Skattestop for skatteål

Koncentrat af lederen "Hul" i Politiken, den 26. december 2003

Ministertjek: Svend Erik Hovmand

FORSVAR SKATTESTOPPET og hold lav profil, lød opdraget til Svend Erik Hovmand (V), da han for godt to år siden blev sat i spidsen for Skatteministeriet. Indtil 11. november i år havde Svend Erik Hovmand opfyldt opgaven til fulde. (...)

I hvert fald har Svend Erik Hovmand i regeringens første to år konstant hørt til de mest folkekære ministre, hvis man skal tro meningsmålingerne.

Men meget har ændret sig siden 11. november, da det kom frem, at teleselskabet TDC havde udnyttet et hul i lovene til at trække milliarder af kroner, som selskabet aldrig havde haft, fra i skat. Tilmed et hul, som den tidligere socialdemokratiske minister Frode Sørensen havde været i færd med at lukke, kort før han forlod Skatteministeriet. (...)

Den pinlige TDC-sag fik straks Anders Fogh Rasmussen (V) til at love forstærket indsats mod skattehuller.(...)

Først for Skatteministeriet ud for at lukke et hul i den nye lov om beskatningen af nordsøolien, selv om ministeriet anså det for helt usandsynligt, at hullet kunne misbruges.

Derefter nægtede ministeriet at lukke det mest oplagte hul i den samme lov, nemlig det groteske investeringsfradrag på 250 pct., med det endnu mere groteske argument, at hullet var aftalt med olieselskaberne. Så her gælder skattestoppet øjensynligt også.

At skattestoppet ikke blot skævvrider og skader skattesystemet, men også skaber et samfund, hvor skatteål får uhyre let ved at sno sig, kan man dog ikke klandre skatteministeren for.

Ligesom man heller ikke kan klandre Hovmand for, at statsministeren med overlæg udnævner inkompetente mennesker til ministre.

Forrige artikel Diskrimination ikke integration Næste artikel Nytårstale uden velfærd