V-nej til flere kommissærer
Ellen Trane Nørby, der stiller op til Europa-Parlamentet for Venstre, støtter i dette indlæg EU-konventets forslag om at begrænse antallet af kommissærer. Dermed går hun imod sin partiformand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, der forleden vendte om og gik ind for hvert medlemsland sin kommissær. Ellen Trane Nørby frygter, så mange kommissærer vil føre til ren beskæftigelsesterapi.
EU skal gøres stærkere og slankere. Det betyder blandt andet, at man fra tid til anden skal stoppe op og stille sig selv spørgsmålet; Er det her virkeligt at anliggende for EU, eller kan opgaven ligeså godt, måske endda bedre løses på et andet niveau, tættere på de personer, som det vedrører? Det sker desværre alt for sjældent i dag.
Derfor er det bekymrende at se, at der er mange lande, som stadig ønsker at fastholde en EU-Kommission, hvor alle lande har en kommissær og de store lande to, som alle sidder på hver sit politiske område.
Jeg gentager: hver sit politiske område. Dvs. 30 områder for den kommende Kommission. Jeg tillader mig at spørge, hvad er det disse mange kommissærer skal beskæftige sig med? Hvor skal de 30 kommissærbiler parkeres? Hvor skal de nye DGer (ministerier) være?
Allerede i dag er der stor konkurrence de enkelte kommissærer i mellem i forhold til, hvem der dækker hvilket område og foreslår hvad. Det betyder efter min mening allerede en overproduktion af lovgivning. Jeg frygter et kaos en kommission på 30+ områder vil medføre.
Beskæftigelsesterapi
Hvis man spørger en repræsentant for Kommissionen om de kan finde arbejde til 30 kommissærer eller flere, så vil svaret være ja. Og det er vel klart. Selvfølgelig ønsker man fra Kommissionens siden en udvidelse af lovgivningsområdet. Selvfølgelig kan man finde områder man kan beskæftige sig med. Spørgsmålet er bare, om det er det, man skal.
Hvorfor i alverden skal EUs vigtigste institution være et organ for beskæftigelseterapi? Konventet om fremtidens Europa har foreslået en model, hvor man i fremtiden har 13 politiske områder med hver sin kommissær.
En formand for kommissionen og så en næstformand, der varetager udenrigspolitiken. Dermed begrænses politiken til 13 hovedområder og Udenrigspolitiken. De øvrige kommissærer skal så blot agere lytte, tale og repræsentant for de øvrige lande.
Pladserne fordeles på rotationsbasis. Det princip bør man fastholde. Alt andet vil skabe mere lovgivning. Med mindre man forventer at alle de ekstra kommissærer ikke skal lave noget.
