Nordjyderne følte sig snydt – men de ligger i top over flest statsjob

UDFLYTNING: Nordjyderne beklagede højlydt, at de får for lidt ud af regeringens nye udflytningsplan. Men regionen ligger i forvejen i top målt på statsjob per indbygger, viser Altingets analyse. Til gengæld overser flytteplanen ni ud af ti kommuner, der i forvejen har mindst.

Nordjyderne var stærkt utilfredse, da regeringen i sidste uge præsenterede den længe ventede flytteplan for omkring 3.400 statslige arbejdspladser væk fra hovedstadsområdet.

Region Nordjylland er nemlig den, der får færrest statsjob ud af planen: 399 i alt – langt under halvdelen af, hvad de tre andre regioner får.

Nordjyderne er blevet ”nedprioriteret” og ”sorteper” lød det fra borgmestrene. Regionsrådsformand i Nordjylland Ulla Astman (S) sagde, at regionen ”bliver snydt”, og at man bør fordele de statslige arbejdspladser mere ligeligt.

Men ser man på fordelingen af statslige arbejdspladser i forhold til indbyggertallet, så er nordjyderne faktisk nogle af dem, der i forvejen er bedst stillet. Det viser Altingets analyse baseret på tallene før næste flytterunde. 

Det er nogle andre statsjob, Nordjylland vil have
Men Ulla Astman holder fast i, at hendes region er ringere stillet end de andre, når det gælder statsjob. For ikke alle arbejdspladser er lige nyttige for området.

“Det kan godt være, at jeres tal viser, at vi har flest statslige arbejdspladser per indbygger, men jeg tror, det ville se anderledes ud, hvis I rensede for forsvarsarbejdspladserne, som vi har mange af i regionen,” siger hun.

Regionsrådsformanden mener ikke, at en kaserne kan få tandhjulene til at rulle i samme grad som for eksempel Fiskeristyrelsen eller Miljøstyrelsen.

“Hvis regeringens udflytning skal skabe mere balance, så skulle Nordjylland have haft flere arbejdspladser, der kan skabe, forstærke og udvikle faglige netværk, som kan gøre regionen mere attraktiv – for eksempel ved at tiltrække flere virksomheder,” siger Ulla Astman.

Løhde: Nordjylland er ikke blevet snydt
Kritikken bider dog ikke på innovationsminister Sophie Løhde (V), der sammen med statsministeren har stået i spidsen for udflytningsplanen.

"Nordjylland er ikke blevet overset. I hvert fald ikke af den her regering," siger hun i en skriftlig kommentar.

Løhde henviser til, at Thorning-regeringen flyttede syv flere arbejdspladser til København, end den flyttede ud i landet.

"Vi vil noget andet. Med regeringens ’Bedre balance I og II’ (de to udflytningsplaner, red.) har Region Nordjylland fået mere end 900 arbejdspladser, og derudover placeres der nu også en uddannelsesstation i Hobro. Det er jeg rigtig glad for," siger ministeren.

Regeringens nye flytteplan giver det relativt største boost til Region Sjælland, som også i forvejen har færrest statsjob, i forhold til hvor mange der bor i regionen.

Stevns er i bund og får ingen job
Ser man i stedet på, hvordan de statslige arbejdspladser i dag er fordelt på kommuner, rammer regeringens nye flytteplan mere skævt. Den tilgodeser flere af dem, der har mest i forvejen, og overser dem, der har mindst.

Hvis vi tager top-10 over de kommuner, som i forvejen skraber bunden – altså har færrest statsjob i forhold til indbyggertallet – får kun en enkelt af dem gevinst af den nye plan.

Til gengæld får flere af kommunerne i top-10 nu udsigt til endnu flere statslige arbejdspladser.

Stevns ligger i bunden med 92 statsjob per 10.000 indbyggere. Samtidig er det en af de kommuner, som ikke har fået noget ved hverken første eller anden flytterunde.

”Det er jeg selvfølgelig rigtig ærgerlig over,” siger borgmester i Stevns Anette Mortensen (S).

Kommunen havde søgt om at få Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet og nogle militære afdelinger, fordi der i Stevns blandt andet er et stort underjordisk anlæg, som blev brugt i forbindelse med den kolde krig.

”Jeg synes, det er en god ide at flytte arbejdspladser ud, og vi havde også sendt nogle gode forslag ind, så det er da ærgerligt, at vi ikke får noget ud af det. Hvis der kommer en runde mere, er vi klar til at søge igen,” siger Anette Mortensen.

Løhde: Nye job smitter af på hele regionen
Innovationsminister Sophie Løhde holder dog fast i, at regeringens plan tilgodeser hele landet.

"Vi har blandt andet set på, hvor der blev placeret arbejdspladser i første flytterunde, men der har også været flere andre hensyn. Og hvis man ser på danmarkskortet, vil man se, at arbejdspladserne er fordelt over hele landet, " siger hun og fremhæver, at regeringen nu også spreder uddannelsespladser rundt i landet.

Men hvorfor giver regeringen flere statsjob til dem, som i forvejen har relativt flest?

"Vi ønsker en bedre geografisk fordeling af de statslige arbejdspladser, og vi kommer rigtig bredt ud til byer rundt i hele landet både i flytterunde et og to. Når statslige arbejdspladser bliver flyttet, så er det i øvrigt ikke kun de enkelte byer og kommuner, der får gavn af arbejdspladserne. Det smitter af på hele regionen," siger Sophie Løhde.

,

Forrige artikel Departementschef bliver ny direktør i Kræftens Bekæmpelse Departementschef bliver ny direktør i Kræftens Bekæmpelse Næste artikel Åbenmundet departementschef skal føre kræft-gigant videre Åbenmundet departementschef skal føre kræft-gigant videre