2014 står i EU's tegn
DEBAT: Europaparlamentsvalget bliver afholdt 25. maj. Og frem mod den dato skal ethvert vågent øjeblik bruges på at understrege, hvor vigtigt det er med et andet samarbejde i Europa end det, vi har i dag, skriver Morten Messerschmidt (DF).
Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europaparlamentet
Bedst som man skulle tro, at året 2013 ikke ville være til at overgå i politisk handling – lige fra højdramatiske ministerskift over statsministerens teenageadfærd med internationale stjerner og politikere til regulære politiske skandaler – ja, så tager vi hul på et 2014, som formodentligt vil indeholde ligeså meget drama og spænding.
Vi må forvente, at Vestager og Thornings forsøg på endegyldigt at tage livet af SF vil fortsætte med den gaveregn til erhvervslivet, statsministeren allerede nu har varslet i sin nytårstale.
Det vil formodentligt kulminere med et folketingsvalg sidst på året, så regeringen undgår endnu en pinlig seance om finansloven med sit støtteparti, Enhedslisten. Men først og fremmest – i hvert fald for mig – bliver 2014 naturligvis året, hvor vi danskere igen skal sætte navn – og parti – på de 13 danske medlemmer af EU-parlamentet.
Frem mod valget
Valget står 25. maj. Og frem mod den dato vil jeg bruge ethvert vågent øjeblik på at understrege, hvor vigtigt det er med et andet samarbejde i Europa end det, vi har i dag.
Et samarbejde, hvor EU ikke skal ned og blande sig i alle enkeltdele. I dag er der ingen grænser for, hvad EU regulerer. Fra småting som lakridspiber, kanelsnegle og snus. Men sandelig også store vitale spørgsmål som vores grænsekontrol, vores udlændingepolitik og ikke mindst vores velfærdspolitik, hvor stadig flere ydelser ifølge EU's domstol og Kommission skal stå til rådighed for alle EU's borgere.
Østeuropæere koster os milliarder hvert år
"Vi må ikke diskriminere", hedder det. Og på EU-sprog betyder det, at østeuropæere, der kommer til Danmark, ikke bare skal have lige adgang til vore job, slipper billigere i skat og i øvrigt langt fra altid behøver at overholde vore overenskomster – nej, de skal også have børnepenge til deres børn i hjemlandet. De skal have SU, de skal have kontanthjælp og dagpenge.
Det koster os milliarder hvert eneste år. Og jeg spørger mig selv: Hvor længe vil danskerne blive ved med at betale verdens højeste skat, når velfærdsstatens sikkerhedsnet åbenbart skal strækkes hele vejen til Riga, Warszawa og Bukarest?
Allerede i dag er tallene alarmerende. I de seneste tre år er antallet af EU-borgere, der hæver danske dagpenge, steget med 59 procent. I samme periode er antallet af kontanthjælpsmodtagere med østeuropæisk pas vokset med 57 procent. Og på SU-området er udgifterne til udlændinge på bare fem år fordoblet til over en milliard kroner. Hver eneste gang, EU-domstolen afsiger en ny dom, sendes der flere skattekroner i lommerne på andre landes borgere. Ofte til børn, der slet ikke befinder sig i Danmark, eller folk, der kun har et mere kort ophold og ikke betaler skat her.
Egentlig skulle man tro, at et sådan problem kunne samle de danske politikere og partier imod EU-domstolen og Kommissionen. Men nej – blandt europartierne er automatpiloten slået til. De henviser til, at det indre marked er godt – uanset hvordan EU's myndigheder vælger at udforme det.
Hvor blev Europa af?
EU sælger ikke våben!
