Thulesen Dahl bør træde i EU-karakter om patentdomstolen

KRONIK: Hvis ikke regeringen får opbakning fra DF eller EL, når der skal stemmes om EU-patentforslaget, kan danskerne se frem til en folkeafstemning. DF bør optræde EU-ansvarligt og bakke op om forslaget.

Af Erik Boel
Udenrigskommentator

Europa brænder - og så har Dansk Folkeparti og Enhedslisten i deres samlede visdom fundet ud af, at EU's patentdomstol skal til folkeafstemning. Nej, det er ikke en forsinket aprilsnar at ulejlige befolkningen på den vis - de to partier forsømmer ingen lejlighed til at kaste grus i EU-maskineriet.

Dansk Industri vurderer, at det i dag er 10 gange dyrere at få et patent i Europa end i USA og Japan. De mange nationale patentdomstole betyder, at Europa har så svært ved at skabe kommercielle succeser ud af sin forskningsproduktion. Og der er mange penge på spil - danske virksomheder bruger omkring 150 millioner kroner på patenter.  

Det var godt gået af statsminister Helle Thorning-Schmidt, at hun under det danske EU-formandskab fik stoppet 40 års EU-ævl og kævl og fik forslaget igennem. Så meget desto mere er det rystende, hvis netop Danmark bliver nødt til at stå af på aftalen.  

Folkeafstemning kan blive nødvendig
Justitsministeriet vil i næste måned formentlig fremlægge et notat, der fastslår, at EU's patentdomstol vil indebære suverænitetsafgivelse; det vil sige, at 5/6 af Folketingets medlemmer skal stemme for forslaget, og det gør de ikke, hvis DF og Enhedslisten stemmer imod. Derfor er det i henhold til Grundloven nødvendigt, at forslaget kommer til folkeafstemning.

En afstemning om vore EU-forbehold ville give langt mere mening, da en afskaffelse af dem kunne bringe os tilbage på hovedsporet i EU - men uha, så langt rækker de to partiers demokratiske sindelag trods alt ikke.

DF bør optræde EU-ansvarligt
Thulesen Dahl udtalte i efteråret, at DF med ham som formand ville indtage en mere konstruktiv tilgang til det europæiske samarbejde. Var det bare varm luft?

Mens EU-protestpartierne Enhedslisten og Liberal Alliance kører på frihjul, har DF nu chancen for at optræde EU-ansvarligt. I nogle målinger er DF tæt på at have lige så mange stemmer som Socialdemokraterne og SF - tilsammen! Meget tyder på, at DF efter næste valg vil være i regering. Det burde forpligte ...

Hvis DF vil tages seriøst som et parti, der kandiderer til et regeringsansvar, kan partiet ikke fedtspille, men må få styr på europapolitikken. Ikke for at blive EU-begejstret, men for dog at optræde så ansvarligt, at det har et skarpt blik på vore nationale interesser i Europa, frem for hvad der giver flest stemmer ved næste valg.

Nu har DF chancen. Det bør gøre indtryk på partiet, at Dansk Industri, Dansk Erhverv og fagbevægelsen varmt støtter EU-patentdomstolen, ligesom det bør anfægte partiet, at forslaget er en naturlig udbygning af det indre marked, som Danmark har en vital interesse i - 500.000 danske arbejdspladser skyldes det indre marked. I en tid med voksende arbejdsløshed bør det være et argument, der gør indtryk. I det hele taget har Dansk Folkeparti en rigtig dårlig sag, når det gælder substansen.

EU-patentforslaget har fat i et centralt problem
Danmark er storforbruger af patenter i Europa og søger i forhold til indbyggertal fjerdeflest i Europa.

Baggrunden for forslaget er, det nuværende nationale patentsystem, hvor der skal søges patent i hvert enkelt land, er ineffektivt og dyrt. De europæiske virksomheder mister vækstpotentiale, og deres konkurrenceevne på det globale marked bliver svækket. Særligt de mindre virksomheder lider under dette procestunge system, da der i dag er situationer, hvor sager om patentrettigheder føres parallelt i forskellige lande, fordi de nationale domstolskendelser kun er gældende i det enkelte land, hvor patentet er godkendt. Dette øger selvsagt den juridiske usikkerhed om den konkrete patentrettighed.

Sagerne skal oversættes til forskellige sprog, og der skal føres retssager i flere lande - som endda kan give forskelligt udfald. Systemet er derfor dyrt for især de små og mellemstore virksomheder.

Sådan ser forslaget ud
Den europæiske patentreform består af to hovedelementer: en fælles patentdomstol og et fælles enhedspatent gældende i hele EU.

Formålet med udstedelsen af et enhedspatent er at skabe et patent, der fra udstedelsen er gældende i hele EU. Det giver en ensartet patentbeskyttelse i hele EU og styrker dermed retssikkerheden.

Den anden del af forslaget indebærer en fælles EU-patentdomstol. Sigtet er at simplificere og mindske udgifterne ved at patentere og håndhæve patenter i Europa. Patentdomstolen får kompetence for almindelige europæiske patenter og for europæiske enhedspatenter. Det betyder, at domstolssystemet skal betragtes som en fælles domstol for medlemslandene med samme EU-retlige status som de deltagende landes nationale domstol. Selve domstolen vil bestå af en første instans, en appelinstans, et registrat samt et center for voldgift og retsmægling. Første instans vil typisk være ved en national eller regional domstol - men med tilknytning af en dommer fra den centrale domstol.

Problemet med forslaget er ikke, at det er for ambitiøst, men det kan efter min mening snarere kritiseres for ikke at være ambitiøst nok. Jeg havde gerne set, at oversættelsesomkostningerne var blevet minimeret yderligere ved udelukkende at føre sagerne på engelsk.

Desuden vil der fortsat være mulighed for i såkaldt "forumshopping", det vil sige, at patenthaver har mulighed for at finde et dyrt og besværligt sted for modparten at føre sagen i første instans.

Men det rokker ikke ved, at forslaget repræsenterer et stort fremskridt i forhold til den nuværende situation og vil bidrage til at styrke den europæiske konkurrenceevne og innovation, fordi det bliver lettere og billigere at få patent på opfindelser. For danske virksomheder og dansk fagbevægelse er det afgørende, at vi kan konkurrere på lige fod med både europæiske og globale virksomheder.

DF bør bakke op om patentdomstolen
DF har været inde på, at EU-patentforslaget griber ind i den nationale suverænitet. Med den logik skulle vi også sige nej tak til det indre marked, miljøsamarbejde og bekæmpelse af international kriminalitet. National suverænitet er en død sild i en globaliseret tid. I den moderne verden kan vi kun sikre vor suverænitet - det vil sige evnen til at gøre noget ved de store, grænseoverskridende udfordringer - gennem et internationalt samarbejde.

Man kan frygte, at så kompliceret et forslag kun vil høste begrænset folkelig opbakning, simpelthen fordi det er et meget teknisk at sætte sig ind i, og netop fordi et europæisk patentsystem er en ufolkelig sag.

Risikoen for et nej ved en patentdomstol-afstemning er overhængende. Typisk stemmer folk om den siddende regerings popularitet, uanset hvad de bliver spurgt om - og så behøver jeg vist ikke sige mere. Langt de fleste danskere vil formentlig også spørge: Patentdomstol - hvaffor noget? Sagen er så teknisk, og EU-modstanderne vil af al kraft bidrage til at skabe maksimal forvirring om forslaget, at mange danskere antagelig vil stemme nej bare for en sikkerheds skyld.

Derfor er det vigtigt, at DF kommer til besindelse og støtter patentdomstolen. Det gælder væksten og beskæftigelsen i Danmark.

Forrige artikel Da oplysning blev et fyord … Da oplysning blev et fyord … Næste artikel EU-bevægelsen EU-bevægelsen