Tvivlsom fornyelse

Koncentrat af lederen "Tvivlsom fornyelse" i Jyllandsposten 23/3 2005.

FORMANDSKANDIDATEN Frank Jensen skyder nok ved siden af, når han i et brev advarer Socialdemokratiets borgmestre mod at støtte Helle Thorning-Schmidt, fordi partiet så risikerer at ende som et nyt Centrum-Demokraterne.

(...) For traditionalisten Frank Jensen vil borgmesterstøtten naturligvis være uvurderlig, for det er her, man finder de borgmestre, som appellerer stærkest til vælgerne. De københavnske omegnsborgmestre stod som de eneste for fremgang ved det seneste kommunalvalg, hvor partiets tilbagegang ellers var markant. Den opnåede de bl.a. ved at tone rent flag i indvandrerpolitikken, som de har tacklet fremsynet og fornuftigt.

Selv om substansen i Helle Thorning-Schmidts program ikke har udkrystalliseret sig, må det for potentielle støtter blandt almindelige vælgere nok tale til hendes fordel, at hun får så stor opbakning i den del af partisystemet, som tegner fremgang, idet man må formode, at det er her, fornyelsen også har grobund, hvis partiet skal overleve.(...)

Det farligste for partiet er, at de tiltagende hadekampagner skaber åben splittelse i de kommende uger, og apropos politiske dødssejlere kan en Frank Jensen-sejr baseret på stemmer fra de udpræget klassebevidste og ideologisk set tilbageskuende partimedlemmer blive det største problem. (...)

Forrige artikel A-kassekoncern må væltes - tør VK? Næste artikel Personfnidder