Miljøministeren uden stedsans
Koncentrat af lederen "Risikoverden" i Information, 23/2-04.
Det er kun få uger siden, at vi på forsiden af denne avis kunne advare om, at mennesket er ved at slukke for Golfstrømmen. Hvor paradoksalt det end kan lyde, kan den globale opvarmning komme til at betyde, at vi i vores hjørne af verden i stedet for at svede i hedebølger kommer til at flygte fra fremadskridende gletsjere.
Advarslen fra forskerne er alvorligt ment og tages alvorligt selv fra så uventet hold som det amerikanske forsvarsministerium.(...)
Andre forskere mener det modsatte, som vi i fredags kunne fortælle. Golfstrømmen er stabil nok. Selv om den vil blive svækket, er det usandsynligt at den vil stoppe helt, lyder budskabet fra Danmarks Meteorologiske Institut.(...)
Risiko. Sandsynlighed. Hypoteser og klimamodeller. Hvad skal vi tro, og hvad skal vi være bekymrede for? For den almindelige forvirrede læser kan det snart være lige så svært at finde rundt i advarslerne som i junglen af skiftende kost- og sundhedsråd.(...)
Når der er hul i ozonlaget og når vi smører os med solcreme, når vi taler i mobiltelefon, drikker vandet fra hanen eller spiser slankemedicin løber vi andre risisci – og i realiteten aner vi ikke, hvor farlige nogle af dem i virkeligheden er. Skulle vi forholde os til det hele, kunne vi lige så godt låse døren, rulle gardinet ned og begrave os under dynen af fremtidsangst. Sådan reagerer fornuftige mennesker heldigvis ikke. Den totale sikkerhed og tryghed findes ikke, og det må vi lære at leve med.(...)
Men hvordan forholder det sig så, når risikoen omfatter hele kloden, som det gælder med truslen om klimaforandringer? Opfører vi os fornuftigt? Tager vi passende hensyn? Eksperterne ved ingenting med sikkerhed. Risikovurderinger bygger på to faktorer: Hvor stor sandsynligheden er for, at en begivenhed vil indtræffe. Og hvor alvorlige konsekvenser den samme begivenhed vil få.(...)
Eksempelvis er sandsynligheden for en ulykke på atomkraftværket Barsebäck forhåbentlig ganske minimal – men konsekvenserne hvis det alligevel skulle ske er så katastrofale.(...)
Når det gælder klimaændringerne er vi på endnu mere usikker grund. Præcis hvordan, hvornår og hvor meget der vil ske ved vi først, når det er for sent. Måske taler vi om altomfattende katastrofer, måske om gradvise og mere håndterbare ændringer i jordens klima. Fra at leve i et risikosamfund er vi nu gået over til at leve i en risikoverden.(...)
Dertil har vi i Danmark en miljøminister, som har ansvaret for at Danmark lever op til sine forpligtelser under Kyoto-aftalen. I sidste uge meldte denne minister ud med et loft over de CO2-mængder, danske kraftværker og virksomheder må lukke ud i atmosfæren i de kommende år. Besynderligt nok sætter ministeren loftet højere end de faktiske udledninger i år 2001 og 2002.
Det kringlede argument er, at udledningerne ville have vokset endnu mere, og derfor er der alligevel tale om en reduktion – sådan på en måde. Det er tilsyneladende et bevægeligt mål, ministeren forfølger. Mens udledningerne uhæmmet stiger, idet der jo ikke gøres noget særligt for at begrænse dem, flytter målstregen sig støt og roligt opad.
Oppositionen minder ministeren om, at VKR-regeringen i 1990 satte som mål at reducere udledningerne med 20 procent i år 2005. Men det var dengang. Hans Christian Schmidt finder tallene irrelevante. »Det mål tilhører en helt anden tid. En helt anden verden,« siger ministeren. Må man tillade sig at spørge, hvilken verden ministeren da lever i i dag?
