Ekstravagante EU-projekter i USA

Af Peder Munch Hansen,
Freelancejournalist, cand.scient.pol., redaktør af EU-portalen fagligt.eu og medlem af det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Udenrigspolitikken har fået en større rolle i EU, der vil sprede den europæiske model og går så langt som til at støtte en række amerikanske projekter mod amerikanske værdier

Europa er den største bidragyder til bekæmpelse af fattigdommen i verden. Omkring 60 procent af verdens udviklingshjælp kommer fra EU og de europæiske lande, hvor Danmark ligger i toppen med ulandshjælp i forhold til landets størrelse. For EU er det et mål, at landenes bistandshjælp kommer op på 0,70 procent.

Vi er vant til at høre om den europæiske hjælp og EU's indsats efter naturkatastrofer. Vi hører også om europæiske værdier, og at de europæiske værdier skal spredes til den øvrige verden. Med Lissabon-traktaten har også udenrigs- og sikkerhedspolitikken fået et løft. Hvad de færreste ved er derimod nok, hvor bredt indsatsen er, og at EU ligefrem bruger milliardbeløb på projekter i USA.

Projekter til støtte for bekæmpelse af dødsstraf i USA
Fra 2007 til 2009 støttede EU projekter i USA for 1,23 milliarder euro. Langt den største del blev administreret af Verdensbanken og FN. Men store beløb gik til nogle af verdens rigeste universiteter og forskningscentre med det klare mål at give et positivt syn på den europæiske integration. Ja, projekterne gik endog videre til også at støtte europæiske værdier og bekæmpe amerikansk praksis som dødsstraf.

Det er den tidligere konservative, britiske premierminister Margaret Thatchers Center, der har kigget nærmere på rækken af projekter og skrevet en rapport sammen med den mindst lige så konservative amerikanske The Heritage Foundation. Den veldokumenterede rapport viser imidlertid, hvordan folk i EU-systemet uden megen bevågenhed støtter en række projekter, som man måtte tro, at der var amerikanere nok til selv at stå for.

Mens europæiske græsrodsbevægelser savner penge til godgørende formål, får grupper mod dødsstraf i USA en pæn støtte. Siden 1994 har EU støttet over 30 initiativer mod dødsstraf, og den politik kan også siges at vise EU's menneskelige ansigt, vil mange sige.

Til initiativerne hører projekter i USA, som en advokatgruppe i Illinois står for. Den fik i 2009 hele 193.443 euro (små 2 millioner kroner) til at søge indflydelse på debatten om dødsstraf i staten gennem et informationscenter.

En advokatgruppe i New Hampshire fik samme år andre 495.000 euro (små 3,7 millioner kroner) til et initiativ for familier, der var ofre for dødsstraffen.

EU betalte til en række andre projekter og herunder også 60,4 procent af udgifterne til projektet Vidner til Uskyld.

Også tidligere præsident Carter fik støtte
Blandt de amerikanske projekter hører også en række inden for klimapolitikken. Det gælder blandt andet projekter, hvor EU har støttet den amerikanske rumfartsadministration NASA gennem EU-programmet til forskning og udvikling. Gennem det program har EU også støttet Global Footprint Network i Californien.

Listen over universiteter og colleges, der har fået støtte, er lang. Ligeså lang er listen over amerikanske tænketanke, hvoraf nogle ikke er direkte relateret til amerikanske forhold som den tidligere præsident Woodrow Wilsons International Center, der i 2009 fik 171.138 euro til at etablere en arbejdsgruppe på Vestbalkan.

Den senere præsident Jimmy Carters Carter Center fik 250.000 euro i 2009, hvoraf en del gik til at finansiere et program for en fri presse i Bolivia. Sikkert et godt program, som imidlertid ikke kunne hente amerikansk støtte. Det var finansieret 100 procent af EU, fremgår det af rapporten.

Ingen offentlighed og debat
Og sådan går Thatchers Center for Freedom videre med projekt efter projekt. Ingen tvivl om at mange af projekterne tjener gode formål, om det så er den frihed, Thatchers center arbejder for. Det problematiske er imidlertid, at hele den form for støtte foregår uden nogen offentlighed. Der er ingen debat om, hvor meget EU skal støtte sådanne projekter også i USA. Uden tvivl skyldes det, at beløbene er små i EU-målestok - danske NGO-grupper vil dog nok synes, at der er tale om ganske pæne beløb.

Det er dermed projekter, der synes at gemme sig inde i systemet og at komme til verden mere i forhold til, hvem der lige sidder på det eller det kontor, end efter en større politisk vedtaget strategi og demokratisk kontrol. Det er den slags projekter, der gør det nemt for EU-modstandere at pege fingre af systemet, og som gør det nødvendigt for EU at stramme op i takt med, at EU-Kommissionen ønsker mere og mere magt også i forhold til udenrigs- og bistandspolitikken.