Danske parlamentarikere står svagt i EU's ordfører-regnskab

BRUXELLES: Der er rift om at blive hovedordfører på de stykker lovgivning, der sendes igennem Europa-Parlamentet, og det er ikke de danske medlemmer, der formår at få fingre i de ombejlede betænkninger.

Det står klart i en ny undersøgelse udført af VoteWatch Europe, et forskerfællesskab, der overvåger lovgivningsmaskinen i EU's Parlament og Ministerråd. I deres opgørelse har de 13 danske parlamentarikere set over én kam kun i gennemsnit ført pennen på 0,2 stykker lovgivning på de sidste fem år i den såkaldte fælles beslutningsprocedure med Ministerrådet, der er den almindelige måde at vedtage EU-love på.

Det placerer de danske parlamentarikere som bundskrabere i opgørelsen. Kun litauere, letter og maltesere klarer sig dårligere i optællingen, hvis man ser bort fra kroaterne, som kun har været medlem i et halvt år.

Mange får ingen
I modsatte ende ligger lande som Tyskland, Irland, Luxembourg og Storbritannien, som sniger sig op på næsten ét ordførerskab pr. folkevalgt, Mens Portugal sprænger alle rammer, fordi en enkelt parlamentariker alene har haft 44 ordførerskaber primært på tekniske handelssager.

EU-parlamentariker for Socialdemokraterne Ole Christensen gør klart, at han ikke mener, at det siger noget om den danske indsats i Parlamentet.

"Der kan jo kun være én rapporteur (ordfører, red.) ud af 766 parlamentarikere, og så mange stykker lovgivning er der heller ikke. Så langt de fleste har slet ikke haft noget," siger han.

"Det går efter tur og tager hensyn til store lande og til det interne hierarki. Og så skal det være et område, som du har særlig interesse i," siger Ole Christensen.

Stadig under gennemsnittet
Det ser lidt bedre ud, hvis man udvider opgørelsen til at medregne alle betænkninger - også dem, der ikke har lovgivningsmæssig effekt. Medregnes de, tegner de danske medlemmer sig for i gennemsnit 2,31 ordførerskaber, hvilket placerer dem på en 16.-plads, nederst i midterfeltet blandt alle 28 EU-lande.

Nogle af de danske parlamentarikere som Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og Venstres Jens Rohde har dog aldrig haft hverken den ene eller den anden af den slags ordførerskaber.

Jens Rohde gør klart, at det for hans vedkommende har været et bevidst fravalg at gå efter ordførerskaber. I stedet har han koncentreret sig om at være koordinator for sin gruppe i industriudvalget, ITRE, som han er medlem af. Her har han været med til at fordele ordførerskaber til andre.

"Det er mig, som lægger linjen og skal være den ærlige mægler, men så kan du ikke også være ordfører," siger han og peger på, at hans partifælle Anne E. Jensen også sad i en koordinatorrolle i store dele af den nys overståede samling, mens det tredje V-medlem, Morten Løkkegaard, har siddet i Kulturudvalget, som næsten ikke får den slags betænkninger.

Rohde mener ikke, at det at være hovedordfører på en betænkning, der bærer ens navn, betyder noget, så længe man gør sig gældende i lovgivningsprocessen på anden vis ved for eksempel at stille ændringsforslag eller være én af de såkaldte skyggeordførere, der udnævnes for hver enkelt gruppe, når et lovforslag skal behandles.

"Det er bare show-off," siger Rohde.

"Man må måle folk på, hvad de får igennem, og ikke på det der navnefis," siger han.

Med til at skabe rammen
Maja Kluger Rasmussen, der forsker i Europa-Parlamentet på London School of Economics, medgiver, at der er mange andre og mindre synlige måder at præge EU-lovgivningen på.

Blandt andet har de danske parlamentarikere udmærket sig ved at forfatte næstflest af de såkaldte udtalelser, som er ét udvalgs holdning til en sag, som hører hjemme i et andet udvalg. De er også de femte-flittigste til at stille ændringsforslag. Men hun understreger, at ordførerskaberne har betydning.

"Har man ordførerskabet, så er man med til at sætte tonen an for, hvordan Parlamentet skal forholde sig til et givent emne. Man er med til at lave den ramme, som bliver lagt ned over lovforslagene, og den bliver ofte låst fast ret tidligt i processen," siger hun.

Små lande forfordeles
LSE-forskeren har flere bud på årsagerne til det danske underskud på ordførerskabsbalancen. De danske parlamentarikere kan være udsat for det, der beskrives som "lillelandssyndrom", fordi store landes delegationer ofte står stærkere i kampen om betænkningerne. 

Det forklarer dog ikke, hvorfor den gennemsnitlige parlamentariker fra miniputstater som Luxembourg, Cypern og Slovenien gafler mange flere ordførerskaber på lovgivningsområdet end danskerne. Der spiller status internt i de politiske grupper også ind.

Samtidig peger hun på, at ordførerskaber ofte går til dem, der har udmærket sig på et specielt emne.

"Det tyder på, at de danske parlamentarikere ikke har specialiseret sig i særlige underområder, hvor de ses som den oplagte ordfører til at få noget igennem Parlamentet," siger hun.

rikke@altinget.dk