Tidligere ambassadør: Samuelsen udviser foragt for Folketinget

Af Niels Erik Andersen
Fhv. ambassadør 

Det er utilgiveligt, at Udenrigsministeriet i slutningen af 2018 har givet to forskere, der dyrker dansk krigsdeltagelse i årene 1993-2004, tilladelse til af citere direkte og indirekte fra Udenrigsministeriets optegnelser fra møder i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Forbud fra Folketinget
Det er uforståeligt, måske bare dumt eller arrogant, men en skærpende omstændighed, når Udenrigsministeriet træffer en beslutning om og handler i et spørgsmål, som Folketinget er blevet hørt om, men endnu ikke har svaret på.

Det er oplagt, at Udenrigsministeriet ikke alene kan tillade, at et folketingsmedlems udtalelser i et fortroligt forum som Det Udenrigspolitiske Nævn, i skikkelse af et spørgsmål, en kommentar, kritik, ros eller en politisk tilkendegivelse, uden videre stilles til rådighed for tredjemand med henblik på offentliggørelse. Såfremt det var Udenrigsministeriets ret at træffe en beslutning herom, så var der ingen grund til at spørge Folketinget.

Sagen bør afdækkes
Det er forståeligt, at Folketinget reagerer med afsky på Udenrigsministeriets adfærd, og at Folketingets Præsidium 30. januar 2019 vil drøfte sagen. Det er også helt forventeligt, at Folketingets Præsidium vil sikre sig mod gentagelser.

Det vil gøre offentligheden klogere og fokusere Præsidiets kommende møde forudgående af få afdækket,

• hvorfor Udenrigsministeriet med den viden, ministeriet allerede var i besiddelse af om Folketingets holdning til forskernes ønske, kortsluttede dialogen med Folketinget
• hvilke motiver der lå bag at gøre et enkelt, men meget principielt spørgsmål i et flerårigt forskningsprojekt til en hastesag, som berettigede til at tilsidesætte en behandlingstid på kun to-tre uger
• hvad der konkret ligger bag udenrigsministerens oplysning om, at tilladelsen til forskerne blev givet ”efter sædvanlig praksis”
• hvad det betyder, at forskerne ”i et vist omfang” kan referere nævnsmedlemmernes udtalelser (hvorledes er omfanget afgrænset?)
• om det har betydning for en afgørelse om at kunne citere, hvordan forskningsaktiviteten er initieret, besluttet eller finansieret, jf. henvisningen til undersøgelserne i 2012 og 2014
• hvorfor den beslutning, Udenrigsministeriet ensidigt har besluttet og meddelt forskerne, ”ikke kan tilbagekaldes”.

Upassende udenrigsminister
Det er fromt, men uigennemtænkt og frækt, når udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i en kommentar skriver, ”at regeringen har lagt vægt på at give forskerne størst mulig adgang til kildematerialet”. Han tegner dermed det billede, at Folketinget ikke har samme overskud og noble hensigter. Udenrigsministeren synes at glemme, at nok rådfører regeringen sig med Folketinget under møderne i Det Udenrigspolitiske Nævn, men de spørgsmål og synspunkter, medlemmerne af nævnet stiller og udtrykker, er personlige, selvsagt kalibreret i forhold til den politik, medlemmets parti står for.

Det Udenrigspolitiske Nævn er Folketingets organ. Der er sikkert både praktiske, ressourcemæssige, politiske og mindre ærefulde grunde til, at det er Udenrigsministeriet, som vurderer og nedskriver, hvad eftertiden skal vide om regeringens rådføring med Folketinget forud for beslutninger af større udenrigspolitisk rækkevidde.

Nødvendige forholdsregler
Det er imidlertid oplagt, at Folketingets Præsidium nu overvejer at lade Det Internationale Sekretariat tage noter, foretage optegnelser eller skrive egentlige referater af møderne i Det Udenrigspolitiske Nævn. Det vil kræve ressourcer, men det vil fjerne enhver tvivl (berettiget eller konstrueret) om ejerskabet til optegnelserne, og om hvilken myndighed der kan træffe beslutning om andres indsigt i og brug af en sådan indsigt.

En sådan beslutning vil selvsagt indebære en forudgående høring af Udenrigsministeriet.

debat@altinget.dk