Få overblik over Rørdam-udvalgets første anbefalinger til kortere sagsbehandlingstider ved domstolene
Giv større incitament til at tilstå og hæv grænsen for, hvornår nævninge skal indgå i straffesager. Sådan lyder et par af forslagene fra et ekspertudvalg til at lette presset på domstolene. Se udvalgets anbefalinger her.
De første forslag til at lette presset på domstolene er nu landet på justitsministerens bord fra Rørdam-udvalget.
Planen er, at ekspertudvalget med tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam som formand frem mod sommer skal komme med tre delafrapporteringer.
De skal indgå i justitsminister Peter Hummelgaards (S) drøftelser med Folketingets øvrige partier om en ny flerårsaftale for domstolene.
Den anden delafrapportering forventes at blive offentliggjort i maj. Den endelige afrapportering forventes klar i løbet af sommeren 2023.
Se de første anbefalinger her:
Nævningesager
Udvalget anbefaler at hæve grænsen for, hvornår en straffesag skal behandles som en nævningesag, så flere sager i stedet bliver behandlet som domsmandssager.
I dag behandles sager, hvor anklagemyndigheden påstår fængselsstraf på fire år eller længere, som udgangspunkt som nævningesager.
Et flertal i udvalget foreslår at hæve grænsen til og med seks år, men understreger, at den nærmere afgrænsning overvejende er et politisk spørgsmål.
Udvalget har overvejet at hæve grænsen til henholdsvis seks år, otte år og “til og med seks år” og gør opmærksom på, at uanset at der i spændet fra seks til otte års fængsel også ligger anden særdeles alvorlig kriminalitet, vil dette efter flertallets opfattelse ved en politisk afvejning skulle balanceres op mod, at der er sket en generel skærpelse af straffene, siden den nuværende nævningegrænse blev fastsat i 1984, herunder for bandekriminalitet, brug af skydevåben og anvendelse af strafzoner.
En hævet grænse til og med seks år skønnes at frigøre 13,2 millioner kroner årligt i domstolene.
Øget incitament til tilståelse
1. Udvalget har overvejet et forslag om at lovfæste, at det ved strafudmålingen i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at tiltalte har aflagt tilståelse, selv om tiltalte ikke har angivet sig selv, og selv om tilståelsen ikke er fuldstændig.
Efter udvalgets opfattelse vil der ikke være betænkeligheder ved at gøre dette, fordi en sådan lovregel vil være i tråd med den praksis for strafudmåling, som allerede forekommer.
Udvalget har lavet et udgiftsestimat, der er behæftet med betydelig usikkerhed. Hvis antallet af tilståelsessager med forslaget øges med cirka 125-250 årligt, vil det kunne frigøre cirka 0,5 til 1 million kroner årligt.
2. Udvalget har også overvejet et forslag om at øge incitamentet til tilståelse ved afskrivning af sagsomkostninger, mulighed for at opnå ren privat og offentlig straffeattest efter halv tid og etablering af en ordning, hvor der ved vurderingen af, om den dømte kan afsone med fodlænke, kan lægges vægt på, at den dømte har tilstået.
Samlet set er det udvalgets vurdering, at det beror på en politisk afvejning, om de overvejede incitamenter skal indføres. Det er udvalgets opfattelse, at incitamenterne ikke har en karakter, som risikerer at medvirke til, at tiltalte tilstår forhold, som den pågældende ikke er skyldig i.
Ved den politiske afvejning vil der skulle tages stilling til – særligt hvis man går videre med samtlige incitamenter – om ordningen kan siges at institutionalisere tilståelsessystemet og som sådan skabe et ensidigt fokus på fordelene ved tilståelse for den tiltalte. Endvidere bør indgå relevante hensyn til andre berørte, som reglerne har til formål at beskytte, herunder efter omstændighederne den forurettede.
Til illustration vil det anslået frigøre cirka 0,5 til 1 million kroner årligt, hvis det antages, at antallet af tilståelsesager med tiltaget vil kunne øges med cirka 125-250 tilståelsessager mere årligt i fremtiden. Udgiftsestimatet er behæftet med betydelig usikkerhed.
{{toplink}}
Domsmandssager
1. Udvalget har overvejet at ændre domsmandsordningen, så domsmænds medvirken undtages i alle sager, hvor der ikke bliver spørgsmål om højere straf end fængsel op til en vis grænse. Grænsen kunne for eksempel sættes til 30, 40 eller 60 dage.
Samlet set finder udvalget, at lægdommere udgør en væsentlig retssikkerhedsmæssig garanti for den tiltalte og som det helt klare udgangspunkt bør medvirke i straffesager af en vis alvor. Udvalget bemærker, at retten konkret vil kunne træffe beslutning om medvirken af domsmænd, hvis sagen skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.
Udvalget finder, at det må være en politisk afvejning, om domsmandsordningen skal ændres. Udvalget bemærker dog, at sådanne sager – uanset de omhandler mindre alvorlig kriminalitet – ikke nødvendigvis vil have en mindre skønspræget bevisbedømmelse end alvorlige straffesager.
Det vurderes, at en ændring af domsmandsordningen vil frigøre 6,1, 10,8 eller 15,9 millioner kroner årligt, hvis grænsen sættes ved sager med påstand om frihedsstraf på op til henholdsvis 30, 40 eller 60 dage.
2. Udvalget anbefaler, at domsmænd på samme måde som nævninger fremover alene vil skulle deltage i afgørelsen af skyldsspørgsmålet og i fastsættelse af sanktionen og ikke i andre retshandlinger eller afgørelser under sagen, herunder spørgsmål om sagsomkostninger.
Det vil kunne frigøre op til 0,5 million kroner årligt, hvis det antages, at der vil være en tidsmæssig besparelse på fem minutter pr. sag for byretsdommeren i 50 procent af alle domsmandssager svarende til cirka 8.200 domsmandssager.
Sager vedrørende personer med psykiske lidelser
Udvalget anbefaler at gennemføre en ordning, hvor anklagemyndigheden i sager vedrørende personer med psykiske lidelser foretager en vurdering af, hvilken straf forholdet må forventes at ville have udløst, hvis personen ikke var psykisk syg.
Denne vurdering vil så være styrende for, om sagen skal behandles som en domsmandssag eller nævningesag. Dermed bliver det kriminalitetens art og grovhed, der afgør, om nævninger skal medvirke. Sager, hvor forvaring kan komme på tale, vil fortsat blive behandlet som nævningesager.
Udvalget understreger, at det er vanskeligt at skønne over de økonomiske konsekvenser af forslaget, men vurderer med usikkerhed, at ordningen vil kunne frigøre 1, 1,2 eller 1,4 millioner kroner årligt afhængigt af, om den fremtidige grænse for nævningesagsbehandling har en strafpåstand på over 4, 6 eller 8 år.
Mortifikation og ejendomsdomme
Udvalget anbefaler at flytte opgaven med mortifikation og ejendomsdom fra byretterne til Tinglysningsretten.
I forbindelse med det lovforberedende arbejde kan man desuden være opmærksom på eventuelle justeringer, der kan smidiggøre processerne for mortifikation og ejendomsdomme.
Det vurderes at kunne frigøre samlet 2,9 millioner kroner årligt, hvis Tinglysningsretten skal behandle sager om mortifikation- og ejendomsdom.
{{toplink}}
Behandling som tilståelsessag ved udeblivelse
Udvalget har overvejet et forslag om at udvide rettens adgang til at behandle sagen, som om tiltalte har tilstået, til også at omfatte udeblivelse i bødesager, hvor der nedlægges påstand om at frakende førerretten, kørselsforbud eller frakende retten til at føre lille knallert.
Under en række forudsætninger finder udvalget en sådan ordning retssikkerhedsmæssigt forsvarlig, idet udvalget dog henviser til, at det bør være op til en politisk vurdering, om bødesager i videre omfang end i dag skal behandles, som om tiltalte har tilstået det forhold, som den pågældende er tiltalt for.
Det vurderes at kunne frigøre cirka 0,1 million kroner årligt.
Fremme af sagen ved udeblivelse
1. Udvalget har ingen indvendinger mod at give mulighed for at idømme op til 1 års fængsel i udeblivelsessager, der fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse. I dag omfatter ordningen sager fra fængselsstraf i op til seks måneder.
Udvalget bemærker, at en grænse i høj grad er et politisk spørgsmål, at det er relativt kort tid, siden grænsen blev forhøjet til 6 måneder, og at en yderligere forhøjelse til 1 år vil udvide anvendelsesområdet til at omfatte betydeligt alvorligere kriminalitet.
Udvalget finder dog, at ordningen ikke af den grund vil ændre grundlæggende karakter, og selv om potentialet for frigørelse er begrænset, finder udvalget samlet set ikke, at retssikkerhedsmæssige overvejelser taler afgørende imod at forhøje grænsen til et år.
Det vurderes, at den foreslåede ændring kan frigøre cirka 0,2 million kroner årligt.
2. Udvalget har også overvejet et forslag om at give tiltalte med psykiske lidelser mulighed for slet ikke at møde op og være til stede i retten. I dag kan de alene få tilladelse til at forlade retten under et møde.
Udvalget opremser mange forudsætninger for, at det er en god ide, men i lyset af de betydelige udfordringer med udsættelser, som det i dag medfører, anbefaler udvalget at udvide den gældende bestemmelse, hvis det er ubetænkeligt, at tiltalte ikke er til stede.
Ordningen vil ikke være begrænset til personer med psykiske lidelser, men gælde generelt. Udvalget bemærker, at det dog kunne angives i forarbejderne til lovændringen, at udvidelsen af ordningen særligt vil være relevant i forhold til personer med psykiske lidelser.
Udvalget finder det ikke muligt at estimere, hvor meget en sådan ordning i praksis vil blive anvendt, men har lavet et rent illustrativt udgiftsestimat baseret på antagelser, der er behæftet med betydelig usikkerhed, og kommer her frem til, at den foreslåede ændring kan frigøre op til cirka 0,8-1,5 million kroner årligt.
Skriftlig behandling af revisionsanke i straffesager
Udvalget anbefaler – under en række forudsætninger - at give mulighed for, at en revisionsanke i landsretten, hvor der ikke medvirker domsmænd, kan afgøres uden hovedforhandling.
Sådanne ankesager vil i stedet blive afgjort på skriftligt grundlag, medmindre retten efter anmodning fra en af parterne eller af egen drift bestemmer, at der skal være en hovedforhandling. Der vil blandt andet være behov for en hovedforhandling, hvis bevisførelsen undtagelsesvis omfatter mundtlig forklaring for landsretten.
Ordningen vil omfatte de fleste sager, hvor der ikke er spørgsmål om højere straf end bøde, og de færdselsstraffesager, hvor der ikke medvirker domsmænd, selv om der er spørgsmål om fængselsstraf (spiritus- og narkokørsel og kørsel uden førerret mv.).
Det vurderes, at ordningen kan frigøre 0,7 million kroner årligt.
Krav om ankebekræftelse
Udvalget har overvejet forskellige mulige løsninger på den store andel af meget sene ankefrafald, som udvalget betegner som “et væsentligt problem”, fordi det medfører ressourcespild for landsretterne, belaster vidner unødigt og også er spildt arbejde for anklagemyndigheden.
Udvalget har dog fundet det vanskeligt at pege på nogle tiltag, som her og nu kan løse problemet.
{{toplink}}
Ugens embedsmand: Bag Finansministeriets lommeregner finder man Peter Stephensen
Folketingets håndbog er udkommet i en ny digital udgave
