Studsgaard: Ja, det knirker med troværdigheden

KURSSKIFTE: Henrik Studsgaard medgiver, at troværdigheden knirker i Miljø- og Fødevareministeriet, men det skal der nu rettes op på, understreger departementschefen over for de ansatte.

Møgsagerne har nærmest stået i kø i Miljø- og Fødevareministeriets to første leveår.

Det lige fra beskyldninger om at fifle med tallene i Fødevare- og Landbrugspakken, at være i lommen på landbruget i MRSA-sagen og til at arbejde imod et politisk flertal i fiskeripakken.

Henrik Studsgaard remser selv sagerne op i en besked på intranettet til de ansatte i Miljø- og Fødevareministeriet, som er blevet beskrevet af gylle.dk, der også har offentliggjort beskeden fra departementschefen. 

I beskeden medgiver Henrik Studsgaard, at ministeriets omdømme har lidt skade.

"Under det mediebillede ligger der en langt mere nuanceret historie. Men det ændrer ikke på, at folk får deres indtryk fra medierne, og det må vi agere efter. Så ja, det knirker med troværdigheden, fordi mange har den opfattelse, at det er da vist ikke alt, der er gået lige godt i vores ministerium. Og hvis det knirker, så skal man tage det alvorligt, og man skal se at få gjort noget ved det," skriver Henrik Studsgaard.

Kommunikationen skal forbedres
Miljø- og Fødevareministeriet har netop lanceret et nyt strategisk grundlag, hvor troværdighed er et af fire fokusområder. De tre andre fokusområder er samfundsnytte, moderne forvaltning og det at være en attraktiv arbejdsplads.

Først vil ministeriet dog tage fat i troværdigheden. Og det skal ske ved, at ministeriet gør sig umage med fagligheden, og at de ansatte agerer som professionelle embedsmænd, der ikke tager deres personlige holdninger med på arbejde, pointerer Henrik Studsgaard.

Og så skal ministeriet blive bedre til at kommunikere for at hæve oplysningsniveauet og give mediebilledet nuance. Det er der i den grad behov for, mener Henrik Studsgaard.

"Vi arbejder med kompliceret stof. Der er en stor kommunikationsopgave i at formidle det, vi foretager os på en måde, som er til at forstå. Ellers er det let for pressen at få noget galt i halsen, når de leder efter håret i suppen," skriver Henrik Studsgaard, og fortsætter:

"Det er min opfattelse, at medierne nu om dage vinkler historierne meget skarpt og ind imellem også mod bedre vidende. Det er trist i forhold til oplysningen af befolkningen, men det er en realitet. Vi må gøre vores til, at vi får en nuanceret samfundsdebat, ellers tager populismen over."

Senest har Rigsrevisionen og Statsrevisorerne i meget skarpe vendinger kritiseret Miljø- og Fødevareministeriet for sin administration af fiskekvoter.

Henrik Studsgaard medgiver, at den indsats ikke har været god nok.

Forrige artikel Overblik: Her er Skattekommissionen Overblik: Her er Skattekommissionen Næste artikel Pressechef kritiseret for at politisere på Twitter Pressechef kritiseret for at politisere på Twitter