Direktør for Økonomistyrelsen rykker til Skatteministeriet

Økonomistyrelsen skal finde ny direktør. Den nuværende direktør, Poul Taankvist, fratræder stillingen, da han bliver ny direktør for Vurderingsstyrelsen i Skatteministeriet.

Poul Taankvist, der er direktør for Økonomistyrelsen, har fået nyt job. Han skal fremover agere direktør for Vurderingsstyrelsen i Skatteministeriet. Derfor skal Økonomistyrelsen finde ny direktør.

”De kommende år står Vurderingsstyrelsen over for at skulle udsende nye ejendomsvurderinger og implementere de nye boligskatteregler. Det er en vigtig opgave, som kræver en sikker og kompetent person. Det er Poul Taankvist. Derfor er jeg selvsagt glad for, han har sagt ja til at løfte opgaven sammen med medarbejderne i Vurderingsstyrelsen,” siger skatteminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

Poul Taankvist blev direktør for Moderniseringsstyrelsen i 2015 og er sidenhen blevet direktør for Økonomistyrelsen.

"Poul har i sin tid som direktør for først Moderniseringsstyrelsen og siden Økonomistyrelsen spillet en stor rolle i at styrelsen, sammen med de mange dygtige medarbejdere, hver dag bidrager til at de statslige arbejdspladser er veldrevne og har de bedste forudsætninger for at lykkes med kerneopgaven," udtaler departementschef Peter Stensgaard Mørch i pressemeddelelsen.

Derudover har Poul Taankvist blandt andet en fortid som økonomidirektør i Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen.

Nu søger Økonomistyrelsen en ny direktør, der kan være med til at sikre, at de statslige arbejdspladser er veldrevne. Samtidig skal direktøren bidrage til at omstille de offentlige indkøb i en grønnere retning.

Stillingen som direktør for Økonomistyrelsen vil blive slået op snart.

Forrige artikel Skanderborg Kommune ansætter chef for ny byggeafdeling Næste artikel Dødsfald: Fhv. landsdommer Hans Martin Blinkenberg (81)