Omstridt topembedsmand fra minksagen lander direktørjob i Fødevarestyrelsen

Tejs Binderup er ny fødevaredirektør i Fødevarestyrelsen og forlader dermed stillingen som afdelingschef i Fødevareministeriet. Binderup var en af de mest centrale embedsmænd i minksagen og fik også en advarsel for sin rolle i forløbet.

En af minksagens absolut mest centrale embedsmænd får nu nyt job.

Tejs Binderup skifter således stillingen som afdelingschef i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ud med et job som fødevaredirektør i Fødevarestyrelsen.

Det bekræfter han over for Altinget, efter at mediet Frihedsbrevet onsdag kunne fortælle historien på baggrund af indsigt i en meddelelse fra Fødevareministeriets intranet.

I Fødevarestyrelsen afløser han tidligere fødevaredirektør Annelise Fenger, der gik på pension ved årsskiftet. Han bliver dermed chef for ét af de i alt fem direktørområder i styrelsen og skal referere direkte til administrerende direktør Nikolaj Veje. 

Binderup er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet og har været ansat i Fødevareministeriet siden 2009.

Som afdelingschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium var Binderup en central figur, da S-regeringen i november 2020 traf den ulovlige beslutning om at aflive samtlige mink i Danmark.

Han var derfor også en af de vigtigste vidner i Minkkommissionens afhøringer.

I kommissionens endelige beretning blev det konkluderet, at Tejs Binderup havde ”begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der foreligger grundlag for, at det offentlige søger ham draget til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet (…)."

I september fik han tildelt en advarsel for sin rolle i sagen.

{{toplink}}

Forrige artikel Fødevareministeren henter særlig rådgiver i Venstres sekretariat Fødevareministeren henter særlig rådgiver i Venstres sekretariat Næste artikel Tidligere departementschef bliver ny nationalbankdirektør Tidligere departementschef bliver ny nationalbankdirektør