S: Regeringen har medansvar for takststigninger

Skatteminister Svend Erik Hovmand (V) beklagede på et møde, at det – fordi ”skattestoppet virker og er gennemført”….. ”har følgevirkninger, når kommuner må hæve taksterne i f.eks. daginstitutioner og at udgifterne til offentlig transport stiger." Det sagde han faktisk!

Denne udtalelse løb han fra et par dage efter ved at pege på, at takststigningerne i kommunerne ikke har noget med regeringens skattestop at gøre. Det er så i orden. Enhver kan være salig i sin tro.

Men nu fortæller økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K)også sandheden, nemlig at regeringen har et medansvar for takststigningerne på bl.a. bustrafikken i kommunerne. For en tredjedels vedkommende skyldes det nemlig regeringens beslutning om at afskaffe et statslig tilskud til bustrafikken. Det er altså ikke kommunernes og HURs skyld alene, som ellers både skatteministeren og digteren Hans Andersen har fortalt os. Mon ikke det alligevel er skattestoppet, der skulle skaffes penge til?

Jamen, hvem skal man efterhånden tro på? Det vil måske vise sig, når statsministeren vender hjem fra Kina og igen må rede trådene ud for sine ministre og folketingsmedlemmer.

Forrige artikel Kina: Slag til oppositionen Næste artikel VK-plan ender i bureaukrati