Mette Frederiksens ledelsesstil sætter sig som rust på demokratiets tandhjul

Mette Frederiksen har politiseret embedsværket, truet pressen, brudt loven og trukket et spor af skandaler efter sig. Den ledelsesstil skader både embedsværket og hele den danske tillidskultur, skriver Mads Strange.

I en ny Djøf-rapport med tidligere departementschef i Stats- og Finansministeriet Karsten Dybvad i spidsen tager en række eksperter pulsen på det danske embedsværk. 

Rapporten konstaterer, at 50 procent af embedsmændene finder det svært at levere rådgivning på et højt fagligt niveau og samtidig varetage ministerens politisk-taktiske ønsker. 

40 procent tilkendegiver, at det er udfordrende at efterleve de centrale pligter i Kodeks VII (lovlighed, sandhed, faglighed, udvikling og samarbejde, ansvar og ledelse, åbenhed om fejl samt partipolitisk neutralitet) på de tidspunkter, hvor man betjener ministeren under stort tidspres. 

Og 16 procent af embedsmændene erklærer sig helt eller delvist enige i, at embedsværket sommetider yder rådgivning og bistand til rent partipolitiske formål. 

Rapporten er nedslående læsning. Men konklusionerne kan næppe vække undren på et bagtæppe af snart fire års lederskab med Mette Frederiksen (S) ved roret. 

For da hun fik udleveret nøglerne til Statsministeriet, besluttede Mette Frederiksen sig for at gennemføre en omfattende forandring af centraladministrationen.

Headhuntere blev droppet, når regeringen skulle ansætte topembedsmænd, rekordmange departementschefer blev udskiftet og i løbet af regeringens to første leveår ansatte man hele 27 nye presse-og kommunikationschefer i ministerierne, hvoraf mange ”tilfældigvis” havde bånd til Socialdemokratiet. 

Ifølge den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon har embedsværket under Mette Frederiksen undergået en politisering i så høj grad, at det politiske system befinder sig i en decideret krise. 

Corydon sammenligner sågar udviklingen med sklerose, fordi systemet over tid forventes at miste sin funktionsdygtighed. Og dét er blot med tanke på embedsværkets tilstand.

{{toplink}}

Hertil kommer også Mette Frederiksens talrige skandalesager. 

Minkskandalen, skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste, tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen (V), trusler mod pressen og en tendens til at bruge åbenlyse usandheder som rambuk gennemføre sin politik.   

Fællesnævneren i alle disse sager er, at det kan spores tilbage til Mette Frederiksens måde at lede landet på. Men når landets statsminister er villig til at trække et spor af skandaler efter sig for at udøve indflydelse, forpester det den tillidskultur, der plejede at kendetegne vores samfund.

En måling fra september dokumenterer eksempelvis, at næsten hver anden dansker har fået mindre tillid til politikerne, retssystemet og den offentlige administration i de seneste år. 

Det er bekymrende, for vi bør ikke tage vores tillidskultur for givet. Den er nemlig hverken et resultat af et pennestrøg fra et folketingsflertal eller noget, der spontant er opstået af sig selv. Tillidskulturen er derimod blevet møjsommeligt opbygget af generationer før os, der har slidt og stræbt for at skabe et af verdens bedste samfund. 

For et velfungerende demokrati måles nemlig ikke på sine paragraffers ordlyd men på den tillid, vi har til hinanden, myndighederne og magthaverne. Det er tillidskulturen, der udgør folkestyrets livsnerve. 

Men når de røde partier, Moderaterne og Venstre kan bestikkes med politiske aftaler og ministerposter for til gengæld at se igennem fingrene med, at Mette Frederiksen ikke skyr nogle midler for at gennemtrumfe sin vilje, risikerer den danske tillidskultur at visne. 

Forrige artikel Benny Damsgaard: Dybvad-rapporten var som forventet en tynd kop te Benny Damsgaard: Dybvad-rapporten var som forventet en tynd kop te Næste artikel Statsministeren smed politisk håndgranat til KL-topmøde: Statsministeren smed politisk håndgranat til KL-topmøde: "Et tæppefald for det velfærdssamfund, vi kender"