EU selvforstærkende kæmpebureaukrati
Koncentrat af lederen "Egoistunion" i Jyllands-Posten, 18. december 2003
Forsvarsforbeholdet er et eksempel på et område, hvor det allerede ville være mere bekvemt for Danmark at have fuld status, så vi på linje med andre EU-lande kan deltage i fredsbevarende aktioner i EU-regi.
Retsområdet er eksempel på det modsatte. Det er lykkedes regeringen at gennemføre en effektiv udlændingepolitik, som de øvrige EU-lande ikke kommer på højde med lige med det samme. Alligevel er det nødvendigt at være med på mange andre områder af retspolitikken.
Da det er højst usikkert, om eller hvornår der kommer et nyt forslag til forfatningstraktat, vil det være fornuftigt af statsminister Fogh Rasmussen ikke ligefrem at gøre det til en hastesag, som det ellers er foreslået af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Vælgerne har krav på at kende det konkrete alternativ og at vide, hvad de kan relatere eventuelle ændringer til.
Det er bekvemt at lægge skylden for sammenbruddet over på det meget afslappede italienske formandskab. Ildhuen manglede, hvis man f. eks. sammenligner med det danske formandskab, som sikrede udvidelsen med 10 lande. (...)
Når det mindste land må nøjes med en indflydelse på 0,08 pct. af magten, og det største land af i alt 25 gør krav på 18,21 pct., bør man tænke sig om en ekstra gang. For kan man overhovedet være bekendt at byde nogen 0,08 pct. indflydelse? Nej, men det har blot ikke haft den store betydning, mens vetoretten var intakt, og forskellene i stemmevægt ikke var så groteske som i forfatningsforslaget. Set ud fra et lighedsperspektiv har det ikke meget med demokrati at gøre.
Kun få lande ønsker en totalt integreret forbundsstat, men der er andre muligheder. Hvis harmoniseringen f.eks. var gennemført konsekvent fra begyndelsen på de vigtige områder, havde selve magtfordelingen ikke været så afgørende, og det er i de baner, man skal tænke. Kun gennem øget homogenitet kan den forstokkede planøkonomi afskaffes. Værdinormerne er også for snærende, da magtforskellene i deres yderlighed betyder, at små altid vil forblive små og store altid store. (...)
EU-landene har i mange år virket som en egoistunion og udviklet sig til et selvforstærkende kæmpebureaukrati, som burde beskæres, idet samarbejdet i stedet bør dreje sig om solidaritet og harmonisering. Det er ikke for sent, men det kræver et langt, sejt træk.
Når kaos udviklede sig så voldsomt i Bruxelles, skyldes det formentlig, at arbejdet med forslag til en traktatforfatning længe foregik i EU-konventets regi, og at det først blev rigtigt nærværende for de fleste delegationer op til topmødet, selv om advarslerne ikke manglede.
Desuden valgte Tyskland og Frankrig det værst tænkelige tidspunkt til at nedgøre eurosamarbejdets grundlov. Det er forståeligt, at ingen kunne kapere denne "fagre nye EU-verden".
