Danmark har ikke plads og danskerne ikke råd

DEBAT: Rumæniens og Bulgariens indbyggere kan snart frit rejse ind i ethvert EU-land. Det er ikke hensigtsmæssigt, for vi har hverken plads eller råd til dem. Regeringen skal huske, den har pligt til at beskytte den danske befolkning.

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Fra nytårsmorgen 2014 kan Rumæniens og Bulgariens indbyggere frit rejse til ethvert EU-land med det formål at søge arbejde, sikret af EU's regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. Og der er ikke meget at betænke sig på. I et dansk fængsel tjener en rumænsk morder mere end en skolelærer hjemme i Bukarest.

Rumæniens befolkningstal er på ti år dalet med 3 millioner til i dag 19 millioner. Hele landsbyer er affolket, og de tilbageblevne gør sig klar til at slutte op i nye karavaner med kurs mod Nordvesteuropa. Den britiske indvandrings-tænketank "Migrant Watch" vurderer, at op mod 50.000 rumænere og bulgarere årligt vil indvandre til Storbritannien fra 2014 til 2019. En vild overdrivelse, siger nogle, men i 2004 vurderede den britiske regering med, at der ville indvandre i alt 20.000 østarbejdere om året. I dag bor der en million.

Visumpligt for nogle EU-borgere
Den britiske indenrigsminister Theresa May sagde i oktober, at EU's direktiv om fri bevægelighed for de 500 millioner EU-borgere bør revideres, og hun luftede forsigtigt muligheden for at indføre visumpligt for "visse landes borgere".

For nylig fik Spanien lov af EU til at genindføre restriktioner mod rumænsk og bulgarsk indvandring. Men kun indtil 1. januar, fastslog EU-Kommissionen, der nu løbende vurderer, om der er plads til flere rumænere og bulgarere i Spanien, end de 900.000 der allerede er der.

I en rapport fra EU-Kommissionen fra 18. juli 2012 stempler EUROPOL Bulgarien som det mest kriminelle land i Europa med organiserede netværk i 15 EU-lande.

En intern rapport fra Tysklands Kommunernes Landsforening, Deutscher Städtetag, vurderer, at "den sociale stabilitet og sociale fred er voldsomt truet", og peger på fattigdoms-indvandringen, som især udgøres af romaer.

Vi må trodse EU
Alene i Oslo bor der nu 2000 romaer fra Rumænien og Bulgarien. Sidste sommer slog 200 af dem sig ned på en byggetomt midt i hovedstaden under rædselfulde sanitære forhold. Jenny Klinge, retspolitisk ordfører fra det norske regeringsparti Senterpartiet, sagde i juli, at Norge burde forlade Schengen-samarbejdet og selv bevogte sine grænser.

Danmark har ikke mere plads og danskerne har ikke mere råd, og vi går endnu hårdere tider i møde. Regeringen har pligt til at beskytte befolkningen, og Dansk Folkeparti hjælper gerne til. Vi kan begynde med at forhandle os ud af Schengen-zonen og genindføre en striks grænsekontrol, sideløbende med en massiv udvisning af personer, som ikke burde være her. Og betyder det, at vi må trodse EU, så gerne for mig.

Forrige artikel Et fremtidsfokuseret EU-budget? Et fremtidsfokuseret EU-budget? Næste artikel Derfor skal Danmark med i samarbejde om finansskat Derfor skal Danmark med i samarbejde om finansskat