Dybvad-udvalg fremlægger længe ventet rapport i næste uge

Det seneste år har det såkaldte Dybvad-udvalg gransket forholdet mellem politikere, embedsmænd og medier. 3. marts fremlægger udvalget sine konklusioner og anbefalinger på Christiansborg.

De længe ventede konklusioner og anbefalinger fra det såkaldte Dybvad-udvalget udkommer fredag 3. marts.

Det skriver Djøf i en pressemeddelelse.

Det er blandt andre Instrukskommissionen og den efterfølgende rigsretssag mod Inger Støjberg, Minkkommissionen, Tibetkommissionen samt sagerne om Forsvarets Efterretningstjeneste, der har været med til at rokke ved tilliden til kvaliteten af arbejdet, der foregår mellem embedsværket og politikerne.

Derfor besluttede Djøf i januar 2021 at nedsætte ekspertudvalget, som fik til opgave at afdække forholdet mellem embedsværk, politikere og medier.

Udvalget er ledet af den tidligere departementschef Karsten Dybvad og tæller desuden tidligere ministre, eksperter og mediepersoner.

”Tillid er afgørende for vores demokratiske samfundsmodel, og derfor er det alvorligt, når sager rokker ved den – for det tager meget længere tid at opbygge tillid, end det tager at nedbryde den,” udtalte Karsten Dybvad ved udvalgets nedsættelse.

Konklusionerne bliver fremlagt på en høring samme dag på Christiansborg. Udvalget har desuden udarbejdet en række anbefalinger, der også præsenteres i Fællessalen.

Ved høringen vil derudover være samtaler og paneldebat mellem politikere, embedsfolk og mediefolk. Her vil der blive stillet skarpt på tillidskrisen til systemet, embedsværkets integritet og faglighed samt mediernes tempo.

Rapporten skulle være blevet offentliggjort i december 2022, men blev udskudt grundet SVM-regeringsforhandlingerne. {{toplink}}

Forrige artikel Nu kan alle besøge bunkeren, hvor de få skulle sikre demokratiets overlevelse Nu kan alle besøge bunkeren, hvor de få skulle sikre demokratiets overlevelse Næste artikel Kommunaldirektør hjemsendt med omgående virkning