Besat af økonomiske stramninger

Af Maria Jepsen
Direktør for forskningsafdelingen hos ETUI 

Det Europæiske Råd nåede ved udgangen af januar til enighed om den såkaldte finanspagt, der er endnu et nyt initiativ for at redde euroen såvel som hele det europæiske integrationsprojekt. Det faktum, at topmødet fandt sted i Bruxelles på nøjagtig samme dag som den belgiske generalstrejke mod stramninger, forekommer som en bevidst kynisk handling. I de seneste to år har økonomiske stramninger været hovedemne på samtlige europæiske topmøder. Stramninger er blevet fremmet som kuren mod alle onder. Jo strengere og hurtigere, jo bedre.

Stramninger skaber problemer
Visse europæiske medlemsstater har indført drastiske reformer under påskud om at redde euroen, selvom mange analytikere vil finde det ekstremt vanskeligt at fastslå en årsagsforbindelse mellem disse to bestræbelser. Denne besættelse - for det er, hvad det er - af økonomiske stramninger rejser en mængde problemer. I denne klumme ønsker jeg navnlig at sætte spørgsmålstegn ved, om den aktuelle proces med at transformere midlertidige stramninger til permanent praksis reelt vil få Europa ud af den gældsfælde, som Europa har ladet sig fange i.

Den aftale, der blev indgået den 30. januar, er på nuværende tidspunkt den seneste i en række foranstaltninger, der fokuserer på at styrke overvågning og styring af offentlige budgetter, underskud og gæld i EU samt en styrkelse af Kommissionens sanktionsbeføjelser i tilfælde af, at de aftalte målsætninger ikke respekteres. Denne strøm af indgreb begyndte i september 2010 med reformen Vækst og Stabilitetspagten (den såkaldte "six-pack").

Den 11. marts 2011 underskrev 23 medlemsstater en mellemstatslig aftale, der blev betegnet "Europluspagten", og som fokuserede på en bedre koordinering af finanspolitikken og den økonomiske politik. Den 23. november foreslog Europa-Kommissionen, at der skulle tilføjes to yderligere forordninger om økonomisk og budgetmæssig overvågning til "Six-packen".

Underskud ikke årsag til krisen
Ud over disse foranstaltninger besluttede Det Europæiske Råd den 8.-9. december at indgå en international aftale, der blandt andet forpligter underskriverne til at indføre strenge regler i deres forfatning eller lovgivning, der blandt andet begrænser det offentlige underskud til 0,5 % af BNP'et. Der blev følgelig indgået en aftale om dette den 30. januar, og medlemsstaterne forventes at underskrive aftalen i starten af marts. Det er vanskeligt ikke at kvalificere dette fokus på underskud og gældsniveauer som en besættelse, idet det forekommer meget vanskeligt at fastslå en klar forbindelse mellem underskud og gældsniveauer og årsagen til den aktuelle finansielle, økonomiske og sociale krise.

Mange, men ikke alle, af de EU-lande, der på nuværende tidspunkt presses til at reducere deres underskud og gældsniveauer, havde forholdsvis lave offentlige gældsniveauer og nærmest intet underskud på de offentlige finanser ved krisens start. Det er således svært at fatte, hvordan der med denne række af stramninger er opnået andet end et signal om, at man har "styrket tilliden på finansmarkederne" - selvom det tyder på, at der er ved at ske det præcist modsatte.

Ingen vækst i sigte
I den aktuelle situation står hele Sydeuropa, herunder Frankrig, over for enorme udfordringer og indleder indgribende strukturreformer med stramninger og med meget begrænset - eller ingen - vækst i sigte. Mange vil påstå, at regeringer kun handler under pres, og at befolkningerne accepterer deres regeringers tiltag, såfremt de mener, at der ikke er nogle alternativer. Om dette er tilfældet på et tidspunkt, hvor halvdelen af Eurozonens BNP forekommer at være dalende mht. investeringer og regional efterspørgsel - om strategien med strukturreformerne reelt vil levere de forventede positive resultater udtrykt i vækst, vil forblive et åbent spørgsmål.

Besættelsen af økonomiske stramninger tjener til at skjule de områder, som Europa reelt burde fokusere på, dvs. vækst og jobskabelse. Det ser ud til, at de europæiske ledere, efter at have forsømt denne debat og denne potentielle vej ud af krisen, langsomt er ved at vågne op til realiteterne. De begynder at indse, at resultatet af de to seneste års stramninger og strukturreformer er en nedadgående spiral med faldende investeringer og intern efterspørgsel. 

Offentlige investeringer må ikke være tabu
Talen er stadig forsigtig og bygger på troen om, at det nødvendige resultat skal opnås omkostningsfrit for de offentlige finanser, en metode, der betegnes 'intelligent stramning'. Man kan kun håbe på, med hjælp fra det danske formandskab, at ideen om, at væksten ikke er et onde, der skal undgås - selvom det har en pris - vinder indpas og vil bane vejen for kommende initiativer på europæisk niveau.

Stramningsmetoden har tydeligt vist sine begrænsninger ved ikke at have haft den forventede virkning, og det er derfor tid til et hurtigt skift til en ny retning for investeringer og vækst via lønninger. Også selvom dette måtte medføre en midlertidig stigning i underskuddet på de offentlige finanser, da det igen vil få gang i væksten og jobskabelsen. Strategien med indgribende strukturreformer og krav om stram budgetstyring ville virke mere troværdig, hvis de var ledsaget af et realistisk vækstprogram, i det mindste for Eurozonens lande.

Det tyder på, at rækken af økonomiske stramninger, der er truffet af de europæiske ledere, har bragt os i en situation, hvor finanspolitisk stimulering inspireret af Keynes er blevet gjort fredløs og har efterladt Europa i en permanent situation med økonomiske stramninger.