Statens sygefravær rammer laveste niveau i 10 år

FRAVÆR: Sygefraværet for statens medarbejdere fortsætter med at falde og er nu det laveste i 10 år. Moderniseringsstyrelsen glæder sig over udviklingen.

Statens medarbejdere har siden 2015 haft færre og færre sygedage.

Og den udvikling fortsatte i 2018, hvor medarbejderne i gennemsnit havde 8,1 sygedage, hvilket er det laveste niveau i de seneste 10 år.

Det viser nye tal fra Moderniseringsstyrelsen. Her ser man et fald i det gennemsnitlige antal af sygedage på 0,2 fra 2017 til 2018. 

”Det er glædeligt at se, at der er et generelt fald i sygefraværet. Det er et udtryk for, at der de seneste år virkelig bliver arbejdet med det ude på arbejdspladserne. Det begynder vi at se effekterne af nu”, siger Maja Maar Outzen, der er kontorchef i Moderniseringsstyrelsens kontor for Arbejdsmiljø, Samarbejde og Kompetenceudvikling, i en pressemeddelelse.

Faldet i sygefraværet svarer til, at statens medarbejdere reelt var på arbejde i cirka 24.500 flere dage end i 2017.

Artiklen fortsætter efter grafen.

Toppede i 2010
Sygefraværet for statens medarbejdere toppede i 2010, hvor de i gennemsnit havde 9,4 sygedage.

I alt er sygefraværet reduceret med 1,3 dage over 8 år, men der er stadig mulighed for at få tallet længere ned:

”Det handler især om, at vi nu samler og bringer de gode erfaringer videre fra de steder, der er lykkedes med deres sygefraværsindsatser,” siger Maja Maar Outzen.

Regeringen afsatte tidligere på året 100 millioner kroner til indsatser på offentlige arbejdspladser med højt sygefravær eller et særligt belastet arbejdsmiljø.

Forrige artikel Professorer blåstempler Rigsrevisionens faglige arbejde Professorer blåstempler Rigsrevisionens faglige arbejde Næste artikel Pape: Debat om offentligt ansattes ytringsfrihed har været en øjenåbner Pape: Debat om offentligt ansattes ytringsfrihed har været en øjenåbner