Embedsmænd skal kortlægge det udenrigs- og sikkerhedspolitiske landskab

En gruppe embedsmænd får et år til at analysere den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation samt identificere udfordringer og konsekvenser for Danmark. Analysen skal indgå i arbejdet med det næste forsvarsforlig.

Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske landskab er under stærk forandring. Det regelbaserede internationale samarbejde er udfordret og stormagtrivaliseringen er tilbage.

Det er vurderingen fra regeringen, der derfor har nedsat en analysegruppe, der skal udarbejde en faglig analyse af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation samt identificere de udfordringer og konsekvenser, den kan medføre for hele Kongeriget og Forsvaret.

Arbejdet ledes af ambassadør Michael Zilmer-Johns og er nu sat i gang. Analysen skal indgå i forberedelsen af det næste forsvarsforlig.

”Analysen skal forberede os på de kommende udfordringer, som et nyt forsvarsforlig skal tage hånd om og ligge i forlængelse af regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der kommer senere i år,” forklarer udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Solidt grundlag
Nedsættelsen af arbejdsgruppen kommer kort tid efter at regeringen indgik en aftale med partierne bag forsvarsforliget om udmøntningen af en såkaldt ”arktisk kapacitetspakke”, som skal give Forsvaret nyt arktisk isenkram for i alt 1,5 milliarder kroner.

Men flere investeringer i nye kapaciteter vil følge i årene der kommer. Og derfor er der brug for et fundament at bygge investeringsbeslutningerne på, pointerer forsvarsminister Trine Bramsen (S).

”Trusselsniveauet ændrer sig i disse år. Desværre ikke til det bedre. Truslerne bliver flere og mere komplekse. Derfor skal vi være på forkant med udviklingen og investere mere i vores sikkerhed. Vi skal investere klogt og i de kapaciteter vi reelt skal bruge - og derfor er det afgørende, at vi har et solidt grundlag. Her er analysearbejdet afgørende,” understreger Trine Bramsen.

Offentlig tilgængelig
Analysen ventes afsluttet senest primo 2022 med henblik på at kunne indgå i forberedelsen af det næste forsvarsforlig, der skal løbe fra 2024 og 4-6 år frem i tiden.

I forbindelse med afrapporteringen vil analysen blive gjort offentlig tilgængelig.

Igangsættelsen af analysearbejdet kommer knap fem år efter at ambassadør Peter Taksøe-Jensen i maj 2016 afsluttede et lignende analysearbejde med en udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Forrige artikel Oluf Jørgensen: Ny lovgivning bør rette op på en svag beskyttelse af whistleblowere Oluf Jørgensen: Ny lovgivning bør rette op på en svag beskyttelse af whistleblowere Næste artikel 5.000 udenlandske diplomater og familiemedlemmer kommer med i dansk vaccinationsprogram 5.000 udenlandske diplomater og familiemedlemmer kommer med i dansk vaccinationsprogram