Løkke ansætter militærmand og spejderleder som ny højre hånd

NAVNE: Statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen har fundet sin nye sekretær i Venstre. Det er militærmand Richard Engelholm, som desuden var lejrchef ved Spejdernes Lejr i Sønderborg i sommer.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har fundet en personlig sekretær, der skal hjælpe ham i forbindelse med hans opgaver som formand for Venstre.

Den nye mand i Venstre hedder Richard Engelholm.

"Richard Engelholm har en meget spændende baggrund med gode lederegenskaber og sans for struktur og orden, som der er brug for i denne stilling," lyder det fra partisekretær for Venstre, Claus Richter, i en skriftlig kommentar.

"Samtidig kan Richard håndtere opgave som sekretær professionelt og navigere i en omskiftelig hverdag i dansk politik," fortsætter han.

Den nye sekretær for V-formanden kommer fra en stilling som strategisk HR-rådgiver i Forsvaret, hvorfra han også har sin faglige, militære baggrund, og har været udsendt flere gange.

Ekstremsportsudøver og spejderleder
Ved siden af militæret har Lars Løkke Rasmussens nye sekretær været aktiv i spejderbevægelsen, siden han var seks år.

Den 36-årige militærofficer har desuden besteget Killimanjaro, Mont Blanc og Aconcagua, og gennemført Marathon des Sables, som er verdens hårdeste løb til fods, der strækker sig over seks dage.

Stillingen blev ledig, da statsministerens forrige sekretær og personlige assistent Frederik Vilhelm Greibe fik et job i Danish Crown.

Richard Engelholm skal fra 1. februar overtage jobbet som sekretær for Lars Løkke Rasmussen. 

Forrige artikel Departementschefer og styrelsesdirektører overvåges for bestikkelse Departementschefer og styrelsesdirektører overvåges for bestikkelse Næste artikel Folketingets Ombudsmand får ny vicedirektør Folketingets Ombudsmand får ny vicedirektør