EL: Sparepolitikken er aflyst – vi skal investere os ud af krisen

De sidste to års finanslove har vist, at sparepolitikken og den lempelige pengepolitik er fortid. Det momentum skal vi bruge til at investere i en grønnere fremtid, i lønmodtagerne og i vores fælles velfærd, som vil gøre, at vi kommer solidarisk og bæredygtigt ud af krisen, skriver Rune Lund (EL).

Af Rune Lund (EL)
Finansordfører

I stedet for at tro, at vi kan spare os ud af krisen, så skal vi investere i fremtiden. I stedet for at give skattelettelser til de rige, så skal løftet gives, så det kommer almindelige lønmodtagere og folk med et ægte behov for hjælp til gode.

Modsat de sidste ti års økonomiske politik under både Løkke-regeringer og Thorning-regeringer viser finanslovene for 2020 og 2021, at økonomiske kriser kan og skal løses på en ny måde.

Den forfejlede krisepolitik for ti år siden er smidt i skraldespanden. Heldigvis. Den bestod af en stram nedskæringspolitik kombineret med en lempelig pengepolitik, der med lave renter skulle være løsningen.

Men genopretningen efter finanskrisen har taget længere tid end efter andre historiske kriser, og samtidig har den førte politik været ulighedsskabende med stigende boligpriser og aktiepriser, der samtidig udgør en potentiel trussel mod den finansielle stabilitet.

I Enhedslisten er vi stolte af de massive aftryk i forhold til både indhold og retning, som vi har sat på disse to finanslove. Retningen er grundlæggende rigtig. Nu skal tempoet og ambitionerne op.  

Vi skal investere i en grønnere fremtid
Ved at investere i den grønne omstilling løser vi flere udfordringer på en gang. Vi bekæmper aktivt klimaforandringer, vi skaber arbejdspladser i Danmark, og vi styrker dansk eksport.

Grønne jobs er både vejen ud af krisen, men i endnu højere grad vejen til fremtiden. Vi skal investere i de tiltag, der både har en stor effekt i forholdt til at reducere udledning af CO2, samtidig med at der skabes nye arbejdspladser.

Den slags investeringer vil direkte stimulere økonomien, holde hånden under og styrke beskæftigelsen og sætte fart på den grønne omstilling.

Vi skal have endnu flere af de initiativer, som vi for eksempel fik med finansloven for 2021, hvor partierne bag finansloven investererede i energieffektiviseringer, grønne boligforbedringer, geotermi, ladestandere og bæredygtigt byggeri.

Ligesom der også med finansloven for 2021 blev afsat midler på over en halv milliard kroner over de næste tre år til at investere i cykelstier i hele landet.

Vi skal investere i lønmodtagerne
På grund af den teknologiske udvikling kan vi i de kommende år forvente, at tusindvis af ufaglærte kommer til at stå uden et job.

Samtidig er det helt centralt at sikre omskoling og efteruddannelse, da der er brug for faglært arbejdskraft i den grønne omstilling. Vi skal derfor investere massivt i uddannelse, for eksempel ordninger, der kan hjælpe lønmodtagere videre, hvis de er ramt af ledighed.

Vi skal udvide retten til at tage uddannelse til sosu på 110 procent dagpenge, tilbyde jobrettede kurser, lave målrettet opkvalificering og uddannelsesindsatser – samt oprette flere og større puljer til grøn efter- og videreuddannelse.

Bare for at nævne nogle eksempler på elementer, som for eksempelvis indgår i finansloven for 2021, og som vi skal have mere af. Meget mere af.

Vi skal investere i vores fælles velfærd
Også investeringer i velfærden i form af flere voksne i daginstitutionerne, folkeskolelærere, og sygeplejersker er med til at holde hånden under beskæftigelsen og kan samtidig udvikle samfundet i en bedre retning.

Investeringer i velfærden og dermed offentlig beskæftigelse har i økonomisk sammenhæng derudover en række af de samme kvaliteter, som også de grønne investeringer har.

Både socialt og økonomisk vil det også være naturligt at understøtte den indenlandske efterspørgsel ved at sikre dem med de laveste indkomster flere penge mellem hænderne, for eksempelvis ved at afskaffe kontanthjælpsloftet og sikre bedre dagpengedækning.

Når vi gør dette, forbedrer vi de såkaldte automatiske stabilisatorer, der af sig selv pumper offentlige midler ud i samfundet i en krisetid, og når arbejdsløsheden stiger.

Vi skal bekæmpe ulighed ved at give dem, der har mindst, noget mere. Det er retfærdig politik, men det er også økonomisk logisk, da folk, der har lidt, bruger de penge, som de har, når de får nogle. Vil man sætte gang i økonomien, er det derfor økonomisk fornuftigt at give til dem, der har mindst.

Vi skal gøre op med den forfejlede krisepolitik for ti år siden. Vejen ud af krisen og ind i fremtiden skal være solidarisk. Og den skal være grøn. Fordi det er det rigtige at gøre. Både politisk og økonomisk.

Forrige artikel Techambassadør: GDPR har fået indflydelse langt ud over Europas grænser Techambassadør: GDPR har fået indflydelse langt ud over Europas grænser Næste artikel Dansk Erhverv og DTU: Danmark nøler med vigtige offentlige, digitale investeringer Dansk Erhverv og DTU: Danmark nøler med vigtige offentlige, digitale investeringer
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.