Venstres drejebog holder ikke

Det kan vise sig at blive den dyreste sejr, en dansk partiformand nogensinde har vundet.

Da Lars Løkke Rasmussen for et år siden fastholdt posten som Venstres formand, lignede det mistænkeligt en Pyrrhussejr.

For de langsigtede konsekvenser af sejren risikerer at føre direkte ud i nederlaget. Det er blevet illustreret ubarmhjertigt i valgkampens første dage.

Amatøragtigt
Der er flere årsager til, at Helle Thorning-Schmidt vinder frem, og at Venstre ligger til en brutal nedtur. Det er ikke kun kludderet i Venstres valgmaskine, der bærer skylden – selvom den ekstremt uprofessionelle start selvfølgelig er medvirkende.

Lars Løkke var efter alt at dømme i god tro, da han på dag 1 turnerede rundt med sit Panorama-eksempel. Men at hans stab ikke har sikret sig, at eksemplet er dokumenterbart, er lallende amatøragtigt. De ansvarlige bør ikke alene have røde ører, men også røde bagdele.

Havde Løkke været en politiker med tårnhøj troværdighed – som han var for bare to år siden – havde skaden været til at overse. Som da SF's Villy Søvndal slap nådigt fra sin mildt sagt upræcise opregning af, hvor mange plejehjem han havde besøgt under valgkampen i 2007. Men er man en presset politiker med ringe troværdighed, kan man ikke tillade sig at sætte så meget som en tå forkert.

Det politiske limbo
Det er, som om man i kredsen omkring Løkke ikke til fulde har forstået konsekvenserne af den stribe sager, formanden har været igennem. Her har man trøstet hinanden med, at ”Lars er meget stærk i en valgkamp, hvor han kommer op i et helt andet gear.” Og satset på, at Løkke kunne gentage sin glimrende præstation fra 2011.

Men referencen til valgkampen i 2011 er uden mening. For der kommer et tidspunkt, hvor vælgerne simpelthen afskriver en politiker. Som det skete for Lene Espersen (K) i 2010 og Naser Khader (NA/K) i 2007. Ender man først i det limbo, hører vælgerne ikke længere på én – uanset hvor hårdt man arbejder, og hvor godt man argumenterer.

Meget tyder på, at det er det, der er sket for Løkke.
Dermed kan dette folketingsvalg blive det første, hvor den stærkeste fløj mister de afgørende stemmer på grund af personlig modvilje mod dens statsministerkandidat. Den enkle – og grundlæggende lidt primitive – socialdemokratiske strategi med at gøre folketingsvalget til et præsidentvalg er foreløbig lykkedes over al forventning.

Ingen sællert
Selvom det personlige element ser ud til at spille en langt større rolle end normalt i danske valgkampe, er der lige så væsentlige politiske elementer bag Venstres tilbagegang.

Således er den nulvækst i det offentlige, Løkke proklamerede tilbage i 2012, kommet tilbage som en boomerang af bly. Nulvækst har i sig selv en negativ klang, og selvom Venstre siden har forsøgt sig med det mere polerede ”udgiftsstop”, er nulvækst blevet hængende.

Det er en fejlvurdering at tro, at vælgernes flertal er specielt optaget af at holde væksten i den offentlig sektor i ro. Det er de ikke: Som en Gallup for Berlingske netop har vist, er det kun tre ud af ti vælgere, der går ind for nulvækst.

Med nulvækst har Thorning fået et punkt, hvor hun kan hamre løs. Specielt når hun kombinerer det med sundhed, som er vælgernes allervigtigste emne. Selvom Venstre har friholdt sundhedsområdet fra nulvækst, kommer Løkke konstant i defensiven, når han skal forklare, hvor han vil finde penge til mere sundhed, når han nu går ind for nulvækst.

Tvivlsomt mantra
Knap så galt er det med et andet af Venstres slagnumre, nemlig: ”Det skal kunne betale sig at arbejde”. Det støder næppe mange vælgere fra sig, men det er heller ikke lige i øjet.

Det afgørende problem er nemlig ikke, at folk på overførselsindkomster får for lidt ud af at arbejde. For man skal normalt stå til rådighed for arbejdsmarkedet som betingelse for dagpenge og kontanthjælp. Problemet er snarere, at der findes adskillige eksempler på, at kommunerne ikke håndhæver den rådighedsforpligtelse.

Kører Venstre videre på en ensidig økonomisk dagsorden, risikerer partiet at tabe. Bortset fra i dybe krisetider som i 2011 kan man ikke samle et vælgerflertal bag en økonomisk strammerkurs.

Foghs succesopskrift
Derimod ligger et solidt flertal på en strammerlinje, når det gælder udlændingepolitikken. Det er det næstvigtigste emne for vælgerne, men det har indtil videre fået en stedmoderlig behandling i valgkampen.

Nogle har fremført, at Løkke for alvor spillede udlændingekortet i søndagens duel med Thorning. Men det er en overfladisk betragtning.

Typisk for Løkke var det stort set kun det økonomiske element af udlændingepolitikken, han tog op i debatten: Hvor meget det forøgede antal asylansøgere koster, hvor meget man kan spare ved at genindføre lavere ydelser til nytilkomne udlændinge m.v. Den egentlige værdidebat lod han ligge. Men det er der, det politiske sprængstof findes.

De fleste danskere kan formodentlig godt leve med, at man får ekstra udgifter til asylansøgere, der flygter fra en barsk krig. Men de færreste kan leve med, at der dannes fascistoide islamistiske grupper, at der er terrortrusler på dansk grund, at der opstår indvandrerbander, at kvinder ikke behandles som ligeværdige – eller at der opbygges fjendtligt indstillede parallelsamfund midt i de danske byer.

Det var den del af værdipolitikken, ikke mindst krydsfeltet mellem udlændingepolitik og retspolitik, der gav Anders Fogh Rasmussen (V) den overbevisende sejr i 2001. Men det er ikke den indgang til politikområdet, Løkke har valgt.

Game changer
I Dansk Folkeparti er man bestemt ikke imponeret over alliancepartnerens præstationer i valgkampen, og DF vil senere i valgkampen tage fat i de klassiske mærkesager på rets- og udlændingeområdet.

Indtil videre har DF-formand Kristian Thulesen Dahl dog været meget afdæmpet i værdipolitikken og koncentreret sig om at fremstå som blå bloks sociale garanti. Det er vigtigt for at fastholde de vælgere, der ikke er helt trygge ved Løkkes velfærdspolitik.

Men DF kan ikke tillade sig at vente ret længe, hvis udlændingepolitikken skal ind i valgkampen. Kommer emnet først ind på et tidspunkt, hvor blå blok ligefrem står til at tabe, vil det blive set som et kynisk og desperat træk i en presset situation.

Thornings vilde held
Socialdemokraterne har i valgkampens første fase redet videre på den optur, Thorning har haft siden nytår. Partiet er målbevidst gået efter den gruppe vælgere mellem S, V og DF, der afgør valget – og kampagnen ”Det Danmark, du kender” er kirurgisk snittet til denne vælgergruppe.

Det er rigtigt analyseret og præcist effektueret.

Men den solide socialdemokratiske indsats i det sidste halve år ændrer ikke ved, at de tre første år i regering var en fortløbende katastrofe for partiet.

Det er sigende, at Thorning udskrev valget på emner som "lederskab" og "vækst i det offentlige forbrug". Eller frit oversat: Løkkes manglende troværdighed og nulvækst. Begge dele foræringer fra Venstre. Uden de gaver havde Thorning højst været i stand til at minimere sit nederlag.

erik@altinget.dk