælgere, lade ideologien få fuld friløb. De færreste tjekker, hvordan kollegaerne stemmer. Og skulle nogen gøre sig denne ulejlighed og i øvrigt holde det op med, hvilken politik partierne på Christiansborg har lovet, så bliver det maksimalt til en fodnote.

Den, der lever skjult, lever godt, siges det. I givet fald må MEP'erne fra de EU-positive partier leve ufatteligt godt. Dag ud og dag ind stemmer de for rapporter, som deres partier på Christiansborg lover at modsætte sig. Og de påberåber sig med højtidelig stemme en demokratisk legitimitet, som i virkelighedens verden slet ikke er til stede. EU-Parlamentet er en demokratisk farce. Det bekræfter ikke bare afstemningen forleden, men hele den måde, som "europæisk demokrati" udfolder sig på. Afvisningen af kritik, forbud mod folkeafstemninger og mest muligt magt til de ikke-folkevalgte. 

Hvordan skal vi - som vælgere - kunne have tillid til, at disse folk varetager danske interesser og siger nej, når der skal siges fra?

debat@altinget.dk