Diskrimination ikke integration
Koncentrat af lederen "Ministertjek" i Politiken, 27. december 2003
MAN SIGER, at målet helliger midlet. Det er ikke sandt. Målet bestemmes tværtimod af de midler, der tages i brug for at nå det. Hvis man for at opfylde et bestemt, angiveligt ædelt, formål anvender uacceptable midler, har man allerede givet en præcis beskrivelse af sit mål.
Hvis Danmark i sin politik over for flygtninge og indvandrere og deres børn tager midler i brug, der er på kant med internationale konventioner, er diskriminerende, stigmatiserende eller nedværdigende på grænsen til det racistiske, så er de hensigter, der ligger bag denne praksis, lige så uædle som midlerne selv.
Venstremanden Bertel Haarder blev sat på en bunden opgave, da han for to år siden fik overladt Integrationsministeriet. Han skulle klare en udfordring, adskillige socialdemokratiske ministre havde knækket nakken på, og som givetvis kostede det store arbejderparti sejren ved valget i 2001. Han skulle bringe antallet af asylansøgninger og familiesammenføringer dramatisk og synligt ned. Haarder har leveret resultater i en grad, der har tvunget Dansk Folkeparti til at søge andre græsgange i deres fremmedfjendtlige agitation. Og Socialdemokratiet til at slå hælene sammen og følge trop.
Men hans metoder har ført ham ud i et stadig dybere morads. Senest har vi fået en lov, der diskriminerer mellem biologiske børn og adoptivbørn, når det gælder eventuelle sammenføringer med en udenlandsk ægtefælle. Man begynder med en dårlig lov, som man så bøder på med stadig mere absurde påfund i stedet for at tage det fejlagtige udgangspunkt op til revision. (...)
BERTEL HAARDER er den borgerlige regerings eneste ægte ideolog. Han er liberal af overbevisning, og når han er på hjemmebane, er han et oprigtigt menneske, der langer stærke, personlige argumenter over disken. Oppositionen gør klogt i at tage ham alvorligt.
Men det gør han måske også selv.
Det er dokumenteret, bl.a. af forskeren Kim U. Kjær fra Institut for Menneskerettigheder, at Danmark overtræder internationale konventioner ved at hindre flygtninge i at nå hertil og søge asyl. Danmark er et af de mest diskriminerende og lukkede lande i Europa. Og regeringen er helt enig. Det er derfor, den vil fastholde vores retlige forbehold i EU, selv hvis de tre andre forbehold måtte falde.
De seneste fiksfakserier omkring 28-års grænsen for familiesammenføring for danske statsborgere kaldes indirekte (men i dette tilfælde forsætlig) diskrimination. Eva Smith, professor, dr.jur., konkluderede i oktober her i avisen, at 28-års lovens sigte er at diskriminere. Etniske danskere skal kunne hente en ægtefælle i udlandet, men det skal danske statsborgere af anden etnisk afstamning ikke kunne. Det strider direkte imod loven om etnisk ligestilling, der blev vedtaget i maj. For man må ikke med tilsyneladende neutrale bestemmelser stille personer af en bestemt etnisk oprindelse ringere end andre.
Haarder har forsøgt at begrunde sine lovinitiativer med, at de vil hindre tvangsægteskaber. Men argumentet holder ikke. For den bundne opgave, han med regeringsgrundlaget i ryggen påtog sig, var at reducere antallet af udlændige i Danmark. Det står der sort på hvidt. Resten er udenomssnak.
HELLER INGEN misforstår det budskab. Det harmonerer med hele den fremmedfjendske stemning, der er disse loves årsag og drivkraft. Deres resultat er åbenlys diskrimination, men de har også en mindre iøjnefaldende følge. Når man fokuserer proportionsløst på fremmede, marginaliserer og ekskluderer man et mindretal fra det, vi opfatter som det normale Danmark. Man stempler det og sårer det. Denne nedværdigelse rammer præcis de samfundsgrupper, der har det største behov for social integration.
Efter en højesteretsdom, der gjorde det muligt at betegne visse af Pia Kjærsgaards udtalelser som racistiske, har dette ord været til debat. Alle er enige om, at det ikke må banaliseres. Men det står fast, at ordet betegner en vilje til at diskriminere eller afgrænse sig positivt i forhold til andre etniske eller religiøse grupper, som anses for mindreværdige.
I de senere år er der sket en stærk forskydning hen imod et miskmask af religiøs racisme og grov forskelsbehandling.
Bertel Haarders virke som lovgiver har beklageligvis ikke gjort den mistanke mindre.
