DI: Særskat på finanssektoren er spild af Skats ressourcer
Særskatten, der skulle ramme bankvæsenet, rammer også pensions- og forsikringsselskaber. Regningen for Arne-pensionen ender med at blive betalt af kunderne og ikke dem, den var tiltænkt, skriver Jacob Bræstrup.
Et folketingsflertal anført af regeringen har besluttet at indføre en særskat på banker og øvrige virksomheder i den finansielle sektor. Oprindelig skulle særskatten kun ramme bankerne, men det har senere vist sig ikke at kunne lade sig gøre.
Derfor ender skatten med også at ramme for eksempel forsikringsselskaber og pensionskasser.
Den udvikling viser, at det ofte er svært at designe særskatter, så de bliver lige så målrettede, som man ønsker. Og jo mere målrettede de bliver, desto større administrative byrder er der ofte forbundet med skatterne. Ikke blot hos virksomhederne – både dem der skal betale, og dem der skal redegøre for, hvorfor de er undtaget – men også hos skattemyndighederne, der jo har ansvar for at kontrollere, at det foregår korrekt.
Ofte ender man med begge dele; høje administrative byrder og utilsigtede konsekvenser. Tænk bare på fedtafgiften, sukkervareafgiften eller nøddeafgifterne, for at nævne nogle af de seneste eksempler på særskatter, som heldigvis er blevet afskaffet.
Det med skattemyndighedernes ressourceforbrug er en væsentlig pointe. Alle er enige om behovet for en grundigere og mere effektiv skattekontrol. Men samtidig bindes nogle af skattemyndighedernes skarpeste hjerner i kontrolarbejde.
Det er blandt andet derfor, DI har samlet – og løbende opdaterer – et katalog med for nuværende knap 70 forslag til simplificeringer af det danske skattesystem (60+ skridt mod et simplere skattesystem). Særskatten på den finansielle sektor er i den henseende et skridt i den forkerte retning.
Der er ingen saglige argumenter for en særlig høj beskatning af overskuddet i den finansielle sektor generelt – eller banker specifikt. Banker udfører på alle måder en samfundsnyttig funktion, så intet taler for, at vi bør afskrække folk fra at investere i bankaktivitet. For slet ikke at tale om forsikring og pensionsopsparing.
Hvis bekymringen er, at mangel på konkurrence skal føre til overnormale profitter, så findes der bedre måder at adressere dette på. En pointe som også de økonomiske vismænd har fremhævet.
Rammer ikke hvor den er tiltænkt
I sidste ende lander regningen for bankskatten da heller ikke primært hos bankerne, forsikringsselskaberne eller pensionskasserne. Men derimod hos deres kunder, herunder særligt mindre virksomheder uden adgang til de internationale kapitalmarkeder.
Flere end fire ud af fem af DI’s 19.000 medlemsvirksomheder har under 50 ansatte. Og det bliver primært her at regningen for bankskatten ender – foruden hos landets forsikringstagere og pensionskunder.
Netop i et højskatteland som Danmark er det ekstra vigtigt at tage indretningen af skattesystemet meget seriøst: Hvis man ønsker penge i kassen, bør skatten pålægges brede og nemt definérbare skattebaser, hvor de nødvendige midler kan opkræves med mindst mulig skade på den samlede økonomi.
Kun hvis man ønsker at reducere en bestemt aktivitet eller sikre, at denne aktivitet dækker sine omkostninger for det omkringliggende samfund, kan en særskat være svaret.
Men selv her bør man spørge, om en særskat er bedste løsning? Og i givet fald hvordan skatten indrettes, så de uundgåelige skadevirkninger minimeres, og det bliver lettest mulig for både virksomheder og myndigheder at administrere og kontrollere skatten.
Særskatten på den finansielle sektor burde aldrig være blevet aftalt. Det er en fejl at indføre den. Og jo før skatten kan blive afskaffet igen, desto bedre.
DA og DM: De studerendes tilknytning til arbejdsmarkedet skal styrkes
Torsten Schack: EU-forslag om virksomhedsledelse er fuldstændig forrykt
