Embedsmandspligter som pixibog

Af professor Michael Gøtze
Professor, ph.d., Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet 

I kølvandet på en stribe ”sager” om problemer med de forskelle opgaver, der ligger i den moderne embedsmandsrolle, har Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet i denne uge sendt et kodeks om udvalgte embedsmandspligter på gaden.

Den hedder i sin korte form Kodeks VII, og i sin lange version ”Syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen”. Omdrejningspunktet er således tallet syv, og man ledes - uanset kodeksets positive grundklang - til at tænke på blandt andet filmen ”Seven” og Thomas Aquinas’ syv kardinalsynder. Så slemt er det dog ikke. Langtfra.

Der er tale om en huskeliste i letfordøjelig form for embedsmænd med hensyn til udvalgte arbejdspligter, og kodekset ligger i kølvandet på lignende vejledninger og pjecer fra senere år. I tråd hermed er der tale om opbyggeligt læsestof til embedsmandsnatbordet.

Gentagelse af budskaber
Trods kodeksets egen betoning af, at den bygger på velkendt stof, fortjener initiativet i sig selv ros. Omvendt kan man også rejse spørgsmålet, om der er noget nyt under solen. Når man ser bort fra mange velklingende formuleringer er kodekset en gentagelse og genfortælling af gænge antagelser.

Kodekset tilfører ikke noget nyt, hvad den dog heller ikke har nogen ambition om. Rent formmæssigt er kodeks VII ment som en delvis nyskabelse, og man har bevidst valgt en tekst, ”som skal give en enkel og overskuelig fremstilling”. Det er bevidst, at nuancerne er sivet fra, og kodekset holder sig ikke for fin over for det enkle og forenklede. De tunge juridiske dilemmaer må således tages op i andre fora.

De modsatrettede pligter
Hvis vi zoomer ind på indholdet, er de syv centrale embedsmandspligter angivet til: lovlighed, sandhed, faglighed, udvikling og samarbejde, ansvar og ledelse, åbenhed om fejl og partipolitisk neutralitet. Det er velkendte strofer.

I forhold til den første pligt, lovlighed, lyder kodekset: ”Embedsmænd skal altid handle inden for gældende ret”. Lidt senere gentages den ofte fremhævede modifikation, at embedsmænd kun er forpligtet til at sige fra og råbe op, hvis ”det er klart”, at en handling eller ordre fra for eksempel ministeren er ulovlig.

Kodekset understreger på den anden side også, at embedsmænd aktivt skal medvirke til at realisere de strategier og mål, som ministeren har fastlagt. Det ophøjes til den femte pligt. Der kan altså være modsatrettede pligter for en moderne embedsmand, men kodekset går ikke nærmere ind i disse pligt-sammenstød.

Man må vist nok forstå det sådan, at en overtrædelse af de syv pligter er alvorlig. Der har dog kun været plads til et summarisk afsnit om konsekvenser af udskridning fra dydens smalle sti.

Embedsmandsrollen i et teleskop
På det abstrakte plan er det svært at være uenig i de syv udvalgte embedsmandspligter. Kodeksets ambition om at udgøre en pixibog baseret på fagligt genbrug og genkendelighed må endvidere siges at være lykkedes. Trods de mange kvaliteter kan det omvendt diskuteres, hvor operationelt kodekset egentlig er.

Embedsmandsrollen er for det meste set gennem et teleskop, og der er ingen bud i selve kodekset på, hvad der for eksempel kan udgøre klar ulovlighed. Det er lidt af et paradoks, at kodeks-initiativet udspringer af en opfattelse af, at der er udfordringer for embedsmænd i centraladministrationen, samtidig med at kodekset så behændigt holder sig på afstand af de dilemmaer, der kan opstå i forskellige varianter i den praktiske hverdag.

Begrænset brugbarhed
Kodeksets karakter af elementær fremstilling kan gøre den egnet til at udgøre undervisningsmateriale for nyansatte og samfundsfags-interesserede på for eksempel gymnasieniveau.

I forhold til de aktuelle ”sager” om embedsmandsdilemmaer rammer kodekset grundlæggende nok ved siden af, og kodekset opererer i et så enkelt univers, at man kan tvivle på, om den vil få noget mærkbart gennemslag på de øvre niveauer. Her ligger videns- og erfaringsniveauet utvivlsomt langt over kodeksets tilgang.

Reelt kan det samlet set være svært at se formålet med ”Kodeks VII” som andet end et forsøg på at afdramatisere viften af ”sager” om udfordringer for embedsmandsrollen, hvor for eksempel jura og politik ofte er tæt sammenvævet.

Hvis kulturen skal ændres, også på de niveauer, hvor presset på embedsmandsrollen i centraladministrationen er størst, er det fortsat op til embedsmandssystemet selv.

debat@altinget.dk