Lektor: Giv embedsmænd en whistleblower-kanal

Af Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet

Rundt om i ministerier og styrelser er der i den seneste tid hængt store plakater op, der proklamerer værdierne fra det såkaldte "Kodex VII" om syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen. "Lovlighed", "sandhed", "faglighed” og "åbenhed om fejl” er nogle af de begreber, der pryder vægge og kaffekopper i et forsøg på at rehabilitere de klassiske embedsmandsdyder i kølvandet på en række kedelige sager.

Initiativet er velment, men ikke nødvendigvis virksomt. Et af de punkter, hvor der tilsyneladende er mere dybdegående problemer med kulturen i embedsværket, er vedrørende offentligt ansattes ytringsfrihed og synet på medarbejderes kritik.

Tre ud af fem frygter konsekvenser
I sidste uge offentliggjorde FTF deres seneste undersøgelse, der viste, at tre ud af fem tror, at det kan få negative konsekvenser for dem at udtale sig offentligt om kritisable forhold på deres arbejdsplads. I 2010 var det hver anden, der var af den opfattelse, så tallet er altså stigende. Andre faglige organisationer har gennemført lignende undersøgelser (fx Dansk Magisterforening), men DJØF har af uransagelige grunde ikke undersøgt situationen for deres medlemmer, og spørgsmål om ytringsfrihed og whistleblowing var heller ikke en del af den spørgeskemaundersøgelse, som det DJØF-initierede Bo Smith-udvalg gennemførte for nyligt. Men situationen for DJØf’erne er formentlig nogenlunde den samme. Nemlig at mange ikke tør udtale sig kritisk, fordi det vil blive opfattet som illoyalt over for arbejdspladsen, og fordi de er bekymrede for, om det vil gå ud over deres jobsikkerhed og karrieremuligheder.

Flere nyere sager giver desværre næring til opfattelsen af, at der er grund til bekymring. De fleste husker formentlig juristen Hans Bøgesvang Riis, der i 2013 skrev en kronik i Politiken om forholdene i Arbejdsskadestyrelsen, hvor han beskrev, hvordan et ensidigt fokus på produktion og effektivitet havde udraderet fagligheden i en sådan grad, at han ikke kunne stå inde for kvaliteten af sagsbehandlingen.

Han havde flere gange forsøgt at rejse kritikken internt, men forgæves, så til sidst så han sig nødsaget til at sige op og fremkomme med kritikken offentligt. En senere undersøgelse fra Kammeradvokaten viste, at op mod 50 procent af sagerne om tildeling af arbejdsskadeerstatning var mangelfulde eller fejlagtigt behandlet af myndighederne, så der kan næppe herske tvivl om, at kritikken var både vigtig og berettiget.

Kritik bliver ikke belønnet
Man kunne også nævne Eritrea-sagen, hvor to medarbejdere i Udlændingestyrelsen kom i vanskeligheder, fordi de – efter eget udsagn – ikke fagligt kunne stå inde for den endelige udgave af en landerapport om Eritrea, som de mente tegnede et for rosenrødt billede af situationen i landet og mulighederne for hjemsendelse af asylsøgere. Selv om de ansættelsesretlige advarsler til de to medarbejdere senere blev trukket tilbage af Justitsministeriet, er ingen af dem længere ansat i deres oprindelige stillinger.

Endelig kan man fremhæve sagen om landbrugspakken, hvor frustrerede embedsmænd anonymt berettede til Berlingske, hvordan forholdet til EU-retten (og den tvivlsomme overensstemmelse med EU-direktiver) systematisk blev undertrykt i den politiske proces. Embedsmændenes kritik blev på det kraftigste fordømt af den tidligere departementschef Bo Smith i DR 2's Deadline, som mente, at embedsmændene agerede politisk, og han opfordrede dem til at finde sig et andet job.

Det er ikke ligefrem sager som disse, der styrker troen på, at man i ledelserne ønsker større åbenhed om fejl, og at man trygt kan benytte sig af sin ytringsfrihed uden nogen form for negative sanktioner.

Det er derfor helt uforståeligt, at ingen statslige myndigheder har oprettet whistleblowerordninger, ligesom en lang række kommuner og private virksomheder gør i disse år. Med gode og gennemtænkte ordninger kan fejl opdages og problemer forebygges. Og de kan være en vigtig livline for de embedsmænd, som er stødt på alvorlige forhold, og som er usikre på, om en mere åben kritik vil blive vel modtaget af chefer, kolleger og arbejdsplads. Det er efter min opfattelse et helt natuligt skridt at etablere kanaler for whistleblowers, hvis intentionen om at rehabilitere de klassiske embedsmandsdyder skal tages alvorligt.

---
Klummen er bragt på Altinget: embedsværk 23. juni.

debat@altinget.dk