Regeringen dropper lov om børnecheck

BØRNECHECK: Regeringen kan ikke finde flertal for en lov, der skal bringe de danske regler om børnechecken i overensstemmelse med EU-retten. Enhedslisten kalder forløbet om børnechecken ”grotesk” og kalder ministeren i samråd.

Regeringen har opgivet at få et flertal bag sit lovforslag om at ændre børnechecken, så den er i overensstemmelse med EU-retten. Det oplyser skatteminister Benny Engelbrecht (S) i et brev til Folketinget, der også bliver sendt til EU-Kommissionen.

Sagen om børnechecken viste sig sprængfarlig op til Europa-Parlamentsvalget i foråret, efter det kom frem, at regeringen havde givet besked til Udbetaling Danmark om at administrere efter EU-retten, uden den danske lov var blevet justeret.

I den danske lov er der et optjeningskrav, som skal opfyldes, inden man kan få udbetalt børnepenge. Men det krav er ifølge EU-Kommissionen og regeringen i strid med EU's forordning om koordinering af sociale sikringsydelser.

I maj pålagde et flertal i Folketinget så regeringen, at den skulle administrere børnechecken efter den danske lov – men det har regeringen valgt at se bort fra. Og siden maj har der ikke været tegn på, at nogen partier i Folketinget har ændret holdning, konstaterer skatteministeren.

”På den baggrund er det efter regeringens vurdering klart, at det ikke er muligt at finde et flertal bag et lovforslag, selvom det alene har til formål at sikre, at der ikke i dansk ret er usikkerhed om forordningens direkte virkning. Derfor orienterer jeg hermed Folketinget om, at der ikke vil blive fremsat et sådant lovforslag,” skriver Benny Engelbrecht.

Minister kaldes i samråd
Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen kalder forløbet om børnechecken ”grotesk”. Han fortæller, at regeringen ikke på noget tidspunkt reelt har forsøgt at få en aftale igennem med hans parti. Enhedslisten gav ellers et tilbud i foråret om, at de gerne ville lægge stemmer til, hvis de til gengæld fik opfyldt nogle ønsker i forhold til social dumping.

”Vi bliver nødt til at få ministeren i samråd omkring det her. Det er meget besynderligt, at regeringen bare vil administrere videre i strid med en lov vedtaget af Folketinget. Det er manglende respekt for Folketingets arbejde,” siger Finn Sørensen.

Han fortæller, at et samråd skal være med til at belyse, hvad der har været regeringens ”dybere overvejelser” i sagen.

”Vi skal have klargjort, hvad regeringen reelt har forsøgt for at få ændret i loven. Og så skal vi have belyst, om det overhovedet er lovligt det, som den gør,” siger Finn Sørensen.

Det var tirsdag aften ikke muligt at få en kommentar fra Venstre.

Juridisk kritik
Tilbage i januar, da børnecheck-sagen rullede, blev der også fra juridiske eksperter langet ud efter regeringens håndtering. Når den danske lov ikke stemmer overens med EU-retten, så skabes der en uklar retsstilling, som ikke lever op til de danske retsprincipper, lød det dengang fra professor i EU-ret ved Københavns Universitet Kirsten Ketcher.

”Når man administrerer efter EU-retten, skal det også fremgå af dansk lov, ellers kan sagen ende hos EU-Domstolen. Det strider mod samtlige fundamentale retsprincipper,” sagde Kirstin Ketcher og tilføjede:

”Juridisk er det fuldstændig ligegyldigt, om man kan skaffe et flertal i Folketinget eller ej. Der skal være orden i sagerne”.

Børnechecken er blevet udbetalt til EU-borgere mod den danske lovs ordlyd siden 9. juli 2013.

Forrige artikel Kommissionen vinker farvel til grønne forslag Kommissionen vinker farvel til grønne forslag Næste artikel Hæder til Altinget-skrifttype