Esben Lunde ansætter ny topchef

JOBSKIFTE: Tejs Binderup er ansat som ny afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet.

Tejs Binderup er udnævnt til afdelingschef for afdelingen Fødevarer og Erhverv og de tre tilhørende kontorer, EU og Internationalt, Fødevarer og Veterinær samt Erhvervsregulering i Miljø- og Fødevareministeriet.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en mail til Altinget.

Binderup kommer fra en stilling som kontorchef for Miljø, Teknologi og Eksport i samme ministerium.

Tejs Binderup, der er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet, blev i 2009 ansat i Erhvervs- og Landbrugspolitisk Kontor i det daværende Fødevareministerium.

Efter nogle år som ministersekretær var han en kort overgang chef for det nyoprettede Strategiske Sekretariat under fødevareminister Dan Jørgensen.

Ny struktur
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) effektuerede i februar en ny organisering af departementet.

Omorganiseringen sker på baggrund af flytningen af Miljøstyrelsen til Odense i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser.

Den nye organisering betyder, at ministeriet har fået en ny struktur med fire søjler under departementschef Henrik Studsgaard, herunder søjlen Fødevarer og Erhverv, som Tejs Binderup altså nu er chef for. 

De øvrige søjler er Koncern, Land og Natur samt Miljø.

"Jeg vil som en del af topledelsen være med til at understøtte en kultur i ministeriet, hvor der er fokus på faglighed, troværdighed og ordentlighed, og hvor vi arbejder sammen og løfter i flok," siger Tejs Binderup om sit nye virke i ministeriet.

Forrige artikel Chef i Statsministeriet skifter til Børsen Chef i Statsministeriet skifter til Børsen Næste artikel Direktør går i protest mod udflytning Direktør går i protest mod udflytning