Efter hjemsendelse: Miljøministeriet har fået ny departementschef

Christian Vindahl Vind er konstitueret som ny departementschef i Miljøministeriet, efter Henrik Studsgaard blev hjemsendt i kølvandet på minksagen.

Miljøminister Lea Wermelin (S) har udpeget Christian Vindahl Vind som konstitueret departementschef i Miljøministeriet.

Han overtager ledelsen efter Henrik Studsgaard, der onsdag blev hjemsendt som følge af minksagen.

”Jeg har arbejdet sammen med Christian i over tre år, og han er dygtig, vellidt og en kapacitet i Miljøministeriet. Derfor er jeg glad for, at han har sagt ja til at træde til," siger Lea Wermelin i en skriftlig kommentar.

"Christian har Miljøministeriet på rygraden efter så mange år, og jeg ser frem til vores samarbejde omkring alle de sager, som vi arbejder med,” fortsætter hun. 

Christian Vindahl Vind har været mere end 15 år i ministeriet, og har som afdelingschef været en del af topledelsen i ministeriet siden 2017. Han melder sig klar til nu at påtage sig ansvaret som departementschef.

"Jeg er glad for den tillid, ministeren har vist mig, og jeg glæder mig til at gå ombord i opgaven. For mig er det vigtigt, at vi fortsætter vores arbejde for et grønnere Danmark, og at vi fortsætter med at drive ministeriet godt og effektivt, så vi kan blive ved med at levere store resultater – og samtidig være en god arbejdsplads med et godt fællesskab," siger han.  

Før rollen som afdelingschef har han både været kontorchef, ministersekretær og fuldmægtig i ministeriet. 

Christian Vindahl Vind er 40 år og uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet i 2007. Han er gift og har to børn.

{{toplink}}

Forrige artikel Justitsministeriets departementschef får irettesættelse efter minksagen Justitsministeriets departementschef får irettesættelse efter minksagen Næste artikel Tidligere minister og forhenværende ambassadør bliver direktører i Dansk Erhverv Tidligere minister og forhenværende ambassadør bliver direktører i Dansk Erhverv