Morten Jarlbæk: Succesfuld digitalisering kræver bevidste valg – og fravalg

Af Morten Jarlbæk Pedersen
Ph.D. i statskundskab på en afhandling, der beskæftiger sig med kilder til lovkvalitet i Danmark og EU ved Københavns Universitet

Digitaliseringen er over os – også over både Folketinget og forvaltningen, hvilket ministeren for offentlig innovations seneste udspil om digitaliseringsparat lovgivning fint vidner om: Syv nye principper for lovgivningsarbejdet skal sikre, at ny lovgivning er "digitaliseringsparat".

Man kan dog spørge sig selv, om vi er fuldkomment bevidst om de valg og fravalg, som digitaliseringen kræver af os?

Svaret på dette spørgsmål afhænger dog af, hvad vi mener med „digitalisering“ – for her er nemlig tale om et begreb, der bestemt ikke er entydigt.

Nogle taler nemlig om digitalisering af den offentlige administration og forvaltning; andre taler mere bredt om rammerne for digitalisering af samfundet. Men alle kalder det digitaliseringsparat lovgivning (eller noget tilsvarende).

Eller, sagt med andre ord, betyder "digitaliseringsparat lovgivning", at lovgivningen eller myndighedsbetjeningen i sig selv kan digitaliseres?

Eller betyder "digitaliseringsparat lovgivning", at lovgivning skaber rammerne for, at samfundet kan udnytte digitale muligheder bedre? 

Det er to meget forskellige ting, og de skal gribes an meget forskelligt. Og når nogle taler om det ene, og andre taler om det andet, så taler man nemt forbi hinanden.

Ikke mindst, fordi de nødvendige forudsætninger for digitaliseringsparat lovgivning forstået som lovgivning, der lader administrationen heraf digitalisere, er ganske anderledes end de nødvendige forudsætninger for digitaliseringsparat lovgivning forstået som lovgivning, der muliggør teknologisk udvikling i samfundet i almindelighed. 

Digitaliseringsparat lovgivning kræver opgør med subjektive kriterier
Digitalisering betyder, at beslutninger kan brydes til en række mindre (måske et meget stort antal) binære valg: 0 eller 1.

Og netop denne binære logik har en stor betydning for digitalisering – i hvert fald på nuværende tidspunkt. Helt konkret betyder det, at fuldstændig digitalisering ofte vil kræve et opgør med subjektive kriterier og skøn i lovgivningen.

Og det krav skal man tage aktivt stilling til, for det er bestemt ikke altid ønskværdigt.

Der er masser af ting, der afgøres i og af kontekst, hvorfor den subjektive vurdering kan være afgørende for retssikkerheden – og det kan man meget svært digitalisere sig ud af.

Der er altså grænser for den digitaliseringsparate lovgivning – og hvis man skal overskride disse grænser, skal man aktivt ville det og aktivt tage stilling til det. 

Digitaliseringsparat lovgivning kræver teknologineutralitet
Ser vi på digitaliseringsparat lovgivning som lovgivning, der tillader, at samfundet bliver digitaliseret, så vil man hurtigt kunne konkludere, at vi er et helt andet sted end i diskussionerne ovenfor. Fokus her er nemlig ikke på lovgivningens form, men snarere på dens materielle indhold.

Udgangspunktet for udnyttelse af ny teknologi er naturligvis, at det ikke strider mod gældende regler.

Og her kommer vi meget hurtigt ind til kernen af, hvad digitaliseringsparat lovgivning også kan betyde: At lovgivningen ikke stiller sig i vejen for, at samfundet udnytter de muligheder, som digitaliseringen til- og faldbyder.

Og hvis lovgivningen ikke skal stille sig i vejen for muligheder og teknologier, som ingen endnu kender, så må og skal lovgivningen indrettes, så den ikke tager bestik af den teknologi, der anvendes. Den skal med andre ord være teknologineutral.

Så snart lovgivningen ikke er det, så er den en (potentiel) barriere for digitalisering – og dermed er teknologineutralitet en nødvendig forudsætning for digitaliseringsparat lovgivning. 

Et spørgsmål om grader - og så alligevel
Tillad mig at opsummere: "Digitaliseringsparat lovgivning" er i dag en art buzzword, hvilket blandt andet skyldes en mangel på grundlæggende overvejelser om både genstandsfeltet i sig selv og de nødvendige forudsætninger for digitaliseringsparat lovgivning.

Digitaliseringsparat lovgivning kan nemlig både betyde, at lovgivningen lader sig digitalisere, og at lovgivningen lader samfundet digitalisere.

En forudsætning for det første er, at man i lovgivningen iværksætter en radikal bevægelse mod objektive kriterier; og en forudsætning for det andet er, at man iværksætter en radikal bevægelse mod teknologineutralitet i lovgivningen.

Og man kan sagtens forestille sig situationer, hvor de to forudsætninger ikke kan kombineres i en højere enhed.

Alt sammen peger det på behovet for et åbent, oplyst og klart valg om digitalisering – både i forvaltningen og politisk.

Er man reelt klar til at imødekomme de nødvendige forudsætninger, som digitaliseringen har?

debat@altinget.dk