Mangeårig EL-rådgiver er ny pressechef i Københavns teknik- og miljøforvaltning

Simon Nyborg er ny pressechef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Han kommer fra en stilling hos Mødrehjælpen og har tidligere været rådgiver for Enhedslisten på Christiansborg.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har sat navn på deres nye pressechef, og det bliver den tidligere mangeårig rådgiver for Enhedslisten Simon Nyborg.

Det meddeler han selv på Twitter.

"Jeg glæder mig vildt meget. Det er et afgørende sted for den grønne omstilling og for at sikre en by med boliger, der er til at betale," skriver Simon Nyborg.

Fra 2012 til 2021 var han ansat hos Enhedslisten på Christiansborg som politisk rådgiver. Inden da var han journalist hos Berlingske. Sidste år skiftede han til en stilling som ansvarlig for politisk kommunikation hos organisationen Mødrehjælpen.

"Det har været for kort tid hos Mødrehjælpen og betyder farvel til dygtige kollegaer, der gør en kæmpe indsats for sårbare familier. Det kommer jeg til at savne," skriver han.

Simon Nyborg tiltræder stillingen i Teknik- og Miljøforvaltningen 1. marts.

Forrige artikel Dragør Kommune henter lederprofil til direktørpost Dragør Kommune henter lederprofil til direktørpost Næste artikel Prehn mister pressechef til Uddannelses- og Forskningsministeriet Prehn mister pressechef til Uddannelses- og Forskningsministeriet