Præsident på trods
EU-DOKUMENTAR: Christoffer Guldbrandsen viser i ny opsigtsvækkende dokumentarfilm historien om EU's første præsident. Filmen går tæt på magtspillet bag processen og rejser spørgsmålet om, hvor EU er på vej hen.
"EU bag facaden".
Det er det indtryk man sidder med, når man ser Christoffer Guldbrandsens seneste dokumentarfilm, "Præsidenten", der fortæller historien om EU's første præsident. Ideen til filmen opstod allerede, da Christoffer Guldbrandsen fulgte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen "bag facaden" i et halvt år i 2002, da Danmark havde EU-formandskabet.
Dengang havde EU kun 15 medlemslande, men ifølge Christoffer Guldbrandsen selv, var det som at følge "et klasseværelse fra helvede". Siden er flere medlemsstater kommet til, og EU tæller i dag 27 lande. Det har i sagens natur ikke gjort forhandlingerne mellem medlemslandene lettere, og Guldbrandsen udstiller i sin film den meget vanskelige opgave, Ministerrådet har: at opnå kompromis mellem så mange lande.
Aldrig åbenlys løsning
Dokumentaren omhandler processen frem til, at Herman van Rompuy bliver EU's første faste formand for Rådet, eller mere mundret: processen frem til, at EU's første præsident bliver valgt. Historien i sig selv er pudsig og nærmest komisk:
Ambitionen var en stærk præsident for et samlet EU - men resultatet blev noget helt andet. Alle forventede en stor statsmand som britiske Tony Blair, og i stedet blev det en ukendt haiku-digter fra Belgien. Og oveni, så ønskede han slet ikke jobbet. Herman van Rompuy blev ved med at takke nej, da han blev spurgt, og først i 11. time, da det stod klart, at EU-landene kun kunne blive enige om ham, sagde han ja.
Det var langtfra den åbenlyse løsning, det endte med. Og sådan er det med EU, lader dokumantaren os forstå. Man "stræber efter stjernerne, men man forbliver på jorden".
Tabernes historie
Filmens fortælling starter for otte år siden, og man bliver ført gennem flere nedslagspunkter, hvor præsidentembedet bliver gjort mindre i forhold til idealet. Størst er tilbageslaget, da politikerne pludselig bliver nødt til at fremlægge Forfatningstraktaten for deres vælgere, og vælgerne så betakker sig.
Men allerede næsten inden Forfatningstraktaten er skudt ned, har man opnået enighed om en ny traktat. Flere pompøse ting bliver taget ud, men præsidentembedet består, dog i en lidt mindre prangende udgave.
Endnu mindre prangende bliver det, da den første præsident skal findes, for det er ikke just den største statsmand på den politiske scene, valget falder på. I hvert fald fremstår Herman van Rompuy ikke sådan. Måske mere som en mødeleder.
EU's problemer
Mange af dokumentarens kilder er tidligere europæiske toppolitikere som Joschka Fischer, Gerhard Schröder, Valéry Giscard d'Estaing og Romano Prodi. Deres fortællinger er interessante, ikke mindst i lyset af, at de jo netop alle repræsenterer fortiden. De er alle krigsbørn, og deres motivation og engagement for EU-projektet har rødder i en verdenspolitisk katastrofe, som fandt sted midt i Europa. Ingen af dem tager Europas nuværende høje levestandard og fredelige tilværelse for givet. Og alle er de bekymrede for, at EU ikke slår til i tiden, som kommer.
På den måde bliver filmen også en metafor for, hvorfor EU har store problemer i dag: det er vanskeligt at blive enige om, hvordan man skal løse finanskrisen, miljø- og klimaproblemer, sikkerhedspolitikken og udviklingen i Nordafrika og Mellemøsten. Det er vanskeligt alene på grund af EU-konstruktionens struktur, hvor 27 lande skal blive enige.
Men netop når EU har den konstruktion, så er der også et andet spørgsmål, som rejser sig: Måske er det en "mødeleder", der er den bedste præsidentkandidat for det europæiske samarbejde?
"Præsidenten" af Christoffer Guldbrandsen kan ses tirsdag 12. april kl. 21.00 på DR2.
Det er det indtryk man sidder med, når man ser Christoffer Guldbrandsens seneste dokumentarfilm, "Præsidenten", der fortæller historien om EU's første præsident. Ideen til filmen opstod allerede, da Christoffer Guldbrandsen fulgte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen "bag facaden" i et halvt år i 2002, da Danmark havde EU-formandskabet.
Dengang havde EU kun 15 medlemslande, men ifølge Christoffer Guldbrandsen selv, var det som at følge "et klasseværelse fra helvede". Siden er flere medlemsstater kommet til, og EU tæller i dag 27 lande. Det har i sagens natur ikke gjort forhandlingerne mellem medlemslandene lettere, og Guldbrandsen udstiller i sin film den meget vanskelige opgave, Ministerrådet har: at opnå kompromis mellem så mange lande.
Aldrig åbenlys løsning
Dokumentaren omhandler processen frem til, at Herman van Rompuy bliver EU's første faste formand for Rådet, eller mere mundret: processen frem til, at EU's første præsident bliver valgt. Historien i sig selv er pudsig og nærmest komisk:
Ambitionen var en stærk præsident for et samlet EU - men resultatet blev noget helt andet. Alle forventede en stor statsmand som britiske Tony Blair, og i stedet blev det en ukendt haiku-digter fra Belgien. Og oveni, så ønskede han slet ikke jobbet. Herman van Rompuy blev ved med at takke nej, da han blev spurgt, og først i 11. time, da det stod klart, at EU-landene kun kunne blive enige om ham, sagde han ja.
Det var langtfra den åbenlyse løsning, det endte med. Og sådan er det med EU, lader dokumantaren os forstå. Man "stræber efter stjernerne, men man forbliver på jorden".
Tabernes historie
Filmens fortælling starter for otte år siden, og man bliver ført gennem flere nedslagspunkter, hvor præsidentembedet bliver gjort mindre i forhold til idealet. Størst er tilbageslaget, da politikerne pludselig bliver nødt til at fremlægge Forfatningstraktaten for deres vælgere, og vælgerne så betakker sig.
Men allerede næsten inden Forfatningstraktaten er skudt ned, har man opnået enighed om en ny traktat. Flere pompøse ting bliver taget ud, men præsidentembedet består, dog i en lidt mindre prangende udgave.
Endnu mindre prangende bliver det, da den første præsident skal findes, for det er ikke just den største statsmand på den politiske scene, valget falder på. I hvert fald fremstår Herman van Rompuy ikke sådan. Måske mere som en mødeleder.
EU's problemer
Mange af dokumentarens kilder er tidligere europæiske toppolitikere som Joschka Fischer, Gerhard Schröder, Valéry Giscard d'Estaing og Romano Prodi. Deres fortællinger er interessante, ikke mindst i lyset af, at de jo netop alle repræsenterer fortiden. De er alle krigsbørn, og deres motivation og engagement for EU-projektet har rødder i en verdenspolitisk katastrofe, som fandt sted midt i Europa. Ingen af dem tager Europas nuværende høje levestandard og fredelige tilværelse for givet. Og alle er de bekymrede for, at EU ikke slår til i tiden, som kommer.
På den måde bliver filmen også en metafor for, hvorfor EU har store problemer i dag: det er vanskeligt at blive enige om, hvordan man skal løse finanskrisen, miljø- og klimaproblemer, sikkerhedspolitikken og udviklingen i Nordafrika og Mellemøsten. Det er vanskeligt alene på grund af EU-konstruktionens struktur, hvor 27 lande skal blive enige.
Men netop når EU har den konstruktion, så er der også et andet spørgsmål, som rejser sig: Måske er det en "mødeleder", der er den bedste præsidentkandidat for det europæiske samarbejde?
"Præsidenten" af Christoffer Guldbrandsen kan ses tirsdag 12. april kl. 21.00 på DR2.
Ungarn sår tvivl om euro-tilslutning
Rohde anerkender kursændring
