Dansk Erhverv: Regeringens vækstreform bør føre til en skattelempelse

Regeringen bør lancere en vækstpakke, der styrker erhvervslivets muligheder for at øge produktiviteten. Beskatningen skal lempes, og investeringsfradraget inden for forskning og udvikling skal øges, skriver Tore Stramer.

Kompensationspakkerne herhjemme har både høstet ris og ros under coronakrisen.

Roserne er mange og velfortjente. Sunde og veldrevne virksomheder er blevet hjulpet igennem krisen, og tusindvis af jobs er blevet reddet.

Men kritikken er samtidig også begyndt at pible frem. Senest har Produktivitetsrådet udvist konkret bekymring for, at kompensationspakkerne begrænser den markedsdynamik, der normalt sikrer, at ressourcerne bevæger sig fra lavproduktive virksomheder til virksomheder med højere produktivitet.

Det giver ifølge Produktivitetsrådet anledning til et produktivitetstab, der vil blive større, jo længere hjælpepakkerne fastholdes, efter at aktivitetsforbud er afviklet.

Hjælpepakkerne var nødvendige
Vi er i Dansk Erhverv enige i, at hjælpepakkerne bør afvikles, i takt med at samfundet genåbnes.

Det er dog vores klare opfattelse, at kompensationspakkerne samlet set har reddet dansk økonomi fra et betydeligt produktivitetstab under coronakrisen.

Hjælpepakkerne har holdt hånden under sunde og produktive virksomheder, der ellers ville være gået konkurs under coronakrisens nedlukning.

Det ville have ført til tab af værdifuld knowhow, kunderelationer og arbejdsgange og dermed have skadet både produktiviteten og velstanden herhjemme.

Giver ikke usund forventning
Vi deler dertil heller ikke Produktivitetsrådet bekymringen om, at hjælpepakkerne kan have skabt en generel, måske ligefrem usund, forventning hos dansk erhvervsliv om, at staten træder til med hjælpepakker, hvis en tilsvarende situation opstår i fremtiden.

Coronakrisen er en 100-års krise, som har udløst historiske restriktioner og indgreb. I en sådan situation er det helt nødvendigt, at staten leverer en delvis kompensation til de berørte virksomheder.

Det er i vores optik langt fra hensigtsmæssigt, at virksomhederne opbygger et beredskab, der gør dem i stand til at håndtere en 100-års krise så voldsom som coronakrisen.

Det ville være en overforsigtighed, der vil låse unødig kapital, der ellers ville kunne have været brugt fornuftigt til at udvikle og investere i nye forretningsmuligheder.

Det vil altså entydigt kunne skade produktivitetsudviklingen, hvis virksomhederne anlægger en overforsigtig strategi, hvor man forbereder sig til en ny 100-års katastrofe som coronakrisen.

Ambitiøs vækstpolitik er en nødvendighed                   
Vi er optimistiske, men desværre heller ikke blege for, at vi går en udfordret tid i møde. Mere langvarige skader på produktiviteten kan desværre ikke udelukkes.

Men der er også gode muligheder for, at produktiviteten kan komme styrket ud coronakrisen, hvis flere virksomheder automatiserer deres produktion, ligesom øget anvendelse af e-handel kan styrke produktiviteten.

Det kræver dog en ambitiøs strategi, hvis vi skal sikre, at dansk erhvervsliv kommer styrket ud af coronakrisen. Der er brug for, at regeringen lancerer en ambitiøs vækstpakke, der styrker dansk erhvervslivs muligheder for at investere i tiltag, der øger produktiviteten.

Her bør man se på en generel lempelse af beskatningen og et øget investeringsfradrag inden for eksempelvis forskning og udvikling.

Forrige artikel Dansk Industri: Regeringen og KL skal forhandle grønt indkøbsmål i ny økonomiaftale Dansk Industri: Regeringen og KL skal forhandle grønt indkøbsmål i ny økonomiaftale Næste artikel DI: EU's genopretningsplan kan sikre Danmark grøn eksport for milliarder DI: EU's genopretningsplan kan sikre Danmark grøn eksport for milliarder
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.