Gøtze: Tvivlsom påstand om skandale-sager
KLUMME: Selv om Bo Smith-udvalgets rapport er pakket pænt ind i et uafhængigt arbejde, kan det dog diskuteres, om der er et sikkert belæg for udvalgets konklusioner om, at der ikke er kommet flere skandalesager, skriver Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.
Af Michael Gøtze
Professor, ph.d., Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet
I september kom Bo Smith-udvalget efter mere end et års arbejde med sin rapport om ”Embedsmanden i det moderne folkestyre”. Embedsmandsrapporten kommer i kølvandet på en stribe ”kritiske sager” om problemer med embedsmandsrollen og i samspillet mellem embedsmænd og ministre. Udvalget udspringer af et prisværdigt initiativ fra Djøf, og der er ingen tvivl om, at arbejdet er dygtigt udført af den tidligere departementschef Bo Smith. Selv om rapporten er pakket pænt ind som et uafhængigt arbejde, kan det dog diskuteres, om rapporten står på klippefast grund i forhold til fakta, og om der er et sikkert belæg for udvalgets konklusioner.
En af de dele af rapporten, som synes at være udført på en særlig speciel måde, er netop den empiriske del. Her er det klare og for så vidt glædelige budskab, at alt er godt, som det er, og at de mange ”kritiske sager” ikke er udtryk for systemfejl, men netop kun er enkeltstående sager. En kuriøs del af udvalgets såkaldte kortlægning er det lidt bastante postulat om, at der ikke er kommet flere sager, end der har været tidligere. Udvalget kaster sig her ud i en sammenligning af antallet af sager over tid, og udvalget har arbejdet med et skandalesags-barometer. Aflæsningen er som sagt, at trykket er konstant. Vi går angiveligt hverken mod sol eller storm, når det drejer sig om sager.
En for simpel metode
Hvis vi ser nærmere på rapportens tilgang på dette punkt, må det dog siges, at den rejser flere spørgsmål, end den besvarer. Det er en lidt speciel indgangsbøn, at udvalget vælger en rent kvantitativ metode, og at man har fundet kuglerammen frem og skubbet ”sager” fra den ene side til den anden i små bundter. Det kan nok diskuteres, om det er en gangbar måde at anskue et så komplekst område på. Hvis vi tager et par eksempler fra aktuelle sager i skrivende stund, kan man nævne Carl Holst-sagen og sagen om retssikkerhedsproblemer i SKAT. Det siger sig selv, at disse to sager er så forskellige i omfang, alvor og substans, at det kun giver begrænset mening at sætte dem op som to sager i en rent sideordnet optælling.
Da begge sager er fremkommet efter Bo Smith-udvalgets sags-kortlægning, indgår de selvsagt ikke i tal-tabellerne. De ville dog formentlig ikke være kommet med, da Bo Smith-undersøgelsen er afgrænset til sager, som har været undergivet formel juridisk granskning i form af for eksempel undersøgelseskommission eller advokatundersøgelse. Ombudsmandssager er helt valgt fra. Denne formelle afgrænsning er dog muligvis lidt tvivlsom, hvis undersøgelsen ellers skal være retvisende, og den slår en pæn bue uden om mange – vigtige – sager.
Savner mere faglighed
Endelig kan det nævnes som et karakteristisk træk i Bo Smith-rapporten, at man har valgt ikke at belaste læseren med alt for mange henvisninger til modstående undersøgelser eller til underliggende kildemateriale. Det springer for eksempel i øjnene, at gennemgangen af de problemstillinger, som de ”kritiske sager” i udvalgets optik har handlet om, er skrevet i en noget abstrakt form. Læseren bliver kun ret få steder indviet i, hvilke sager der konkret tænkes på, og Bo Smith-udvalget har her givet sig selv et slags fripas til at mene, hvad man nu har villet mene. Det kan også trækkes frem, at Bo Smith-rapporten kun henviser til en enkelt undersøgelse af lidt ældre dato af omfanget af ”kritiske sager”. Herudover har udvalget ikke ønsket at tynge den ret digre rapport med omtale af nogle af de øvrige undersøgelser, som er foretaget i nyere tid af udviklingen i skandale-sager inden for det politisk-administrative apparat.
Af hensyn til rapportens faglige troværdighed kunne man samlet set nok have ønsket sig nogle lidt dybere spadestik i forhold til ikke mindst kortlægningen af skandalesager. Udvalget har udefra set haft gode ressourcer til sin rådighed, og det er også i det lys lidt overraskende, at udvalget ikke mere entydigt lever op til sin egen målsætning om høj vægtning af faglighed. Selv om Bo Smith-rapporten indiskutabelt indeholder mange smukke ord, kunne udvalget i forhold til bearbejdelse af data nok i endnu højere grad selv have vist vejen for den moderne embedsmand.
Loft: Pas på hovedløs inspiration fra privat sektor
Modernisering uden de offentligt ansatte?
