Stem nej til forfatningstraktatens Europastat

EU-konventet har spillet ud med et forslag til en EU-forfatning (grundlov). En forfatning er noget, man har for en stat, men det skal helst ikke stå alt for klart for vælgerne ved den kommende danske folkeafstemning.

Derfor bruger man begreberne forfatning og grundlov så lidt som muligt i debatten. I stedet fokuserer det unionsivrige flertal af danske politikere med statsministeren i spidsen på de mindre betydningsfulde udenomsværker, som f.eks. antallet af kommissærer og deres stemmeret eller mangel på samme.

Samtidig betegner man omhyggeligt EU-konventets værk for et udspil til en "forfatningstraktat" for at berolige vælgerne med, at det jo bare drejer sig om en ny traktat, sådan som vi har oplevet det mange gange før. I normalt sprogbrug er en traktat en international aftale, som indgås mellem selvstændige nationer i forbindelse med løsningen af konkrete opgaver. De færreste kan gennemskue det skred i sprogbrugen, der er sket i EU-sammenhæng.

Vedtaget som foreslået
En række af de store EU-lande inklusive Tyskland, Frankrig og Italien ser helst, at Konventets udspil bliver vedtaget, som det står. Derfor skal man ikke forvente større ændringer i de grundlæggende principper for Konventets udspil.

Men helt uden ændringer slipper de store lande næppe. Som eksempler på stridspunkter kan nævnes, at Polen og Spanien vil insistere på, at Nice-traktatens stemmevægte opretholdes, og en række små og mellemstore medlemsstater vil kæmpe for, at de store EU-lande ikke får en dominerende indflydelse. I øvrigt vil de danske medier især fokusere på statsministerens tapre kamp for at få de danske forbehold skrevet ind i den nye forfatning.

På den måde kan den danske debat om substansen i selve forfatningen, som det socialdemokratiske medlem af EU- parlamentet Torben Lund ærligt har kaldt en forbundsstat minus fem procent, let ende med at drukne i larmen om de tekniske detaljer.

Derfor er det bydende nødvendigt, at unionsmodstandere og -skeptikere ihærdigt og systematisk informerer om de væsentlige punkter i den nye EU-forfatning.

Skridt i retning af EU-stat
I det følgende giver jeg Minoritetspartiets bud på de afgørende skridt i retning af en EU-stat, som er indeholdt i Konventets udspil.

Målet er en EU-stat: Europas Forenede Stater. Hvis man som Torben Lund påpeger, at forslaget fra EU-konventet er et stort skridt i retning af en forbundsstat, bliver dette straks afvist af unionstilhængerne: det drejer sig ikke om en stat, men om en helt ny opfindelse, som ganske vist kan minde om en stat, men som samtidig er et samarbejde mellem selvstændige nationer.

Det skal man dog ikke lade sig narre af. Hvis man er i fuld gang med at eliminere den sidste selvstændighed for de nationale stater til fordel for en statsopbygning, så er opfindelseshøjden ikke stor nok til at fortjene en ny betegnelse. Hvis et dyr brøler som en ko og ligner en ko - så er det nok en ko.

Lær begreberne én gang for alle
For at gennemskue hvad EU-konventets forslag indebærer, er man desværre nødt til at lære sig betydningen af en række begreber og institutioner, som vil blive flittigt nævnt i debatten i de næste ni måneder. Det er en nødvendig tidsinvestering, som kræves for at kunne deltage aktivt i den demokratiske beslutningsproces.

Forfatningsteksten består af fire dele: I (Forfatningsdelen), II (Charter om grundlæggende rettigheder), III (Politikker for forskellige områder) og IV (Ophævelse af tidligere traktater). Del IV indebærer, at den nye forfatning erstatter alle tidligere EU-traktater.

De vigtigste nydannelser står i del I., som indledes med en række gribende og smukke hensigtserklæringer, som de færreste civiliserede mennesker kan være uenige i. Problemet er, at det hovedsageligt er vinduespynt, og at de konkrete magtbeføjelser, som efterfølgende beskrives i del I, i realiteten først og fremmest indebærer overførsel af kompetence fra de nationale parlamenter til de centrale institutioner i Bruxelles.

EU-præsident
En central, og indtil videre ret upåagtet, institution er Det Europæiske Råd, som består af medlemsstaternes regeringschefer. Dette råd får ifølge forslaget stærkt øget magt, og formanden for rådet får rollen som en slags EU-præsident.

Et af de skræmmende forslag er, at Det Europæiske Råd får mandat til at ændre EU-forfatningen uden at have et mandat fra de nationale parlamenter (artikel I-24, stk. 4). Rådet kan således ændre beslutningsproceduren for et område fra at kræve enstemmighed til at ske ved kvalificeret flertal.

Det er sandelig en "gummiparagraf", der vil noget!

Højesteret kan vel ikke med æren i behold hævde, at dette er i overensstemmelse med Grundlovens paragraf 20 om afgivelse af suverænitet "i nærmere bestemt omfang"?

Åleruse-effekt
Inden for statskundskaben kalder man princippet i artikel I-24, stk. 4 for "kompetence til kompetence", og i EU-jargon kaldes paragraffen for "passarellen" ("gangbroen"), fordi den kan overføre beslutninger fra enstemmighed til flertalsproceduren.

Ændringer af denne art skal ifølge forslaget ske med enstemmighed i Det Europæiske Råd, men det kan en tilfældig gruppe af statsministre jo også lave om på - med enstemmighed. Og så er der i praksis ingen vej tilbage. Det er vigtigt at være opmærksom på denne "åleruse-effekt", så man ikke lader sig lulle i søvn på basis af et eksisterende krav om enstemmighed.

Det Europæiske Råd udnævner også en EU-udenrigsminister, som varetager unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (artikel I-27). Udenrigsministeren skal vælges blandt EU-Kommissionens næstformænd, så Kommissionen også får en bid af kagen.

Man må forudse en række kompetencestridigheder mellem EU's præsident og dens udenrigsminister på grundlag af følgende passus i artikel I-21, stk. 2, hvor der om Det Europæiske Råds formand (præsidenten) står, at vedkommende varetager Unionens repræsentation udadtil på de områder, der hører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, "uden af dette berører udenrigsministerens kompetence". Der kan komme et interessant magtskuespil ud af den sidste delsætning, men det bør ikke forføre nogen til at gå ind for dette skuespil.

Statslignende konstruktion
Med en EU-præsident, en EU-udenrigsminister og et magtfuldt Europæisk Råd er vi allerede langt inde i en statslignende konstruktion. Men det stopper ikke her. Ifølge artikel I-6 skal unionen have status af "juridisk person". I dette begreb ligger, at Unionen har retten til at indgå alle internationale aftaler med tredjelande.

I traktatens artikel I-12, stk. 2 udtrykkes det på følgende måde: "Unionen har enekompetence til at indgå internationale aftaler, når indgåelsen er nævnt i en EU-retsakt, når den er nødvendig for at give Unionen mulighed for at udøve sin kompetence på internt plan, eller når den berører en intern EU-retsakt."

Man skal have en livlig fantasi for at finde frem til et område, hvor et medlemsland frit kan indgå aftaler med tredjelande. Hvem talte om samarbejde mellem selvstændige nationer?

EU-rettens forrang
Endelig skal nævnes den vigtige artikel I-10 om EU-rettens forrang. Her står i stk. 1: "Forfatningen og den ret, der er vedtaget af Unionens institutioner under udøvelsen af de beføjelser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret."

Dette punkt har også været berørt i tidligere traktater, men forretten har ikke været generelt accepteret, og flere lande inklusive Tyskland har sagt fra. Hvis EU-forfatningen i den nuværende form ratificeres, anerkender medlemslandene, at deres retssystemer på forfatningens områder er underordnede i forhold til Unionens retssystem. Hvordan mon det rimer med den danske grundlov?

Derfor siger Minoritetspartiet nej
Minoritetspartier går ind for et fleksibelt samarbejde i Europa og et Europa præget af kulturel mangfoldighed. Alle medlemsstater behøver ikke at være med i alt, og enhver medlemsstat skal frit kunne indgå bilaterale og multilaterale aftaler med andre nationer. Danmark (og andre europæiske lande) skal tale med egen stemme i internationale institutioner som f.eks. WTO.

Den foreslåede EU-forfatning går på alle væsentlige punkter direkte imod de principper, som Minoritetspartiet ønsker for det europæiske samarbejde.

Det betyder ikke, at der slet ikke er nogen forbedringer at spore i Konventets udspil. Det må kaldes en forbedring, at der bliver færre og klarere beslutningsprocesser og lovformer, og at spillereglerne bliver klarere og lettere at forstå med den nye tekst.

Men det hjælper jo ikke at indføre enkelte tekniske forbedringer, når de grundlæggende principper i EU-forfatningen går i den helt forkerte retning. Derfor anbefaler Minoritetspartiet, at man stemmer Nej til EU-forfatningen.

Et nej vil genstarte processen
Det er langt fra udelukket, at en række EU-lande vil stemme nej til forfatningen - hvis vælgerne får en mulighed for at stemme. Hvis bare et af de store medlemslande er blandt nej-sigerne, må det antages, at hele processen starter forfra. Det vil give en velkommen tænkepause, som forhåbentlig ender med, at EU kommer til fornuft og går ind for et fleksibelt europæisk samarbejde.

Hvis Danmark ender med at stå alene med sit nej, er EU-forfatningen stadig formelt faldet på gulvet. I det scenarie forventer man, at de øvrige EU-lande vil spille bolden tilbage på Danmarks banehalvdel og anmode om et dansk udspil. Hvis Danmark fastholder, at forfatningsforslaget er bortfaldet, kan man ikke udelukke, at de øvrige EU-lande alligevel går videre under henvisning til Nice-traktatens mulighed for "forstærket samarbejde", men de kan ikke fratage Danmark dets eksisterende rettigheder.

Under alle omstændigheder står Danmark i en stærk forhandlingsposition efter et nej, og den gryende skrækkampagne om, at vi vil være helt ude i den kolde sne, er uden hold i virkeligheden. Det er vigtigt, at disse realiteter kommer klart frem i forbindelse med debatten i de kommende måneder.

debat@altinget.dk