Mogens Lykketoft: Der må ikke komme endnu et forhastet tilbagefald til sparepolitik og restriktive budgetlove

Med forfærdende coronakriser i kæmpelande som Indien og Brasilien virker det kynisk og forkert at konstatere, at pandemien er ved at komme under kontrol, og at verdensøkonomien snart vil buldre frem.

Men inden udgangen af 2021 tror jeg, at verden har den fornødne vaccine i omløb, samtidig med at USA, EU, Storbritannien og Kina – i kraft af fuldført massevaccination og staternes voldsomme pengeudpumpning – er godt på vej til at få folk i arbejde hjemme og trække resten af verden fremad.

Vi skal ikke falde tilbage til sparepolitikken
Europa har lagt en kurs, som er umådeligt meget klogere end den tysk-anførte sparepolitik, der blev EU's svar efter finanskrisen.

Man trak dengang de svagere landes genrejsning i langdrag ved at forlange, at de skulle nedbringe gæld, før de kunne gøre noget aktivt for beskæftigelsen.

Finanskrisens skadevoldere i den finansielle sektor fortsatte med at skumme fløden, men mange millioner var fastlåst i ledighed og velfærdsordningerne blev beskåret. Det skabte øget ulighed og populistiske oprør mod nationale regeringer og EU.

Vi gamle økonomer, der ikke havde glemt vores Keynes, rystede på hovedet, for vi havde egentlig aldrig set, at en statslig gældskrise blev overvundet, uden at man først fik gang i beskæftigelsen.

Med den nye europæiske genopretningsplan har Tyskland heldigvis erkendt fortidens fejltagelser og medvirket til at støtte de mere skrøbelige lande i Sydeuropa med tilskud og fælles europæisk låntagning.

Grøn omstilling og internationalt ansvar
Det er vigtigt, at der ikke igen kommer et forhastet tilbagefald til sparepolitik og restriktive budgetlove.

I Europa har vi alle forpligtet os til at prioritere den grønne omstilling, når de mange penge skal sættes i omløb. Også efter pandemien vil klimadagsordenen kræve meget store offentlige investeringer i grøn energiomstilling og i forskning og udvikling af ny og mere bæredygtige teknologier i samarbejde med erhvervslivet.

En hurtig omstilling skal hjælpes på vej af gradvist stigende afgifter på fossile brændstoffer. Men afgiften bliver kun politisk mulig og acceptabel, hvis det kombineres med bistand til de virksomheder, der er særligt stærkt afhængige af fossile brændsler og generelle økonomiske lettelser for borgere i små kår.

En sådan fairness er forudsætningen for at fastholde borgernes tillid og tilslutning til den grønne omstilling. Desuden må de rige lande levere betydelige bidrag til at få trukket de fattigste lande ud af krisen efter pandemien. Det er vi nødt til af humanitære grunde, men også for igen at få dem som handelspartnere.

Alt dette betyder, at rige lande i en længere periode må køre med statsunderskud, hvad der selvfølgelig er tåleligt, når renten er tæt ved nul.

En finanspolitisk opstramning skal ske gradvist og må især betales af dem, der har tjent mest, ejer mest og har kørt mest på frihjul:

Derfor er det lykkeligt, at USA's præsident, Joe Biden, lægger op til internationalt samarbejde mod skatteflugt og bund under selskabsskatterne, så vi ikke fortsat skal konkurrere om virksomhedernes tilstedeværelse i vore lande ved at udhule deres bidrag til fællesskabet.

Opstrammet arve- eller formuebeskatning for de superrige kan også blive et internationalt fælles anlæggende efter årtier med eksplosivt stigende ulighed i indkomster og formuer.

Opgør med regnemodellerne
Derfor er der også herhjemme brug for et grundlæggende opgør med den neoliberale økonomiske tænkning, der de seneste 20 år er trængt ind i de samfundsøkonomiske modeller.

De nu anvendte regnemodeller slår altid ud til, at skattelettelser (især for de rige) og offentlige besparelser (især på fattige og arbejdsløse) fremmer beskæftigelsen ved at "øge arbejdsudbuddet".

De beregner slet ikke nytten af, at et samfund investerer i uddannelse og forskning, infrastruktur og social tryghed, selv om det sikrer udbud af kvalificeret arbejdskraft – og generel sammenhængskraft og stabilitet i et samfund.

Derfor sendes vores kloge og sympatiske beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) for eksempel fortsat i byen med regnestykker, der siger, at en forhøjelse af de udhulede arbejdsløshedsdagpenge vil koste fire gange så meget, som det faktisk koster, fordi højere dagpenge angiveligt vil få dovenskaben vil brede sig i arbejdsstyrken og få flere til at vandre på dagpenge.

Det er en påstand, der allerede kan modsiges af, at man jo ikke har ret til dagpenge, hvis der er arbejde at få. Der er brug for omsider at banke fast, at det såkaldte arbejdsudbudsproblem ikke er et spørgsmål om for mange dovenkroppe, men om at sikre at mange flere får de kvalifikationer, der vil efterspurgt i fremtiden.

Tro mig: Ambitiøs investering i efteruddannelse skal nok skabe det nødvendige ekstra udbud af arbejdskraft.

debat@altinget.dk