EL: Lad Mærsk, de store selskaber og forældede støtteordninger for landbruget betale

Det er en god idé at skære i erhvervsstøtten, og der er masser af steder at tage fat. Der er for eksempel flere støtteordninger i landbruget, der ikke længere giver mening, skriver Rune Lund.

Det er et kæmpe svigt af SF og Radikale Venstre, at de to partier - sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne - leverer de afgørende mandater til aftalen i forhold til Danmark kan mere 1, der ødelægger dagpengesystemet for unge og nyudlærte, og som giver skattenedsættelser, der øger uligheden i Danmark.

Selvom det overordnet set er en dybt problematisk aftale, er der delelementer, der isoleret set trækker i den rigtige retning. Dette er blandt andet aftalen om at finde besparelser på 3,5 milliarder kroner på diverse erhvervsstøtteordninger, der tilsammen koster cirka 42 milliarder kroner om året. 

Absurde regler for landbruget

Landbruget har i dag en række støtteordninger, som der bør ryddes op i. Den såkaldte bondegårdsregel indebærer, at grundskyldsbetalingen for landbrugsjord er væsentligt lavere, end hvad en grundskyldsbetaling ud fra en vurdering af de faktiske handelspriser ville give.

En afskaffelse af denne absurde regel vil kunne give 900 millioner kroner i provenu. 

Desuden bør den såkaldte stuehusregel også afskaffes. Denne regel indebærer, at stuehusgrunden på en landbrugsejendom, der er beboet af ejeren, værdiansættes som landbrugsjord, der jævnfør ovenstående værdiansættes efter bondegårdsreglen, hvilket indebærer en værdiansættelse betydeligt under markedsprisen.

Det betyder i praksis, at stuehusgrunde vurderes for lavt i forhold til fritliggende enfamiliehuse i landdistrikter. Provenu for denne afskaffelse er fuldt indfaset 385 millioner kroner.

Afskaf DIS-ordningen

DIS-ordningen er en statsstøtteordning til fordel for rederierne, herunder Mærsk. Statsstøtten gives igennem en skattefri nettohyre til de søfolk, som omfattes af DIS-ordningen. Den sparede skat tilfalder således rederierne i form af en lavere lønudgift.

Kombinationen af sammensætningen og antallet af danske søfolk under DIS og den i forvejen grotesk lave beskatning af rederier i form af den såkaldte tonnageskat gør, at DIS-støtten ikke kan forsvares og derfor bør fjernes. Det vil give 860 millioner kroner.

Samtidig vil et opgør med tonnageskatteordningen, som er en slags vægtafgift, som rederierne betaler frem for almindelig selskabsskat, også kunne give et stort beløb til statskassen.

Luk ned for multinationale selskabers skattefiduser

Enhedslistens holdning er, at det desuden også kan give mening at kigge nærmere på alt for lempelige skatteregler, der de facto fungerer som en form for erhvervsstøtte.

Det er i den sammenhæng oplagt at lukke ned for en række af de muligheder, som store multinationale selskaber har for at betale nul eller næsten nul kroner i skat år efter år. Det handler for eksempel om at begrænse muligheden for at placere kunstigt store lån i Danmark med dertilhørende rentefradrag, hvilket vil kunne give et provenu på 500 millioner kroner.

En begrænsning har det formål, at renteudgifter med tilhørende rentefradrag ikke skal kunne være kunstigt store sammenholdt med virksomhedens aktiviteter.

Ligeledes bør vi genindføre værnsregler, så underskud ikke kan fremføres og fratrækkes ift. skattebetalingen efter 10 år. I dag kan underskud fremføres uendeligt i selskabers skattepligtige indkomst, hvilket ikke er rimeligt.

Det er efter Enhedslistens opfattelse desuden ikke urimeligt at kræve, at de største virksomheder i højere grad selv bærer udgiften for underskud, der strækker sig ud over mere end 10 år.

En begrænsning på 10-års mulighed for at fremføre underskud vil udelukkende betyde, at de allerstørste selskaber kommer til at betale noget mere, mens små og mellemstore virksomheder som udgangspunkt ikke rammes. Forslaget vil kunne bidraget med 600 millioner kroner årligt.

Vi bør også sikre, at afskrivningsregler i forhold til immaterielle aktiver flugter bedre med de forslag, der diskuteres og har været diskuteret i EU i forhold til fælles regler for betaling af selskabsskat. Det vil kunne give 500 millioner kroner i varigt, årligt provenu.

Der er masser af steder at tage fat. Det handler som sædvanlig kun om den nødvendige politiske vilje.

Forrige artikel 3F: Træder man sent ind på arbejdsmarkedet, bør man også træde sent ud 3F: Træder man sent ind på arbejdsmarkedet, bør man også træde sent ud Næste artikel 3F og AE: Lempelse af beløbsordning kan fortrænge tusindvis af danske lønmodtagere 3F og AE: Lempelse af beløbsordning kan fortrænge tusindvis af danske lønmodtagere
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.