Professor emeritus til regeringen: Få styr på retningslinjer for bemanding af politiske sekretariater

Af Tim Knudsen
Professor emeritus i statskundskab

Et eller flere politiske sekretariater i ministerierne synes i vente.

Socialdemokraten Martin Rossen er allerede udnævnt til stabschef i et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet, og hans placering her og i de to mest magtfulde ministerudvalg, Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget, har skabt debat.

Flere problematikker træder frem
Jeg ser i al fald fire sæt af problemstillinger: Den første problemstilling er, om der er behov for flere partipolitisk ansatte i ministerierne.

Tilhængerne af det mener, at de vil styrke demokratiet. De mener, at tiden er løbet fra det nuværende system.

Igennem mange år har især departementscheferne været trukket stadig mere ind i politisk rådgivning og dag til dag-hjælp til ministrene. Departementscheferne har ikke tid til at pleje deres organisation.

Tilhængerne mener, at vi kunne få færre skandalesager og styrket retsstaten, hvis departementscheferne og andre topfolk overlod dele af rådgivningsopgaven til politisk rekrutterede, så de selv kunne koncentrere sig om mere traditionelle opgaver.

Fokus på langsigtede udfordringer mangler
Embedsværket formår ifølge kritikerne af det bestående desuden ikke at give tilstrækkeligt kreative idéer og rådgivning, der er tilpasset skiftende regeringer. Der er for lidt fokus på Danmarks langsigtede udfordringer.

Dertil kommer, at især de ledende ministre har behov for rådgivning, der ligger langt uden for deres ministerområde. 

En departementschef for en socialminister, som også sad i regeringens koordinationsudvalg, skulle for eksempel rådgive ministeren i spørgsmål om Arktis, som hverken han eller ministeren vidste noget om.

Kritikken er vigtig. Men man kan diskutere, om der er behov for mere systematiske undersøgelser af problemernes omfang.

Forringelse af den parlamentariske kontrol
Den anden problemstilling drejer sig om demokratiske principper. Ingen regler er overtrådt, siger Folketingets Lovsekretariat og højesteretsdommer Jens Peter Christensen.

Ingen spørger i øvrigt her, om det er en sammenblanding af magtens grene, at en højesteretsdommer hyppigt er med til at skrive regler og fortolke dem offentligt, når han i givet fald kunne komme til at dømme i Højesteret eller Rigsretten.  

Det er dog ikke underligt, at der ikke er regler for nye innovationer. Men strider de mod grundliggende principper for et parlamentarisk demokrati, herunder princippet om ministeransvaret over for Folketinget? 

For første gang i danmarkshistorien har man anbragt en stabschef uden ministeransvar i to ministerudvalg. Debatten burde her dreje sig om forringelsen af den parlamentariske kontrol med den udøvende magt.

Forringelsen bliver meget større, hvis en kommende regering, for eksempel en koalitionsregering, vil anbringe en række stabschefer i udvalg hævet over fagministrene og helt uden for parlamentarisk kontrol.

Hvis Rossen var blevet viceminister, havde han været under parlamentarisk kontrol. Hvorfor synes hverken Mette Frederiksen eller Statsministeriets departementschef at være kommet på den tanke?

Rossen er både overordnet og underordnet
En tredje problemstilling skyldes, at Martin Rossen som stabschef får instruktionsbeføjelse over almindelige embedsmænd. Frygten kan være, at almindelige embedsmænd trækkes ind i ren partipolitik.

En fjerde problemstilling skyldes, at Rossen formelt er undergivet departementschefen i Statsministeriet. 

Men Rossen sidder i regeringsudvalgene. Dermed bliver han i den egenskab i en vis forstand departementschefens overordnede, samtidig med at han også er hans underordnede.

Regeringen burde nedsætte et eller flere udvalg til at udfærdige retningslinjer for, hvornår politisk rekrutterede bør være viceministre eller særlige rådgivere samt retningslinjer for bemandingen af politiske sekretariater.

debat@altinget.dk