Civilt overblik: Et dansk fossil, en kovending og en donation i særklasse

UGEREVY: Storm over fondsdanmark og klimatopmøde i Paris. Vejrguderne har sluppet vilde kræfter løs over civilsamfundet i den forgangne uge.

Det var en mørk og stormfuld uge.

Men at Danmark har haft besøg af først Gorm og så Helga, skal ikke afholde os fra at anslå en optimistisk tone på vegne af det civile samfund.

For klimaet er jo på vej til at blive banket på plads. Det sker i denne tid i Paris under Cop 21, som gerne skulle munde ud i en global klimaaftale på fredag. Og så har klimaet bare at arte sig derefter.

Ved mødets start kunne Altinget blandt mange andre medier rapportere om en forsigtig optimisme. I hvert fald blandt statsledere og ministre.

Anderledes skeptiske var de ngo'er, som gerne ser langt højere politiske ambitioner. Og det fik den danske klimaminister, Lars Christian Lilleholt, at føle, da Danmark fik den tvivlsomme ære at blive udnævnt til 'Fossil of the day'. En pris, der gives af 950 ngo'er til lande, der står i vejen for fremskridt.

Den hånefulde prisoverrækkelse fik dog ikke klimaministerens fossilsmil til at stivne.

”Det kan jeg kun trække på smilebåndet over, for Danmark er et af de mest ambitiøse lande på klima-området,” sagde Lars Christian Lilleholt til DR.

Blæst over fondsverdenen
Også i fondsverdenen var sidste uge stormfuld.

Efter megen blæst om regeringens skatteindgreb – og ikke mindst om Skatteministeriets noget løse beregninger af konsekvenserne – vendte skatteminister Karsten Lauritzen (V) torsdag på en (flyvende) tallerken. Han meldte ud, at det nu kun var en af de to aflivningstruede særregler – det såkaldte konsolideringsfradrag – der måtte lade livet.

Men som det også fremgår af Altingets dækning af sagen, har skatteministerens kovending ikke formildet kritikerne. Også i den nye udformning vil indgrebet betyde færre uddelinger fra fondene til samfundet, påpeger de. 

Alligevel tyder førstebehandlingen af forslaget i Folketinget fredag eftermiddag på, at ministeren nu har fået sit flertal på plads ved at love, at den ekstra skatteregning til fondene ikke må blive på mere end 200 millioner kroner. 

Små og store penge
I Billund er man nok glad for, at reglerne ikke er trådt i kraft endnu. For her modtog man sammen med 11 andre kommuner, Aalborg Universitet og Center for Kompetenceudvikling, COK, i sidste uge hele 21 millioner kroner fra A.P. Møllers Fonde til et projekt kaldet 'Forskningsinformeret, målstyret skole- og kompetenceudvikling'.

Hvor stort det beløb end er, blegner det imidlertid over for det beløb, som den 32-årige stifter af Facebook, Mark Zuckerberg, og hans kone, Priscilla Chan, i den forgangne uge lovede at donere til velgørenhed. Parret vil over en årrække donere 99 procent af aktierne i Facebook, hvilket med den nuværende kurs svarer til den svimlende sum af 316 milliarder kroner.

Det har forståeligt nok vakt opsigt, selv i filantropiske kredse, hvor man er vant til at tælle i milliarder.

Herhjemme perspektiverede Berlingskes Claus Skovhus fænomenet ved at pointere, at den amerikanske gavmildhed til en vis grad er drevet af ønsket om at betale mindre i skat, hvorimod danske rigmænd har højere forståelse for, at deres skattebetalinger bidrager til at vedligeholde velfærdssamfundet.

Underskud i kassen - og i demokratiet
I Odense er der udsigt til, at pengeregnen over civilsamfundet bliver mindre næste år end i år. Musikfestivalen Tinderbox har gjort regnskabet op efter sommerens musikalske højtryk. Og med et minus på bundlinjen har festivalen besluttet, at antallet af frivillige næste år skal skæres ned fra 6000 til 5000, skriver Fyens.dk. Samtidig får hver enkelt frivillig også færre penge med hjem til sin forening.

Det er ikke kun i festivalbranchen, men faktisk i hele demokratiet, der er underskud. Derfor skal den demokratiske samtale have et skud vitaminer. I sin tiltrædelsestale konstaterede den formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, Kasper Sand Kjær, at politik er blevet en sportsgren, der varetages af professionelle politikere, meningsdannere, journalister og kommentatorer, mens befolkningen efterlades som tilskuere.

Her er DUF's nye formand, som kommer fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, på linje med den afgående formand, Signe Bo, som i dette interview på Altinget citerede Hal Koch for, at hver ny generation skal vindes for demokratiet. 

Ugen, der kommer
Vi går ind i en uge, der ud over det altoverskyggende klimatopmøde i Paris byder på et væld af begivenheder og runde fødselsdage.

I morgen, tirsdag, afholder Center for Frivilligt Socialt Arbejde sin decemberkonference. I Odense Congress Center vil der være workshops, debatter og vidensdeling med det formål at finde ud af, om det er muligt at måle effekten af frivilligt arbejde. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen er med på deltagerlisten.

Torsdag afholder CEPOS sin vækstkonference om blandt andet incitamenter på arbejdsmarkedsområdet. Også her er der prominente gæster – heriblandt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), udenrigsminister Kristian Jensen (V) og den radikale partileder Morten Østergaard.

Samme dag uddeler Rådet for Menneskerettigheder Menneskerettighedsprisen. Den går til en person eller organisation, som har gjort en særlig indsats for menneskerettigheder i Danmark, Grønland eller Færøerne.

Til sidst har vi lige plads til tre fødselsdage. Lad os starte med den mand, der må komme tættest på det, vi i pressen kalder en rubriksnedker. Svend Erik Hovmand er nemlig både uddannet journalist og tømrer. Han er også tidligere minister og nu bestyrelsesformand i Femern Belt Development. Og han fylder 70 år tirsdag.

Anders Frandsen, public affairs direktør i Rud Pedersen og tidligere særlig rådgiver for Connie Hedegaard og Charlotte Sahl-Madsen, fylder 40 onsdag 9. december.

Og Jan Steffensen, som er generalsekretær i Dansk Firmaidrætsforbund, fylder 60. Det er også om onsdagen.

Så skulle du være klar til at træde ind i en uge, der ifølge DMI byder på mildere vinde. Men lad nu være med at lægge det vind- og vandtætte overtrækstøj for langt væk. Det er aldrig til at vide helt præcist, hvornår en ny storm er under opsejling. 

Forrige artikel Skatteministeren fik sit flertal for fonds-skat Skatteministeren fik sit flertal for fonds-skat Næste artikel Altinget: energi og klima er kommet på Twitter Altinget: energi og klima er kommet på Twitter