Ny undersøgelse: Hver sjette ansatte i Københavns Kommune har oplevet krænkende adfærd

I en ny undersøgelse blandt Københavns Kommunes 47.000 ansatte svarer 16 procent, at de har oplevet eller været vidne til sexisme og krænkende adfærd. Særligt sosu'er og andet omsorgspersonale oplever krænkelser. 

Cirka hver sjette ansatte i Københavns Kommune har oplevet eller været vidne til krænkende adfærd såsom uønskede kys, klap eller seksuelle kommentarer. 

Det viser en ny undersøgelse blandt alle kommunens 47.000 ansatte, der har løbet siden september måned sidste år. 

I alt har godt 21.000 ansatte besvaret undersøgelsen. 

Af dem svarer 16 procent, at de inden for det seneste år har oplevet sexistisk kultur eller uønsket adfærd af seksuel karakter på arbejdspladsen.

Udover fysiske og verbale krænkelser, rapporterer flere ansatte også om, at de har fået vist e-mails og beskeder med uønsket seksuelt indhold.

”Københavns Kommune skal være en tryg arbejdsplads for alle. Det er fuldstændig uacceptabelt, at 16 procent af dem, der har deltaget i undersøgelsen, har oplevet en sexistisk kultur eller adfærd. Det er vigtigt, at vi har fået afdækket omfanget," siger Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, i en pressemeddelelse.

"Nu skal de syv forvaltninger sætte gang i opfølgningsarbejdet lokalt, så vi sikrer, at der bliver taget hånd om problemerne. Man skal kunne gå trygt på arbejde i Københavns Kommune, uanset om man er social- og sundhedsassistent, pædagogmedhjælper eller sagsbehandler," lyder det videre fra overborgmesteren. 

Et flertal på rådhuset besluttede i forbindelse med sidste års budgetforhandlinger at afsætte en million kroner til at gennemføre undersøgelsen.

Det er første gang, at Københavns Kommune har undersøgt omfanget af sexisme på tværs af alle kommunens forvaltninger. 

Hver tredje sosu har oplevet krænkelser 
Af den nye undersøgelse fremgår det, at særligt omsorgspersonale såsom sosu'er og socialpædagoger oplever uønskede kommentarer eller berøring, mens de er på arbejde. 

Blandt Socialforvaltningens knap 8.000 ansatte er det således 21 procent, eller mere end hver femte, der har svaret, at de har oplevet eller været vidne til krænkende adfærd. 

Kigger man på de enkelte faggrupper er det da også blandt kommunens sosu-medarbejdere, at suverænt flest har oplevet krænkelser. 

Her svarer godt hver tredje, at vedkommende har oplevet et eller flere tilfælde af sexisme eller krænkende adfærd. 

Af dem, der har oplevet krænkelser, svarer mere end halvdelen, at det er borgere eller andre eksterne parter, der har udsat dem for sexistisk adfærd. 

Ifølge overborgmester Sophie Hæstorp Andersen har kommunen da også særlig udfordring med krænkelser blandt omsorgspersonale.

"Det er helt sikkert noget, vi skal have ekstra fokus på. Som sosu eller socialpædagog har man ofte tæt kontakt med borgere, der er udsatte eller lever med psykisk sygdom, og derfor kan der opstå situationer, hvor ens grænser bliver overskredet," siger Sophie Hæstorp Andersen. 

Hvad kan kommunen gøre, hvis en borger krænker en af jeres ansatte? 

"Vi skal først og fremmest gøre det klart, hvor man skal henvende sig, hvis man bliver udsat for en krænkelse. Og gøre det klart for medarbejderne, at det bliver taget meget, meget alvorligt af ledelsen," siger overborgmesteren.  

"Men vi skal også klæde nye medarbejdere på til de situationer, der kan opstå, hvis man eksempelvis er på besøg hos en dement borger, og oplever en uønsket berøring eller kommentar. Her kan det være en god ballast, hvis man ved, at sygdommen spiller en rolle, og at personen ikke nødvendigvis gør det for at skade en," understreger Sophie Hæstorp Andersen.

 

I pressemeddelelsen fra Økonomiforvaltningen fremgår det, at Københavns Kommune har iværksat en række tiltag de senere år for at forebygge, identificere og håndtere sexistisk adfærd.

I 2020 vedtog Borgerrepræsentationen en revideret politik vedrørende krænkende adfærd på arbejdspladsen, der beskriver kommunens retningslinjer for identifikation, forebyggelse og håndtering af krænkende adfærd.

I 2021 blev der oprettet en enhed for håndtering af sexisme og seksuel chikane, hvor alle ansatte anonymt og trygt kan henvende sig, hvis de oplever seksuel chikane eller sexisme.

Forrige artikel En dag vil vi spørge os selv, hvornår sagen om Claus Hjort Frederiksen kom ud af kontrol En dag vil vi spørge os selv, hvornår sagen om Claus Hjort Frederiksen kom ud af kontrol Næste artikel Beretning fra Minkkommissionen kommer i slutningen af juni Beretning fra Minkkommissionen kommer i slutningen af juni