Rohde anerkender kursændring

INTERVIEW: Livet i Europa-Parlamentet har givet Jens Rohde et nyt perspektiv på det europæiske samarbejde og dansk politik. Det vil få betydning for hans valgkampagner fremover, som ikke mere skal "sætte hegnspæle" for EU.

Jens Rohde vil ikke fremover føre valgkampe, hvor der skal "sættes hegnspæle" for EU's indflydelse, som det ellers lød i valgkampen i 2009. Der er i stedet behov for at fortælle en mere positiv historie om EU.

"Jeg tror der er et langt større behov for at fortælle, at vi i Europa har et fælles ansvar og ikke skal eksportere problemerne til hinanden. De historier skal fortælles mere. Også i langt større grad end jeg har gjort," siger Jens Rohde.

Hans egen valgkampagne til Europa-Parlamentet er af flere blevet kritiseret for at være "nationalkonservativ". Men kampagnen var aldrig tænkt nationalkonservativt, hævder Jens Rohde og beklager, hvis hans seneste meldinger har givet anledning til signalforvirring.

"Jeg har aldrig været EU-skeptisk. Tværtimod. Men blev min kampagne opfattet som det, så er det min fejl. Jeg anderkender helt, at flere har fortolket den sådan, og det tager jeg til efteretning," siger Jens Rohde.

Perspektivet fra Parlamentet
Det har særligt været oplevelsen af at komme til Bruxelles og arbejde i Parlamentet, der har trukket Jens Rohde i en mere EU-begejstret retning.

"Det har været en øjenåbner at komme ned i Parlamentet, hvor alle er forskellige. At indgå i den liberale gruppe hernede, hvor franske liberale står for noget helt andet end os længere nordpå, er også med til at udvide min defination af, hvad det vil sige at være liberal. Nogle gange resulterer det også i, at man må sætte nye grænser og trække en klarere linje. Det har ikke gjort mig mindre liberal af at komme i Parlamentet, tvært imod. Men jeg har nok udviklet mine empatiske evner, for det er helt nødvendigt for at få resultater igennem hernede," siger han.

Christiansborgs maskinrum
Tiden i Europa-Parlamentet giver også et andet perspektiv på den hjemlige politik. Ifølge Jens Rohde er Christiansborg helt lukket omkring "maskinrummet", så helt særlige logikker træder i kraft. Derfor bliver en ellers fair dom, også målt i forhold til Danmarks særlige udlændingeregler, i stedet for på det fornuftige i dommen, lyder det fra venstrepolitikeren.

"Det er helt legitimt. Men når man kommer væk fra det maskinrum, og kommer ned i Parlamentet, så får man et andet perspektiv på det politiske håndværk".

EU skal være liberal
I det EU-parlamentariske arbejde er der ikke mange, som holder fast på diskussionen om "for og imod" EU. Og Jens Rohde vil da også helst ud over snakken om for og imod EU, og i stedet diskutere, hvilket EU man gerne vil have. For ifølge ham er der intet modsætningsforhold imellem at være stor EU-tilhænger og stadig holde på, at EU bør have nogle begrænsninger.

"Jeg vil meget gerne være med til at fokusere på et europæisk perspektiv og fortælle, at det giver en masse fordele for Danmark. Men jeg kommer aldrig til at sige, EU skal være skatteopkræver, eller anbefale eurobonds. EU skal ikke være føderalt, men det skal blive mere liberalt," siger han.

Forrige artikel Præsident på trods Præsident på trods Næste artikel Kernekraft i EU Kernekraft i EU