UCN Erhverv: Er du en kvindelig iværksætter fra Nordjylland? Så er din chance for succes ret lille

Selvom hver fjerde nye virksomhed er stiftet af en kvinde, går kun to procent af den rejste kapital til virksomheder skabt af en eller flere kvinder. Derfor skal den kommende iværksætterstrategi skal have et skarpt blik på at understøtte iværksættere i hele landet, skriver direktør Thomas Kastrup-Larsen.

Er du mand og iværksætter i København, kan du få. Er du kvinde og iværksætter i Nordjylland, må du gå.

Okay, det er måske nok sat lidt på spidsen, men sagen er den, at du har langt bedre muligheder for at blive en succesfuld iværksætter med støtte fra attraktive investorer, hvis du er mandlig iværksætter og bor i vores hovedstad.  

Et hurtigt blik på ventureinvesteringerne i landets fire største kommuner viser, at lige knap 80 procent af investeringerne går til iværksættere i vores hovedstad. Godt 2 procent lander hos iværksættere i Aalborg.

Og mens hver fjerde nye virksomhed er stiftet af en kvinde, er kun to procent af den rejste kapital gået til virksomheder skabt af en eller flere kvinder.

Ligestilling i mere end København

Det viser med al tydelighed, at den kommende iværksætterstrategi skal have et skarpt blik på at understøtte iværksættere i hele landet, ikke mindst hvis du er ung kvindelig iværksætter fra Nordjylland.

Det er jeg heldigvis ikke ene om at mene.

I Altinget Erhvervs netop overståede temadebat om den kommende iværksætterstrategi slår flere af debattørerne på tromme for, at en strategi skal tage højde for geografi og køn.

Og senest har erhvervsminister Morten Bødskov (S) fremhævet, at en ny strategi skal dyrke mangfoldigheden og imødekomme de forskellige behov, vores iværksættere har, samt ikke mindst sikre investeringer til kvindelige iværksættere. 

Det er der i den grad brug for, for forskellene er i dag tydelige for os, der beskæftiger os med dygtige unge iværksættere her i det nordjyske.

{{toplink}}

Igennem en årrække har vi på Professionshøjskolen UCN arbejdet målrettet med at uddanne iværksættere og klæde dem på til at drive virksomhed - og det med stor succes.

Vi kan se, at entreprenørskabsuddannelse kan være en vej til skabe flere unge iværksættere og samtidig udjævne kønsforskelle. Faktisk har vi lige nu flere kvindelige end mandlige iværksættere. 

Men når vi kigger på de finansielle muligheder for vores iværksættere, især kvinderne, halter det i stor stil.

Vores iværksættere, både mænd og kvinder, har brug for lokale innovationsplatforme, støtteordninger og puljer. Rammevilkårene skal styrkes, ikke mindst på tværs af geografi. Økonomisk støtte og kapital er afgørende for, at du kan tage din virksomhed og idé til det næste niveau.

Det er her, den nye iværksætterstrategi for alvor kommer ind i billedet. 

Mere hjælp til nye iværksættere

Mens der ofte er rift om vækst-iværksætterne, altså dem der blandt andet kan få fingre i de før omtalte ventureinvesteringer, er det i mange tilfælde en anden oplevelse for de nystartede iværksættere.

Det kan være op ad bakke at fortsætte med at udvikle på sin iværksætteridé, når man er færdig med sin uddannelse, og den såkaldte soft funding er brugt op.

Finansiering der gør, at virksomheder overlever de faser, der går forud for, at de kan blive levedygtige vækst-iværksættere.

I Nordjylland har vi tidligere haft ordninger som for eksempel Innovativ Vækst, et projekt der med EU-støtte var målrettet dygtige iværksættere, som netop havde afsluttet deres videregående uddannelse, og som stod med realiserbare og skalerbare idéer med vækstpotentiale.

Her kunne de blandt andet få økonomisk støtte i form af dagpenge og hjælp og adgang til mulige investorer. Resultaterne var gode, men desværre sluttede projektet med udgangen af 2022.

Ingen kan spå om det næste vækst-eventyr

Her i det nordjyske arbejder vi fortsat ihærdigt på tværs af alle aktører på at tiltrække flere investorer.

For kan vi få endnu bedre finansielle støttemuligheder for iværksættere, fjerner vi en af de helt store barrierer for, at man kan lykkes som iværksætter - også uden for hovedstaden.

Og hvem ved, hvor den næste store iværksættersucces starter?

Måske er det en gruppe unge sygeplejestuderende, der sammen med studerende fra maskinmesteruddannelsen, netop har opfundet et nyt innovativt produkt til sundhedssektoren på en innovationscamp i Hjørring.

Med en ny iværksætterstrategi, der også ser deres vej, er det måske lige netop dét, der skal til for, at deres idé kan blive det næste store danske erhvervseventyr.

{{toplink}}

Forrige artikel Modejournalist: Minkavlere gør sig selv stinkende rige, selvom mink længe har været umoderne Modejournalist: Minkavlere gør sig selv stinkende rige, selvom mink længe har været umoderne Næste artikel Bestseller: Det udvandede due diligence-direktiv leverer for lidt og for langsomt Bestseller: Det udvandede due diligence-direktiv leverer for lidt og for langsomt
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.