Ambitiøs klimaplan efterlyses
BLOG: Det er et problem, når der bliver indgået utilstrækkelige aftaler i EU-regi, da medlemslandene er bundet op på de interne EU-aftaler. Uden at være bundet af EU ville vi have bedre muligheder for at komme med gode forslag ved de store internationale forhandlinger.
Af Rina Ronja Kari
Talsperson ved Folkebevægelsen mod EU
Fint nok, at EU-Kommissionen forsøger at stramme op på EU's CO2-kvotesystem, så det kan begynde at virke. Men uanset hvor forslaget ender, så er det jo langtfra nok.
På grund af den hårde økonomiske krise ser det bedre ud med vores forurening end forventet. Det kan man da kalde en positiv bi-effekt af en meget ubehagelig krise.
Men helt ærligt, skal vi virkelig tillade os selv at læne os tilbage og antage, at nu er klimaproblemerne løst?
Når vi godt ved, at der venter store problemer forude.
EU skal tage ansvar
Der er desværre mange problemer med EU's tilgang til udfordringerne. For det første er målsætningerne sådan set ikke ambitiøse nok: Hvis vi skal undgå de rigtig store problemer, så skal vi op og snakke 40 procent reduktion af CO2-udledning og ikke de 20 procent, som EU snakker om.
Og selvfølgelig skal vi som den rige del af verden tage et stort ansvar på os. Rigtig meget af forureningen kommer jo fra os.
Det ville være forfriskende at se nogle planer, hvor der blev taget et rigtigt ansvar og ikke blot en slåskamp om detaljer, som uanset hvad ikke kommer til at være tilstrækkeligt.
EU's kvotesystem er fuld af problemer. For eksempel giver man gratis kvoter væk til en lang række industrier, ligesom man udsteder alt for mange kvoter. Det betyder, at priserne er til grin (periodevis nede omkring 0 kroner), og det er alt for billigt at forurene.
Eksporterer klimaproblemet i stedet for at løse det
Et andet stærkt kritisabelt redskab i EU's klimaplaner er, at et land kan investere i CO2-besparende projekter i ulandene og som gevinst undlade at reducere CO2-udslip i sit eget land. På den positive side bliver de rige lande opfordret til at investere i CO2-besparelser i ulandene, som i høj grad har brug for investeringer. På den negative side betyder det, at EU-landene slipper for at reducere deres eget CO2-udslip, og at det på den lange bane altså ikke hjælper, hvis ikke de rige lande tager rigtig hårdt fat om eget CO2-forbrug og får omlagt til vedvarende energi.
Ifølge aftalen kan EU-landene bruge denne model til at opnå 2/3 af deres CO2-udslip, og Verdensnaturfonden (WWF) har udregnet, at den reelle reduktion i EU på den baggrund kan blive helt ned til 4 procent. Det er ikke at være ambitiøs eller at tage sit ansvar seriøst. Desuden har både WWF og Greenpeace beregnet, at over 40 procent af de eksisterende projekter i ulandene reelt ikke giver en mindskning af CO2-udslip.
Det tegner et billede af EU, der hellere vil eksportere klimaproblemet end løse det.
Ville være nået længere uden EU
Det bliver et stort problem, når man indgår utilstrækkelige aftaler i EU-regi, der ikke løser problemerne. Det bliver det, dels fordi man jo ikke får løst problemerne, men også fordi medlemslandene nu er bundet op på de interne EU-aftaler. Når der således er de store internationale forhandlinger (for eksempel i FN), har de enkelte lande ikke mulighed for at kæmpe for bedre internationale aftaler. Dermed virker de aftaler faktisk som en kraftig begrænsning på vores handlemuligheder for at løse verdens klimaproblemer.
Og tag ikke fejl; det bliver håndhævet, at man ikke må gå videre. For eksempel har Danmark oplevet at få 24 timer til at trække et forslag om at gøre det forbudt at eksportere giftigt affald fra rige til fattige lande. Dengang fastholdt Norge forslaget og fik det vedtaget.
Uden at være bundet af EU ville vi altså have bedre muligheder for at komme med gode og fornuftige forslag ved de store internationale forhandlinger - og sandheden er, at det jævnligt hjælper, spørg bare i Norge.
DF: EU-patentet skaber store problemer
Intet navneskifte til Europabevægelsen
