Endnu en direktør forlader forvaltning hos kritiseret borgmester

Jeppe Bøgh Andersen skifter Københavns Kommune ud med nabokommunen Frederiksberg, når han overtager stillingen som direktør for social- sundheds- og arbejdsmarkedsområdet i Frederiksberg Kommune.

Jeppe Bøgh Andersen bliver ny direktør for Social- Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet i Frederiksberg Kommune. 

Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse

Jeppe Bøgh Andersen kommer fra en stilling som ressourcedirektør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune.

"Særligt det tværgående samarbejde ligger mig meget på sinde - både inden for området, i hele kommunen og meget gerne over kommunegrænsen," siger Jeppe Bøgh Andersen i pressemeddelelsen. 

I Københavns Kommune har Jeppe Bøgh Andersen arbejdet under beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, der i flere medier er blevet kritiseret hårdt for sin ledelsesstil. 

Jeppe Bøgh Andersen kommer til at indgå i direktionen i Frederiksberg Kommune sammen med kommunaldirektør Stig Henneberg, børne og ungedirektør Nina Eg Hansen og by-, kultur- og miljødirektør Ulrik Winge.

Han er uddannet cand.scient.pol. Tidligere har han været økonomidirektør i Gentofte Kommune.

Forrige artikel DF ansætter ny pressechef DF ansætter ny pressechef Næste artikel Dødsfald: Fhv. kontorchef, cand.polit. Jørgen Alexandersen (91)