Et fremtidsfokuseret EU-budget?

Af Ellen Trane Nørby, (V)
Fungerende formand for Europabevægelsen

For Europabevægelsen har det aldrig været et mål i sig selv at gøre EU's budget større - eller mindre. Vores fokus er og har altid været, at EU's budget skal afspejle den virkelighed, EU-samarbejdet og EU-landene befinder sig i. Derfor anerkender jeg til fulde behovet for, at EU's regeringsledere har fokuseret på at reducere EU's budget.

I en tid, hvor samtlige EU lande sparer på hjemmefronten og legitimiteten bag såvel det europæiske som det nationale politiske niveau er udfordret, ville det være hovedløst at kæmpe for flere penge til EU-samarbejdet.

Selv om dedikerede penge til højhastighedstog mellem Europas hovedstænder både ville have skabt vækst, arbejdspladser og bragt EU-landene ind i superligaen af sammenbundne kontinenter, så ville den folkelige forståelse sikkert have ligget på et lille sted, hvis de samtidigt skulle have sparet på sundhed og uddannelse derhjemme. Og i en tid, hvor den folkelige opbakning til EU-projektet er udfordret, var opgaven derfor ikke 'flere penge' men 'mere fornuftigt anvendte penge'. Lykkedes det? Til dels. 

Dansk konkurrenceevne er europæisk konkurrenceevne
Specielt er jeg tilfreds med, at andelen til forskning og konkurrenceevne er gået både relativt og absolut op. Ikke blot fordi det er dét, landene har brug for nu. Men også fordi det signalerer, at EU er fremtidens projekt. Danmark og de andre medlemslande skal leve af udvikling og sikre, at vi har verdens bedst uddannede arbejdsstyrke. Hvis vi i fremtiden skal kunne konkurrere mod Asien og USA, bliver vi nødt til at tænke udvikling på europæisk niveau og udnytte hinandens kompetencer - også inden for uddannelse og udvikling.

At hverken højhastighedstog, transnational infrastruktur, som energitransmissionsnet, veje, broer (Femern), bredbånd med mere formåede at få en styrkelse i kampen om EU-midlerne var ærgerligt. Fordi at bedre og mere effektiv EU-integration er mere afhængig af gode forbindelser mellem landene end af erklæringer og papir-initiativer. Så ja, det syvårige budget er et godt skridt ind i fremtiden, men det bærer også fortsat præg af studehandler, nationale fingeraftryk og tunge udgiftsposter, der nok var relevante i 70'erne og 90'erne, men i dag er dødvægt frem for strategiske investeringer i fremtidens Europa.

Pjat med rabat
Ligeså overordnet begejstret jeg er for forhandlingsresultatet, ligeså ærgerlig er vi i Europabevægelsen over Regeringens og mediernes ensidige fokus på rabat, rabat og rabat. Havde det så været en by i Marokko og EU's fiskekvoter, overfiskning og anstrengte forhold til Polisario og Western Sahara, så kunne man måske forstå den store fokus på rabat. Men nej, det var ikke den rabat, de danske medier og politikere havde fokus på.

Som var det en fodboldkamp, der skulle dækkes, rendte journalisterne rundt og spurgte europæiske politikere, journalister og embedsmænd om Danmarks chance for rabatten. En rabat, der har været regnet for givet under såvel den tidligere som denne regering. Men godt spunnet drama må man sige. Desværre betød det, at der intet fokus var på behovet for et fremtidsorienteret EU-budget. Helle Thorning-Schmidt fokuserede ensidigt på, om Danmark fik den højtsungne rabat eller ej - som om det var succeskriteriet for forhandlingerne.

I stedet for at fokusere på, hvordan vi gør EU bedre og mere værdifuldt for medlemslandene, brugte hun sendetiden på at gøre opmærksom på det uretfærdige i, at Danmark betaler for meget til EU. Fair enough, hvem gider betale for meget, læs: mere end de andre rige i klubben? Ikke Danmark, ikke Sverige, ikke Holland, ikke Storbritannien, ikke nogen af de mange lande, der nu har rabat.

Men indirekte har Danmark nu været med til at legitimere EU's rabat-pjat. Fra Thatchers "I want my money back" til Helle Thornings krav om samme går der en lige linje. Javel, det giver street credit på den hjemlige bane, men for Europa havde det været bedre, at hele rabatpjattet var blevet afskaffet. Det havde også betydet, at Danmark skulle betale mindre, væsentligt mindre! Fordi vi indtil nu har betalt for de andres rabat.

EU fik sit rammebudget, Danmark fik sin rabat og aftalen var langt bedre, end man kunne have frygtet i en tid, hvor alle ønsker et EU, der udelukkende gavner dem selv.

debat@altinget.dk