Carlsbergfondet: Fonde søger måder at løse store, risikofyldte problemer
DEBAT: Jeg ser en tendens til, at fondene i stigende grad ser behovet for nye arbejdsmetoder, som gør dem i stand til at arbejde med samfundsudfordringer, der er mere risikofyldte, skriver Flemming Besenbacher.
Af Flemming Besenbacher
Formand for Carlsbergfondet
I artiklen ”Sociale entreprenører: Der er noget helt galt i fondsverdenen” adresserer Morten Møller Holst og Stefan Maard behovet for at finansiere FN's 17 verdensmål og kritiserer samtidig fondene for ikke at være tilstrækkelig risikovillige. Det kalder på en kommentar.
Verdensmål nummer 17, Partnerships for the Goals, er det mål, som binder alle de andre 16 mål sammen, og det i sig selv gør det til et helt essentielt mål at indfri. Det er indlysende, at uden stærke partnerskaber kan ingen af de 17 verdensmål eller 169 delmål opnås, da de er så komplekse, at der kræves transformative partnerskaber, hvor alle relevante aktører fuldt integreres i de respektive projekter.
Fonde kan samle aktører
Som Stefan Maard påpeger i artiklen, så har private fonde god mulighed for at tænke langsigtet. Dertil kommer også ressourcer som viden, erfaring og netværk. Fondene har også den fordel i forhold til etablering af samarbejder, at de er ret neutrale aktører sammenlignet med virksomheder, offentlige institutioner med videre, som måske kan siges at have klarere politiske motiver.
Desuden vil jeg også mene, at de er mere agile og mindre bureaukratiske sammenlignet med mange andre typer organisationer.
Det giver fondene en unik placering i forhold til at samle de nødvendige aktører om et verdensmål. Jeg er derfor meget enig med Morten Møller Holst, når han siger, at den filantropiske sektor er suverænt positioneret til at vise lederskab i forhold til det 17. verdensmål.
Samarbejde på tværs af landegrænser
NGO'en UNLEASH, som jeg er formand for, arbejder for hvert år at samle 1000 unge toptalenter et sted i verden for at komme med innovative løsninger på verdensmålene. Ideen er, at det skal ske i tæt samarbejde med især virksomheder, men også andre centrale aktører som investorer, fonde, offentlige organisationer, universiteter og så videre.
Det initiativ har jeg taget blandt andet fordi, jeg ikke tror på, at reel forandring i den store skala, som der er behov for, kan ske uden, at vi arbejder sammen på tværs af landegrænser og faglige skel.
Jeg vil derfor argumentere for, at UNLEASH er et glimrende eksempel på SDG nummer 17.
Behov for arbejdsmetoder til at arbejde med risikofyldte samfundsudfordringer
Til kritikken om manglende risikovillighed vil jeg sige, at det er vigtigt at huske på og anerkende fondenes udgangspunkt, nemlig deres fundatser.
De private fonde har alle en klar fundats, som overordnet fortæller fondenes bestyrelser, hvordan de skal agere, og det sætter grænser for, hvordan den ”filantropiske kapital” kan anvendes.
Den frie kapital, som ikke er bundet af bundet af fundatsen, skal omvendt give afkast, så det gør naturligt, at fondene ikke bare kaster sig over nye, ukendte investeringsmuligheder – hvor gode og bæredygtige de end er.
Men omvendt har fondene nok også meget været bundet af en form for ”business as usual”, der ikke har lagt op til at løbe stor risiko ved at kaste sig ud i anderledes projekter – hvilket nok også skyldes, at der ikke ligefrem er mangel på efterspørgsel på fondenes kapital.
Men helt overordnet ser jeg en tendens til, at fondene i stigende grad ser behovet for nye arbejdsmetoder og strategier, som gør mange af dem i stand til at arbejde med samfundsudfordringer, der også er mere risikofyldte.
Klumme: Civilsamfundet bør være et valgtema til KV17
